Læsetid: 3 min.

Finn vil ikke have fede ben

Et kommunalpolitisk hundeslagsmål om ben og lønforhøjelser til politikerne er brudt ud i København. Finn Rudaizky (S) ønsker hverken at få flere penge eller at blive professionel
11. februar 2003

Hvem kan dog sige nej til en lønforhøjelse på 225 procent? Det kan den københavnske kommunalpolitiker Finn Rudaizky (S), som dermed vender sig mod sin egen gruppeformand, Mona Heiberg (S). Mona Heiberg har i en – med Rudaizkys ord – »uskøn« alliance med blandt andre Venstres gruppeformand Pia Allerslev og den radikale Klaus Bondam stillet forslag om, at medlemmer af den københavnske Borgerrepræsentation skal have en klækkelig lønforhøjelse fra nuværende ca. 110.000 kroner til 250.000 kroner om året.
Forslaget, der er fremsat i ganske god tid, før vælgerne igen skal til stemmeurnerne i kommunen, begrundes med, at det politiske arbejde er blevet så tidskrævende, at medlemmerne af Borgerrepræsentationen skal have råd til at sige dele af deres almindelige, civile job op for at kunne forberede sig mere til udvalgsmøder mv.
– Finn Rudaizky, er det rimeligt, at politikerne skal knokle 30-40
timer om ugen på rådhuset til en månedsløn på blot 9.000 kroner?
»Nej, men det er politikerne, som prioriterer deres politiske arbejde helt forkert. Politikerne skal ikke udføre forvaltningsarbejde, det skal overlades til de dygtige embedsmænd. Man skal i stedet koncentrere sig om de overordnede ting og komme med forslag til, hvilken retning samfundet skal gå. Det er helt overdimensioneret at tro, at man skal læse alt, hvad der kommer ind på ens bord.«
– Politikerne skal altså ikke spilde tid på at opdage store budgetoverskridelser som ved ombygningen af Øbro Svømmehal?
»Det er en misforståelse at skulle have fuldtidspolitikere til at sidde og kontrollere embedsmændene. Hvis embedsmændene ikke gør det rigtigt, skal der nogle andre embedsmænd til. Og jeg er nervøs for den holdning, som Klaus Bondam (R) er kommet med, nemlig at vi skal have politikere, der kan optræde mere professionelt. Det kan betyde, at almindelige mennesker uden uddannelse, som ikke formulerer sig så pænt som Bondam, skulle være mindre værdige som politikere – i forhold til en velbetalt eliteklub på rådhuset. Det er ikke demokratisk.«

Lykketoft på halv løn
– Vil det sige, at hvis man halverer lønnen til en politiker som for eksempel Mogens Lykketoft, der tjener en elitær halv million som medlem af Folketinget, så bliver han mere demokratisk?
»Jeg synes ikke, man kan sammenligne de to ting. Det er jo Mogens Lykketofts levebrød. Lokalpolitikere skal ikke være levebrødspolitikere, som ikke har kontakt med det almindelige arbejdsmarked og befolkningen.«
– Der er et demokratisk problem i Folketinget?
»Ja, det viser sig mange gange, at man ikke har fornemmelse for, hvad der rører sig ude i samfundet.«
– Du har kaldt din egen gruppeformands alliance med blandt andet Venstre i denne lønsag for ’uskøn’. Hvad kalder du din modstand, som du deler med Dansk Folkeparti i Borgerrepræsentationen?
»Jamen, det er ikke en alliance med Dansk Folkeparti, vi har jo ikke stillet forslag om noget sammen,« siger Finn Rudaizky i mobiltelefonen og haster videre til næste aftale.
Alliance eller ej, så lader det til, at Finn Rudaizky får hjælp til sin modstand mod lønforhøjelse – fra Venstre. Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal ændre styrelsesloven, hvis lønforhøjelsen skal blive til noget, og det vil han ikke, så længe strukturkommissionen sidder og ser på den fremtidige opgavefordeling mellem stat, amt og kommune.
Strukturkommissionen er færdig med at sidde i slutningen af året, så i hvert fald indtil da kan Finn Rudaizsky være sikker på at være i kontakt med befolkningen for 110.000 kroner om året.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her