Læsetid: 3 min.

Freden får ny chance i USA

Trods intern splittelse og modgang i medierne har den amerikanske fredsbevægelse oplevet en bølge af nye aktivister og anti-krigsdemonstrationer
15. februar 2003

Fredsbevægelse
NEW YORK – Sidste gang den tidligere elite-soldat Carlos Montes var med til at organisere en fredsdemonstration for 30 år siden, kom der 30.000, og mødet blev en historisk begivenhed for spansktalende amerikanere.
Sammen udsendte deltagerne Chicano Moratoriet, som var en fordømmelse af Vietnam-krigen kombineret med et krav om, at USA trak sig ud af landet.
Fredag i sidste uge marcherede Carlos igen. Sammen med hundredevis af skuespillere, fagforeningsfolk og studerende drog han gennem latino-ghettoen i øst-Los Angeles under sloganet »Latinos imod krig«.
På den anden side af kontinentet, på en banegård på Long Island ikke langt fra New York City, deler 74-årige Mary Alfano løbesedler ud til folk på vej på til arbejde. Hun har stået der siden november, men på det seneste, som krigen er kommet nærmere, er folk blevet venligere.
»Folk klapper dig på ryggen og siger ’fint arbejde, nogen skal jo gøre det’,« siger Mary, der også holder et skilt med teksten »Fred er patriotisme«. Hendes løbesedler spørger pendlerne: »Føler du dig mere sikker nu end for et år siden«.

Fred via e-mail
Lige så længe som Amerika har deltaget i krige, har der været demonstrationer imod dem. Traditionen fortsætter i det små til hverdag med Carlos og Mary, og i dag vil tusinder samles i Washington D.C., San Francisco, Los Angeles og New York for at opfordre Præsident Bush til ikke at invadere Irak.
Demonstrationerne adskiller sig fra fortidens fredsmøder ved, at de fleste af deltagerne hører om dem via websites og e-mail-kæder, og ved at de finder sted, før krigen rent faktisk er brudt ud.
»Aktivitetsniveauet stiger, før der er udbrudt krig, før det overhovedet er klart, om der bliver krig,« siger Lawrence Wittner, professor i historie ved State University of New York.
Men selv om antallet af skeptiske amerikanere synes at være stigende – så peger meningsmålinger stadig på, at et flertal af amerikanerne støtter et angreb på Irak.
En meningsmåling i Los Angeles Times, en uge efter Colin Powells hi-tech-præsentation i FN’s Sikkerhedsråd – viste, at 62 procent var for en krig mod Irak med FN’s opbakning; 55 procent var villige til at acceptere en krig uden FN-støtte. 74 procent sagde, at Powell beviste, at
Irak ikke har rettet sig efter FN’s Sikkerhedsråd og fortsat bedrager våbeninspektørerne.
Før Golf-krigen i 1991 var der også protestmøder, men da krigen startede, bed patriotismen sig fast, fortæller Lawrence Wittner.
Han peger på, at der ofte er en bølge af patriotisme i begyndelsen af en krig, »men efterhånden som den trækker ud, vokser protesterne«.

Dr. King spøger
Selv om politiske observatører kalder nutidens fredsbevægelse »den største siden Vietnam« savner bevægelsen et centrum som det den havde dengang.
Borgerrettighedsforkæmpere som Dr. Martin Luther King og det udflippede politiske geni Abbie Hoffmann, spøger stadig, når Amerika diskuterer krig, patriotisme og hvem, der har adgang til medierne.
Skuespilleren Martin Sheen deltog også i demonstrationen og har sammen med en række kendte skuespillere gæstet talkshows for at tale fredens sag.
»Rigtig mange mennesker har været stille om Irak i lang tid. Men det er slut nu,« siger Martin Sheen. Han mener, at den stemning, der gav præsident Bush noget nær carte blanche i udenrigspolitikken efter 11. September 2001, er ved at ebbe ud.
Stephen Zunes, professor i statskundskab ved University of San Francisco, betegner de nuværende fredsaktiviteter i Amerika som »mere omfattende end efter to-tre års voldsom konflikt i Vietnam.
Selv Golfkrigs-veteraner har sluttet sig til, fordi de er bekymrede for virkningen af kemiske og biologiske våben på amerikanske soldater.

’Siger du, at Bush lyver?’
Trods den stigende interesse for fredsbudskabet, føler mange aktivister sig under-vurderet og overset af medierne. Og når de får adgang, må de ofte finde sig i at blive stemplet som upatriotiske.
»Antallet af fremmødte bliver undervurderet af medierne ved demonstration efter demonstration,« sagde skuespiller og fredsaktivist Janeane Garafalo på CNN i januar.
På samme station blev et medlem af den amerikanske Kongres fornylig nærmest skældt ud af nyhedsværten for at antyde, at præsident Bush ikke talte sandt. Den praksis er ifølge medievagthunden FAIR, en amerikansk organisation for mediekritik, udbredt på amerikanske tv-shows.
Da det demokratiske kongresmedlem Mike Thompson, sagde til CNN’s Connie Chung, at han, trods sit medlemskab af den relevante komite i Kongressen, intet bevis havde set for, at Irak udgjorde en fare for USA, blev han knapt færdig, før Chung brød ind: »Mener du, at du ikke tror på hvad præsident Bush lige har sagt? (…) De lyder nærmest som om du siger til amerikanerne derude: ’tro på Saddam Hussein. Lad være med at tro på Præsident Bush?’«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu