Læsetid: 2 min.

’Fredsfolk bringer sig i miskredit’

Nøjes folk bare med at sige nej til krig uden at opstille alternativer, risikerer de at svække fredsbevægelsen, advarer Mary Kaldor, en af 1980’ernes ledende fredsaktivister
25. februar 2003

Den nye globale fredsbevægelse, der forrige lørdag samlede over 10 millioner mennesker på gaderne, står i fare for at blive udstillet som Saddam Husseins proselytter.
Det frygter professor ved London School of Economics, Mary Kaldor, som leder et forskningsprogram om det nye globale civilsamfund. I 1980’erne var hun med til at grundlægge den uafhængige britiske fredsbevægelse, END, hvor hun førte kampagner mod atomvåben. Forleden deltog hun i Londons store demonstration, som har gjort indtryk på hende.
»Det er fascinerende. Lige som i 1968 ser vi en ny aktivistgeneration vokse frem. Det kan få enorme konsekvenser i fremtiden. Bush og Blair har ikke taget højde for det, lige som Nixon ikke fattede det under Vietnamkrigen.«
Ikke desto mindre opfordrer Mary Kaldor til selvransagelse blandt fredsduerne. I en samtale med Information siger hun, at »det er ikke godt nok bare at sige nej til krigen i Irak. Fredsbevægelsen må komme med alternativer. Der har været massive brud på menneskerettighederne i Irak, som man er nødt til at forholde sig til. Det var skandaløst at se folk som (den venstreorienterede Labour-politiker, red.) Tony Benn ligge på knæ foran Saddam Hussein. Det er med til at bringe fredsbevægelsen i miskredit.«

Kontrolér menneskeret
»Jeg er bekymret over, at den nye globale fredsbevægelse mod krigen i Irak glemmer at tage ved lære af 80’ernes bevægelse. Kampen for fred og menneskerettigheder kan ikke skilles ad. De hænger sammen,« siger Kaldor.
Hun henviser til, at de uafhængige fredsfolk i 80’erne støttede de østeuropæiske systemkritikeres kamp for menneskerettighederne imod de totalitære regimer. Det samme bør forsøges i Irak, selv om Saddams undertrykkelse er langt værre end i 80’ernes Østeuropa.
Kaldor er modstander af en militærinvasion nu. Den kan føre til ’en polarisering af ekstremerne’, føre til ’grove krænkelser af menneskerettighederne’ og ’en farlig eskalation’ i Mellemøsten og måske helt til atommagterne Indien og Pakistan. På den anden side anerkender hun, at USA’s »militære pres med troppeopbygning ved Iraks grænser har givet våbeninspektørerne mulighed for at vende tilbage til Irak. Jeg er tilhænger af, at der fortsat holdes tropper ved Iraks grænser for at fastholde presset på Saddam Hussein«.
Kaldor foreslår, at fredsbevægelsen arbejder aktivt for et regimeskifte i Irak. Ad fredelig vej. Hun anbefaler et fortsat militært pres udefra, FN-afvæbning af Saddam, samt aktiv dialog med Iraks opposition.
»Fredsbevægelsen burde kræve, at der ikke kun sendes våbeninspektører til Irak. FN bør også sende menneskeretsinspektører. Det ydre pres mod Saddam må øges. Han og regimets ledende folk bør stilles for den internationale straffedomstol.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her