Læsetid: 3 min.

Fogh has a dream

Nu kan det ikke skjules længere: Partiet Venstre vil ikke mere regnes for verdens lillebror
27. februar 2003

Politik
Anders Fogh Rasmussen har i lang tid puslet med tanker om, at partiet Venstre skulle have sin egen atombombe.
Baggrunden er, at det i lang tid har ærgret ham at se sig selv omtalt i medierne som en, der bakker ukritisk op om Bush & Blairs synspunkter, hvad retning de så end måtte tage.
Det irriterer ham, at Danmark opfattes som et halehæng til England og USA på præcis samme måde, som Det konservative Folkeparti opfattes som et halehæng til partiet Venstre. En position, Anders Fogh nødig vil havne i, og som han ikke ønsker for sin værste fjende.
Bendt Bendtsen har på sædvanlig hjælpsom facon tilbudt, at atombomben godt kan stå hjemme hos ham i Odense, nu da Fyn ikke fik Rigsarkivet. Brian Mikkelsen bakker op. En sådan placering vil betyde meget for dansk kultur.

For hulen da
Lad gå med, at visse tegnere fremstiller Anders Fogh som USA’s lydige skødehund – det må man tage med, og det er han helt indstillet på. Man er vel liberal. Han har – for hulen da – været vant til det, der var værre, og alligevel vundet et valg. Selv ser han sig som garanten for den sunde fornuft i et pladderhumanistisk land, og måske var han endda den, der først tænkte tankerne om handlekraft uden blødsødenhed længe før Bush & Blair. Måske har de dem fra ham. Slet ikke usandsynligt.
Statsministeren udtaler fra sit skjul i Søllerød til Bagsidens medarbejder:
»Enhver kan jo se, at man først regnes for noget, når man har sin egen atombombe. Tag bare nordkoreanerne, som amerikanerne forhandler seriøst med. Uden en atombombe var de en by i Afrika.«

Flamberet havre
Faktisk har partiet allerede sendt et lille, langtrækkende missil ind over Sydsverige, men ingen reagerede. Måske fordi den blev afsendt nytårsaften og druknede i mængden af fyrværkeri. Eller også har svenskerne tænkt, at det var en af de klassiske, vildtfarende russiske, vodkaprøvesprængninger – og allernådigst lukket øjene.
Affyringen skete fra et af Thor Pedersens tilliggender uden for Rørvig, Danmarks svar på Nevada, hvor de farlige eksperimenter finder sted.
Hertil kommer, at det var en fejl. Missilet skulle være sendt ned over Tyskland, hvilket ville have haft en signalværdi, akkurat som når nordkoreanerne sender et missil hen over Japan. Så måske var det meget godt, at ingen lagde mærke til det.
Efter hvad Bagsiden erfarer fra uafhængige kilder, som hverken er tjekkede eller noget, havde Thor Pedersen inviteret alle sine venner og samarbejdspartnere – tre i alt – fra regeringspartierne til nytårsfest. Allerede efter at have nydt forretten, en lækker roe-ret, hvis opskrift stammer fra Pedersens landbrugsfaglige ungdom, foretog man en markvandring, som imidlertid måtte forkortes kraftigt, hvis man skulle videre i menuen. Hovedretten bestod af gris i trængsel med flamberet havre.

Rohde opstemt
Nå, senere på aftenen blev man mere og mere spirituelle, og på et tidspunkt begav selskabet sig ud i stakladen, hvor missilet var opstillet, kamoufleret under adskillige halmballer.
Det skal være Jens Rohde, der – i et opstemt øjeblik – først luftede ideen om en øjeblikkelig affyring, og fra tanke var der ikke langt til handling. Helge Adam Møller var den, der tændte Zippoen og dermed satte fut i fejemøget, dog først efter at Tove Fergo havde velsignet opstigningen. Helge Adam Møller blev bagefter bebrejdet, at han ikke havde ramt Tyskland.

SKRYDER II
På Christiansborg har Venstres hemmelige plan om en A-bombe længe været kendt. Før Hovsa-missilet blev affyret, troede mange, at der var tale om en bombe, der skulle ramme Socialdemokraterne (liste A), men det er forkert. De er jo allerede bombet, udtaler en talsmand.
Hvad atombomben skal hedde, er der uenighed om i Venstre. SKRYDER II har været nævnt som en mulighed, da den er bestemt for Schröder, men så bliver hensigten for tydelig. ARRIVA II er en anden mulighed, da atombomben indgår i partiets generelle privatiseringskoncept. »Spørgsmålet om atombomber er alt for vigtigt at overlade til Folketinget,« mener statsministeren på vej væk fra sit skjul i Søllerød...
i høj hastighed.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her