Læsetid: 3 min.

Frøken Sylvias tegner

Vor læser fører os til en udstilling, vi ellers ikke ville have set, og vi får pludselig øje for de store kvaliteter i Hudibras
26. februar 2003

På udstilling
»Hans bladillustrationer er så utrolige, så smukke og så originale, at der ingen tvivl er om, at han var en kunstner i verdensformat... en slags hybrid mellem Norman Rockwell og Vargas, hvor hverdagens små foreteelser og de meget små gevandter smelter sammen til noget større og meget, meget unikt:«
Sådan – og så storslået – skriver en af dette blads trofaste læsere i en email til redaktionen, og så er det jo bare med at komme afsted til Den sorte Diamant, hvor den pågældende tegners værker p.t. udstilles på en »lille, men meget fin udstilling«, som vor læser, en højt respekteret forlægger, skriver.
Men hvem er han så, denne måske oversete og for mange i dag ukendte, danske verdenstegner?
Vi befinder os i den afdeling af tegnekunsten, der af frie billedkunstnere og kunstpublikummet ses ned på, fordi tegneren har ladet sig ansætte eller arbejder freelance for aviser, blade,
reklamebureauer, emballage-virksomheder, forlag, osv. – og derved har solgt eller pantsat sit talent, sin sjæl, til kommercielle markedskræfter.
Som netop Alberto Vargas, der i en amerikansk menneskealder tegnede letpåklædte piger til Playboy og Esquire, og Rockwell, hvis illustrationer er meget minutiøse, næsten fotografiske gengivelser. Især Vargas var, fremgår det af den lille udstilling, en forudsætning for Povl Norholt, som er den hybrid, vor læser giver sin opvurdering.
Norholts tegninger kendtes især fra Hudibras, der midt i sidste århundrede var et uartigt mandeblad, skønt det i dag virker aldeles harmløst, men reaktionært, reaktionært, reaktionært, om feminister skulle karakterisere det. Dog ikke mere end Marilyn Monroe-filmen, hvor hun spiller den dumme blondine, der lægger an på den gamle millionær, som hun næppe ville røre med en ildtang, hvis det ikke lige var for hendes store passion for diamanter.

Kvinde i suppen
Dette par udgør også de evige to i Norholts tegninger.
»Det generer Dem vel ikke, hvis jeg skifter kostyme, mens De er her?« spørger den allerede næsten afklædte, unge kvinde, og man behøver dårligt nok se tegningen for at regne ud, at der sidder en nobel, ældre herre med sølvknappet stok og ser på med et forventningsfuldt udtryk i revy-skuespillerindens garderobe.
Han har pengene. Hun, staklen, har ikke ret meget tøj.
Der er flere sådanne tegninger, hvor man ud fra teksten kan regne tegningen ud:
»Nej tak. Jeg går ikke ud med fremmede,« siger pigen i telefonen og tilføjer et listigt: »Men vi behøver da heller ikke absolut at gå ud!«
Og hvorfor synes middagsherrerne så godt om suppen? Jo, der er en afklædt kvinde i bowlen.
Ikke alle tegninger har en millionær som mandlig hovedperson. En gammel matros hænger ned fra rælingen og støver en gallionsfigur af. Gæt, hvad han koncentrerer sig om. Tre korpiger afventer, at syersken bliver færdig med deres kostumer til showet. Syersken er nødt til at bruge lup.

Revival
Plat, plat, plat... ville Bagsidens medarbejder indtil dette øjeblik nok have ment, men retledt af vor læser ser han pludselig elegancen i tegningerne. Fantastisk hvad nogle få sætninger og den kyndige manuduktion kan gøre. Povl Norholt (1908-93) var student fra Metropolitan og arbejdede for A. P. Møller et par år til 1930, før tegneriet tog over. Han designede figuren frk. Sylvia til Hudibras – en Norholdt-pige blev et begreb. Han tegnede også for bl.a. Dansk Familieblad og Aftenbladet Søndag, arbejdede sammen med folk som Jens Locher, Susanne Palsbo, Hakon Mielche og den kendte Tintin-oversætter Jørgen Sonnergaard. På toppen af sin karriere fik han et tilbud fra Esquire.
Norholts tegninger er udvalgt af datteren, Kirsten Norholt, der sjovt nok er en skuespillerinde som har optrådt i mange revyer og således er en ægte Norholt-pige. Udstillingen kan ses frem til 10. maj. Den kommer i forlængelse af den velbesøgte udstilling af Sven Brasch’ plakatkunst, ikke mindst filmplakater, i Kunstindustrimuseet i København. Et andet eksempel på, at tegnere, som ikke blev regnet for rigtige kunstnere i deres samtid, men et halvt århundrede – eller mere – senere alligevel får deres plads på de finere museer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her