Læsetid: 2 min.

Film i tv

18. februar 2003

Tequila Sunrise
*Med den Oscarbelønnede Braveheart fik Mel Gibson plads for i den eksklusive rangorden af amerikanske superstjerner reserveret til stjerner, som også har gjort sig fordelagtigt bemærket som instruktører. Og hvad man end vil mene om Gibsons skuespiller-indsats i de senere år (og det pæneste man kan sige om den er, at den er ujævn), så kan ingen bestride, at han hører til de få sikre trækplastre i biograferne – senest med den populære gyser Signs.
Den nu 52-årige Gibson tilbragte det meste af sin ungdom i Australien. Men han er født i New York i beskedne kår og har ikke mindre end 10 søskende. Da han var 12 år, flyttede familien til Australien, og Gibson kom på skuespillerskole og spillede Beckett, Miller og Shakespeare på teatret. Sidstnævnte har han iøvrigt også spillet på film i en Hamlet-version instrueret af Zeffirelli.
Det internationale gennembrud kom allerede i 1981 med Peter Weirs australske Gallipoli, som Gibson fulgte op med Mad Max 2, der placerede ham solidt blandt Hollywoods hårdtslående action-drenge. Men det var ikke Gibsons ambition at tage konkurrencen op med Stallone eller Schwarzenegger, selv om han med sine blå øjne, regelmæssige træk og altbesejrende charme havde alt, hvad der skal til for at blive teenage-idol.
Gibson har vekslet mellem skuespillersatsninger og mere udvendige roller, der til tider kunne ligne image-pleje. Han instruerede selv den stille indtrængende ungdomshistorie Manden uden ansigt, og han tog i 1988 en chance med det psykologiske drama Tequila Sunrise, instrueret og skrevet af Robert Towne, der allers mest har gjort sig bemærket som manuskriptforfatter (Chinatown, Den hårde straf).
Det er en trekantshistorie med spændingsmomenter, der placerer Mel Gibson i en lidt uvant rolle som eks-forbryder med belastende narkofortid. Kurt Russell spiller han bedste ven, en politimand, der ubønhørligt går efter sandheden – og iøvrigt også efterstræber samme skønne kvinde som Gibson, Michelle Pfeiffers restaurations-ejer.
Man får altså tre mildest talt karismatiske stjerner i et ganske subtilt sammenvævet drama, der dog ikke helt lever op til det lovende oplæg. Dertil må Robert Towne til slut forlade sig på for mange konventionelle action-scener.
TvDanmark 1, kl. 21.00-23.15

Velvet Goldmine
*David Bowie står model til hovedpersonen Slade i glamrock-filmen fra 1998 – en rockstjerne, der er forsvundet fra ’scenen’.
Filmen er instrueret af amerikaneren Todd Haynes, der for øjeblikket imponerer med 50’er-stiløvelsen Far From Heaven. Også i Velvet Goldmine er homoseksualitet et vigtigt tema. Det bliver til et sammensat portræt af Slade – og af den journalist, der er sat til at grave stof frem om ham, og som gennem mødet erkender sin egen bi- eller homoseksualitet.
En tredje vigtig figur i filmen er iøvrigt amerikaneren Curt Wild, der har lighedspunkter med rock-legenden Iggy Pop og spilles af en afmagret Ewan McGregor.
Sverige 2, kl. 22.30-00.30

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her