Læsetid: 5 min.

Freden før krigen

8. februar 2003

Intermetzo
I den hjemlige føljeton om regeringsmedlemmernes almindelige handel og vandel har landets justitsminister i ugens løb, hårdt presset af aviser og
oppositionspolitikere, ladet sin stakkels ministersekretær aflevere ét styk brugt bilbarnesæde til Rådet for Større Færdselssikkerhed. Her havde styrelsen, der i
rådets virksomhed er så godt som totalt afhængig af ministerens luner, fundet det bedst at føje denne magtfulde bevillingsgiver. Man udskiftede således det allerede leverede barnesæde med et nyt, så såre det justitsministerielle afkom voksede ud af det første og vel at mærke efter at
ministeren havde bedt om en erstatning for det første sæde.
I øvrigt har samme minister, som til dydens forbløffelse stadig i dag er justitsminister, højtideligt lovet fremover selv at købe både sine børns barnesæder samt sit eget festkluns til dronningens skæg og ballade. Hvis nogen havde vovet at fortælle en sådan halvkorruptionshistorie om en dansk justitsminister i f. eks. den store samtidsroman om Danmarks tilstand, som nationen
altid venter forgæves på, ville man betakke sig for en så løbsk forfatterfantasi. For nu at fremture i samme genre og i selvsamme uge har den ligeledes konservative kulturminister opgivet at gå med sponsorerede briller, som han ifølge et talsmandsudsagn har gjort i årevis. Ministeren
investerer nu egenhændigt i et par nye briller. Hvorvidt disses glas, som ministeren minsandten også selv betaler, er udstyret med forstærket snæversyn melder historien ikke noget om.
Alt i alt kan man da opfatte de to konservative juniorministres op-stramning af egen opførsel som to små fine plusser i regeringens samlede moralregnskab. Nogen ville måske i den forbindelse finde på at bruge vendingen kreativ bogføring, men dette udtryk tager vi skarp afstand fra, idet begrebet så let som ingenting kan henføres til selve statsministerens fortid som skatteminister, da venstreformanden dengang venstrenæstformand groft vildledte Folketinget og derfor måtte gå af. Men klummen skal ikke hver gang handle om dette pinagtige forhold, som mærkeligt nok ikke har fået plads i fødselsdagsartiklerne.
Ej heller vil vi denne gang uddybe, at bagmandspolitiet i ugens løb som en fortsættelse af tidligere bestræbelser på at få gjort rent bord i forstaden har hobet atter nye tiltaler op mod den tidligere Venstre-mønsterborgmester i Farum. Peter Brixtofte er navnet, hvem regeringspartiets top med finansministeen i spidsen – ham med snyd, fup og mange ejendomme – gerne henført henviste til som forbillede for al landsens øvrige kommuner. Ikke ét ord om dét.
I mellemtiden arbejder trafikministeren døgnet rundt, siger han, på at forbedre toggangen i det privatiserede Jylland, hvor indfødte bosat ved den plagede landsdels åer efter sigende er begyndt at udhule træstammer for at kunne komme på arbejde engang til næste år. Det sjove ved denne Greul-geschichte om det totalmislykkede togselskab er at trafikministeren faktisk på den tid, da han resolverede Arrivas overlegenhed i forhold til good old DSB, skal have været fuldt orienteret om det britiske tog-
firmas elendige resultater og
ringe passagersikkerhed i hjem-
landet. Såfremt ministeren ikke vidste noget om den side af sagen – jo ikke helt uvæsentlig for et konkurrerende togselskab – er dette mindst lige så kritisabelt.
Så viser det nemlig, at ministeren heller ikke læste aviser, da han traf sin ideologiske beslutning. Står der ideologiske? Jamen, der skulle have stået idiotiske. Vi
beklager.

Og så er alt dette og meget mere fra samme kant jo for intet eller meget lidt at regne i forhold til den krig, verden måske allerede er gerådet i, når disse linjer står på prent.
I disse dage udspørges al verdens kloge folk om krigens berettigelse. Som om krig kan have en berettigelse. Berettigelse har krig under ingen omstændigheder. Det bør aldrig komme så langt som til krig. Krig, siger Suzanne Brøgger, er hjerneskadede edderkopper, der destruerer deres eget spindelvæv.
Ingen vinder en krig, alle taber mere eller mindre. Den eventuelle moralske berettigelse i udgangspunktet som den ene part med beviser på bordet og besværgelser af enhver art i givet fald kan have haft, går til grunde undervejs i forløbet. Drukner i gemenheder, løgn og dyb fornedrelse.

Således som også denne runde i menneskehedens blodige historie lader til at blive tilrettelagt, kan man være temmelig sikker på at vigtige, måske afgørende forhold bevidst lades ude af betragtning eller fordrejes på det groveste i berettigelsens hellige navn. Verdensoffentligheden vil med forundring, formentlig forfærdelse komme til at se tilbage på et forløb, hvor al anstændighed bagefter vil spørge sig selv og andre om dette dog ikke kunne og burde være afværget, om ikke disse menneskelige lidelser var for horrible, om ikke disse ødelæggelser for omfattende. Man tror det aldrig i øjeblikket, hvor berettigelsen har ordet, og det
ikke er på sin plads at så tvivl, men sådan vil det gå, sådan går det næsten hver gang for ikke at sige hver gang. Krig er aldrig berettiget. I krigen, der også, som Henrik Tikkanen siger, kan begynde som en minutiøst velforberedt fejltagelse, dør folk og de lemlæstes, børn bliver forældreløse, forældre barnløse, umistelige værdier mistes, og de, der har deltaget i myrderierne, kommer sig aldrig og bliver rigtige mennesker igen. Så meget ved vi jo efterhånden om krigen. Krigen er som i Elvira Madigans apokalyptiske vision i arenaen: en cirkushest i vild galop med manken i flammer. Det syn glemmer hun aldrig til sin dødsdag.
Krigsoppositionens mere lavmælte stemmer, som jo ikke på nogen måde i disse dage kan hamle op med berettigelsens realpolitik, undertrykkes snart, og i den kommende fase, hvor forræderiet klæbes som mærkat på den sagtmodige, erklæres moderationen, indvendingen blot som naiv og farlig defaitisme. Adspurgte intellektuelle dukker frem på tv-skærme og i avisernes spalter med gode velemballerede grunde til at acceptere dette mindste onde, det berettigede blodbad. Tænk på de fejl, man begik før i tiden, da man veg bort fra krigen. Ja, tænk engang. Blodbadets formål skal også i dette tilfælde, hvor vi til gengæld er tankemæssigt og mentalt rustede, være at forhindre et større. Men bombeorgiets nøgterne begrundelse, så såre retorikken løber tør, indskrænker sig til ét hensyn: Adgangen til billig olie. Og det er jo ingen moralsk berettigelse, det siger sig selv – forhåbentlig. Berettigelsen ligger udelukkende i tvivlen om diktatorens næste hensigter og truslen om krig i Mellemøsten og mod verdensfreden og mod hans egen befolkning, som altsammen kan være grumt nok. Men den
realpolitiske begrundelse for krigen, véd alle jo, hvordan man end vender og drejer sagen, er og bliver olien. Hvis man ikke ved det, er man slet og ret dum i nakken. Hensigten, berettigelsen helliger alligevel midlet, og nu er tiden inde til handling og bomber over Bagdad, og siden, ja siden vil der være fred og atter fred og mere tilgængelig olie.

Som om det er første gang mange nationer således marcherer samlet ud med fanerne løftet og med den fulde berettigelse i samvittigheden samt den udtalte vished om al krigs afskaffelse ved lige netop udkæmpelsen af denne sidste af alle. Få er måske opmærksomme på følgende, men Frankrigs nuværende præsident Jacques Chirac, der
ikke just i sit hjemland regnes for den største af alle tilgængelige moralistiske filosoffer, har ikke desto mindre sagt om krigen og dens berettigelse – klogt og vist: Den eneste metode hvormed en fredelig nation kan vinde en krig, er ved at forhindre den.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her