Læsetid: 5 min.

Af filmfolk, til filmfolk

Siden 1992 har bogserien ’Projections’ årligt ladet filmskabere skrive personlige rapporter fra filmfronten. Det seneste nummer handler om europæiske og amerikanske filmskoler og rejser det relevante spørgsmål: Hvordan lærer man bedst at lave film? Og er det 100.000 dollar værd at gå på skole for at gøre det?
21. februar 2003

(2. sektion)

Filmlitteratur
Filmbranchen er blevet en industri med produkter, der skal udnyttes bedst muligt gennem blandt andet intens markedsføring.
Ord som disse præger i stadig højere grad filmens verden, og budgetter og billetsalg er ofte i fokus i den amerikanske filmpresse. Irriteret over den forretningsmæssige terminologi og tilgang til film lancerede instruktøren John Boorman og Faber and Faber-redaktøren, Walter Donohue i 1992 bogserien Projections som et frirum og forum for filmskabere. Her skulle man ærligt kunne udtrykke sine tanker og bekymringer omkring både det at lave film og de film, der bliver lavet.
Et tilbagevendende element har siden starten været at lade en kendt instruktør skrive dagbog over sine oplevelser i det forgangne år. John Boorman, der bl.a. har instrueret Point Blank, lagde ud med den hudløse dagbog Bright Dreams, Hard Knocks: A Diary of 1991 om årets succes og fiaskoer. Her får man et indblik i finansieringsproblemerne, de uendelige manuskriptomskrivninger, casting-overvejelser, stjernetyranni, premierer, møder og middage, mens Boorman blandt andet forsøger at få kørt nogle projekter i stilling og sidder i jury ved årets filmfestival i Venedig.
To år senere var Francis Ford Coppola på banen med uddrag fra sin filosofiske dagbog 1989-93, hvor man kan læse om hans akutte angst, når han instruerer, eller forsøge at tyde hans hastigt nedskriblede noter til gennemsyn af film som Ivan den grusomme og Citizen Kane. Blandt senere dagbogsskrivere er Guardian-filmkritikeren Jonathan Romney med et underholdende indblik i årets overvældende filmkonsumption.

Filmfolk om filmfolk
De personlige beretninger er en stor styrke, og Projections har også haft held med at sætte filmfolk sammen og samtale om specifikke emner. I det første nummer interviewer skuespilleren River Phoenix instruktøren Gus Van Sant. De har netop lavet My Own Private Idaho, og nærheden fra deres samarbejde giver interviewet en særlig tone.
Projections har desuden dyrket større karriereinterviews med titler som Demme on Demme (Jonathan Demme) eller Kasdan on Kasdan (Lawrence Kasdan), hvor instruktørerne skuer tilbage og betragter hele deres værk. En genre, som forlaget Faber and Faber sideløbende har haft succes med i større bøger om enkelte instruktører.
Projections har taget fat i meget forskelligt gennem årene og er kommet vidt omkring. Flere numre har haft samlende temaer, hvor de fleste indlæg behandler samme emne. Nr. 4 lader instruktører fortælle om deres favoritfilm, nr. 5 tager fat i animation, nr. 8 handler om filmkritik, nr. 9 lader franske instruktører skrive om situationen i fransk film,ß og i nr. 11 forholder New York-filmskabere sig til at skabe film i New York.
Fælles for numrene er, at de fleste bidragydere er tunge navne med rig erfaring på områderne, men Projections har også været god til at spotte talenter på vej. Man har haft et godt øje til independent-scenen, f.eks. er to af Hal Hartleys tidlige manuskripter blevet trykt, for fokus er på folk med en personlig stemme og mod på at bryde med Hollywoods mainstream.

Filmskoler
Det nye nummer, Projections nr. 12, har titlen Film-makers on Film Schools. Boorman og Donohue lader veteran-filmskoleeleven Fraser MacDonald udforske de engelske og europæiske filmskoler gennem interviews med både ansatte og tidligere elever. Som assistent har han Oren Moverman, der tager fat i situationen på den anden side af Atlanten, hvor en master fra Columbia eller NYU’s filmafdelinger let kan løbe op i 100.000 dollars.
Flere universiteter i USA har haft film på skemaet siden slutningen af 40’erne, men der skulle en generation af succesfulde elever med Martin Scorsese og Francis Ford Coppola i spidsen til, før branchen anerkendte, at man kan lære at lave film på skolebænken i stedet for at gå i lære i branchen. I dag er der rift om pladserne på verdens bedste filmskoler, men der er stor uenighed om, hvordan man bedst underviser i at lave film, og om uddannelserne er pengene værd.
Mange afgangselever fremhæver netværksmulighederne som den største styrke. Man finder sammen med ligesindede, man siden kan arbejde sammen med, og har en identitet, når man kommer ud fra skolen. Fraser MacDonald snakker blandt andet med instruktøren Lynne Ramsay, der frisk fra filmskolen instruerede det lille mesterværk Ratcatcher og siden har filmatiseret romanen Movern Callar. Hun fandt sammen med sin fotograf, klipper og scenograf på skolen, og de er et fasttømret team, som har haft tid til at pejle sig ind på hinanden og finde et fælles sprog.
Det er især fra elevernes side, at den løbende diskussion er, om skolerne er tiden og pengene værd. Hvorfor ikke bare selv gå i gang med at lave film og lære af sine fejl? Tarantino lavede Reservoir Dogs efter at have studeret film i sin videobiks, og herhjemme valgte Nicolas Winding Refn Den Danske Filmskole fra for i stedet at realisere Pusher.

Ros til Rukov
Projections lader mange stemmer komme til orde. Der er god gang i debatten, men ingen endegyldige svar. Der er ingen tvivl om, at filmskoleuddannede instruktører har præget de sidste mange års film både i Europa og USA. Fra den tjekkiske nybølge til amerikanske stjerner som Spike Lee eller Jim Jarmusch.
Og ifølge udsagn i bogen skal man være ret sikker i sin sag, hvis man takker nej til Den Danske Filmskole. Dick Ross, der har undervist på filmskoler verden over, mener, at Den Danske Filmskoles kortfilm har været blandt Europas bedste de sidste seks-syv år. Hans erfaring er, at der er kamp om at komme ind til de danske filmvisninger på festivalerne for at se the dazzling Danish work. En af årsagerne til dette ser Ross i en passioneret lærer som Mogens Rukov. Det spiller en større rolle, hvem der underviser, end hvem der f.eks. leder skolen, og Rukov får en stor del af æren for de succesfulde danske film.
Herhjemme behøver man ikke en formue for at kunne få en filmuddannelse, og efter bogens mange økonomiske overvejelser, er det helt rart at få slået fast, at film ikke bliver bedre, fordi man har 100.000 dollars ude at svømme.

*Projections nr. 12, Film-makers on Film Schools koster 14.99 pund og kan købes hos Arnold Busck eller www.amazon.co.uk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her