Læsetid: 2 min.

Film i tv

20. februar 2003

Robin Hood
*Søger man lidt mere tilbageskuende underholdning end de to nedenstående film, jeg omtaler i denne uge, vil jeg atter anbefale en af de bedste gammmeldags tju-bangfilm, der nogensinde er lavet, Michael Curtiz’ og William Keighleys farvefilmsudgave fra 1939 af Robin Hood-historien.
Nogle af de ældre Hollywoodfilm kan virke stillestående og tamme, men denne farvefilm drives frem med pulserende dynamik og energi. Der er et frejdigt helte-snit og en drenget humor over Errol Flynn titelrolle, der gør ham til en Robin i en klasse for sig selv. Og så er han godt tjent så slebne skurke som Claude Rains og Basil Rathbone som henholdsvis Prince John og hans håndgangne mand Sir Guy.
The Adventures of Robin Hood.
TCM, kl. 20.00-22.00

Dark City
*Denne fremtids-thriller fra 1999 har flere lighedspunkter med Blade Runner og Brazil.
Aliens udgør en undergrundshær, som prøver at aflure menneskenes gøren og laden. Og da det hele tiden er mørkt, føler hovedpersonen John Murdoch sig omgivet af et stort mysterium, da han anklages for nogle mord, han ikke mener at have begået – ingen kan overhovedet huske spor. Så Murdoch må på jagt efter sine overjordiske forfølgere.
Ifølge Time Out er filmen ikke helt på højde med sine forbilleder, men skaber alligevel et hypnotiserende fremtidsunivers gennemsyret af postmoderne paranoia. Alex Proyas, der huskes for den stilfulde The Crow, har instrueret i Australien.
Rufus Sewell, Kiefer Sutherland og William Hurt medvirker.
TV2 Zulu, kl. 20.55-22.35

Spøgelset i operaen
*Der er en hel verden af sære, sjove og sensuelle kultfilm, som venter på at blive åbenbaret på danske tv-kanaler. Her foretrækker man nemlig for det meste den strømliniede mainstream og viger i skræk tilbage for at vise det ellers stadig mere værdsatte katalog af udfordrende skæve og underholdende bizarre randfilm i mange genrer.
Derfor er der grund til at hilse den meget dyrkede italiener Dario Argento velkommen i DR 2’s repertoire. Argento har opbygget en trofast tilhængerskare med sine farveknaldende, bloddryppende og virtuost fotograferede horror- og thrillerfilm efter giallo-formularen.
Om Phantom of the Opera lige er den rigtige titel at vælge fra hans produktion på ca. 25 genrefilm, skal jeg ikke kunne sige. I hvert fald var det med denne genindspilning af en lidt udslidt traver, at Argento i 1998 (forgæves) bejlede til det amerikanske marked.
Alligevel er Argento ikke blevet mere mainstream end at han inkorporerer delikatesser som spidning, tungeudtrækning, rottesex og en lysekrone-katastrofe i historien om det mystiske kloak-spøgelse, der forelsker sig i den uskyldige korpige.
Instruktørens opvakte datter, Asia Argento, er den hårdt plagede heltinde, og Julian Sands spiller spøgelset. Roman Polanskis forhenværende manuskriptpartner Gérard Brach har skrevet manus sammen med Argento.
DR 2, kl. 23.30-01.10

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu