(2. sektion)
Spanien
»Jeg er imod krigen, fordi jeg er imod døden, og i den forstand er jeg en smule barnlig, for jeg forstår ikke døden.«
Sådan sagde den spanske filminstruktør Pedro Almodóvar onsdag den 12. februar i Circulo de Bellas Artes i Madrid. Han havde netop fået at vide, at Hollywood havde nomineret hans film Tal Til Hende til at konkurrere om de fornemme Oscar-filmpriser som bedste instruktør og for det bedste manuskript. De færreste, der har set filmen, vil dog tro Almodóvars udsagn om, at han ikke forstår døden.
Lørdag den 15. februar gik Pedro Almodóvar forrest i den store fredsdemonstration i Madrid, hvor over en million sagde nej til en krig imod Irak.
»Denne krig er umoralsk og illegitim, og den kan ingen resolution fra FN legitimere,« læste han sammen med skuespillerinden Leonor Watling fra det fælles manifest.
En massiv blok af filmfolk, skuespillere, kunstnere og forfattere har givet røst til det spanske nej. Og det vakte forargelse i den konservative regering under ledelse af José Maria Aznar, da det spanske filmakademis Goya-prisfest den 1. februar endte som en demonstration imod krigen.
Protesterne vokser
»En galla skal være venlig, behagelig og sympatisk,« sagde viceministerpræsident Mariano Rajoy.
Stemningen er ellers ikke ret behagelig for den spanske regering for tiden. Aznars regering har absolut flertal i parlamentet, men i de seneste måneder er flertallet smuldret i meningsmålingerne, hvor socialisterne endda i enkelte har overhalet de konservative.
Der har været massive protester imod Aznars håndtering af ulykken med olietankskibet Prestige, der i november blev ført ud på åbent hav, knækkede, sank og sendte titusinder tons olie ind over 3.000 kilometer kyst. Men Aznars beslutning om at følge USAs præsident, George W. Bush, slavisk i den globale krig imod terrorismen og i Irak-krisen har fået bægeret til at flyde over.
Fredsdemonstrationerne i lørdags fik et omfang, som ingen havde ventet i Spanien. Alene i Barcelona var der over 1,3 millioner mennesker, og i Valencia var der over 500.000. I alle provinsbyer flokkedes folk på gaderne som sjældent set. Omkring fire millioner spaniere protesterede.
Måske bortset fra Italien har ingen andre fredsbevægelser samlet så mange mennesker.
I Spanien skal man helt tilbage til de folkelige protester efter det militære kupforsøg i 1981 imod det unge spanske demokrati og i den store opstand i 1997 imod den baskiske terrorgruppe ETAs kidnapning og mord på lokalpolitikeren Miguel Angel Blanco for at finde lignende.
Hvor det i nogle europæiske lande som bl.a. Danmark primært har været den yderste venstrefløj og fredsaktivister, der er gået forrest, har det spanske socialistparti og dets leder, José Luis Rodriguez Zapatero, sat sig i spidsen for fredsbevægelsen.
Hvor socialistpartiet under ledelse af Felipe Gonzales tilbage i 1986 var med til at føre Spanien ind i NATO, så har Zapatero indledt en venstredrejning.
Da Zapatero i år 2000 blev valgt til ny partileder, lancerede han først en centrumsøgende tredje vej og modulerede sit sprog som Tony Blair i Storbritannien.
»Jeg kan ikke lide strejker og slet ikke generalstrejker,« sagde han sidst i 2000 selv om flere i baglandet surmulede. Zapatero indgik derpå flere nationale kompromiser med Aznar-regeringen bl.a. en pagt i kampen mod ETAs terrorisme og for illegalisering af terrorismens politiske støttepartier.
Men sidste år, hvor socialisterne endnu halsede efter Aznar, ændrede han kurs. Først gik han med i fagbevægelsens generalstrejke, så radikaliserede han sin kritik af regeringen efter Prestige-katastrofen, og med sin beslutning om at støtte fredsduernes nej til krigen har Zapatero taget et definitivt skridt til venstre.
Aznar anklager Zapatero for at være en utroværdig opportunist. I tirsdags under parlamentets Irak-debat forsøgte Aznar forgæves at få Zapatero til at sige ja til EUs minimumsgrundlag i Irak-krisen.
I 1991 støttede Spaniens socialistiske regering Golfkrigen, men i tirsdags brugte Zapatero folket som undskyldning for bare at sige nej. »Aznar, sig nej til krigen,« sagde Zapatero uden at opstille pragmatiske alternativer. »Fortæl Bush, at borgerne (i Spanien, red.) afviser krigen.«
