Læsetid: 3 min.

Frigjorte anarkister

Det er ikke de nøgne bryster, og det er hverken stofferne eller festerne, der gør ’Rules of Attraction’ til en mesterlig film: Det er scenen og normen
28. februar 2003

(2. sektion)

Premiere i dag
Blikket skifter retning, og synsvinklen bevæger sig:
Sean, Paul og Lauren er kønne og unge og tit berusede. Blikket skifter retning, og fokus forskydes. Men de har alle tre udsigt til samme scenario, og de kender udsigten: tilfældig sex, teenagenarkotika og uoverskuelige fester. Eller det modsatte scenario: rastløs onani, sladder og rygter om mulige forbindelser.
De er i gang med at tage en uddannelse på et udmærket college på den amerikanske østkyst. College er som bekendt det sted, hvor unge amerikanere flytter hen, når de flytter hjemmefra. Man forlader den regulerede og disciplinerede tilværelse som barn og rykker på college og installerer sig i barndommens modsætning: Det ’vilde’ og uregulerede liv. Paul, Lauren og Sean er ikke undtagelser. De lever i overensstemmelse med normen på campus: De går til fester, som har navne: ’Tørstig Torsdag’, ’Til verdens ende’ og ’Klædt på til at blive kneppetparty’.

Postmoderne tilstand
Sean møder Lauren på campus en morgen. De skulle have været til undervisning i ’Den postmoderne tilstand’. Men kurset er aflyst. Lauren kender Sean, fordi han distribuerer marihuana og kokain blandt de studerende. Han kender hende, fordi hun har købt marihuana. Denne morgen er hun allerede skæv mens tømmermænd dominerer Sean.
Sean bliver forelsket i Lauren. Men kommer ved en fest med et langt navn til at bolle med hendes veninde. Lauren bliver forelsket i Sean, men da hun ser ham med veninden, kommer hun i tanker om Victor. Som er Laurens gamle kæreste, der har været på rundrejse i Europa. Hvor han, som han fortæller ved sin hjemkomst, har røget marihuana, dyrket løse forbindelser med sit kønslem og brugt penge. Lauren opsøger Victor: En obskønt gestikulerende pige danser på sengen i baggrunden, mens Victor tilstår, at han ikke kan genkende Lauren. Han aner ikke, hvem hun er.
Så er der Paul, og han er bøsse. Paul har tidligere haft en koital forbindelse til Lauren, men nu har han skiftet seksuel observans. Han inviterer Sean op på sit værelse, han ringer til Sean, og han inviterer Sean til middag.
»Whatever,« svarer Sean, mens han studerer passerende bryster.
»Rock’n’ roll,« siger Sean og smider røret på. Rock’n roll og whatever betyder hverken ja eller nej. Sean slår med disse slogans hånden i bordet og markerer, at han ikke har noget at sige:
»Rock’n’ roll.«
Paul håber, og Paul tolker. De to ser en pornofilm, eller de ryger en joint sammen. Paul inviterer, Sean siger ’rock’n’ roll’. Der sker ikke andet, end at de flyder videre i hver sin retning. Til fester.

Mesterligt
Det er Roger Avary, som har instrueret filmatiseringen af Brett Easton Ellis’ anden roman, The Rules of Attraction. Bogen er ualmindeligt vellykket som afdækning af hverdagslige tilværelser i ’den postmoderne tilstand’, fordi den ikke som American Psycho accelererer frem mod en undergang. Normen overlever, og normen er anarkistisk. Disse totalt frigjorte unge mennesker træffer ikke beslutninger selv. Begivenheder bestemmer for dem. Denne paradoksale udleverethed til vilkårlige begivenheder er mesterligt skildret i Avarys film.
Kameraet panorerer som et beruset blik, forløb bliver spolet frem og tilbage, og billeder klippes sammen i glimt. Midt i orgiet siger Sean, som er spillet overbevisende af James van der Beek fra Dawson’s Creek: »alt er bestemt på forhånd. Vi styrer ikke selv vores skæbne.«
Han overvejer sin situation: Skal jeg gå op og onanere, skal jeg drikke mig fuldere, skal jeg kneppe hende den lyshårede, skal jeg spille på guitar? Den lyshårede nærmer sig, og han har ikke noget valg.

*The Rules of Attraction: Instruktion og manuskript: Roger Avary. Amerikansk. (CinemaxX, Palads i København, CinemaxX i Odense.)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her