Læsetid: 10 min.

’De er jo ganske kløgtige, de fyre der...’

Hvad blev der af typograferne? Engang var de frygtet på grund af deres sammenhold og høje løn – i dag er de stort set forsvundet fra dagbladene. Svaret ligger ifølge en ny bog i en ni uger lang arbejdskonflikt i 1981. Og ikke mindst i den rolle, daværende cheføkonom i LO, Poul Nyrup Rasmussen, spillede
1. februar 2003

I 1981 blev Ronald Reagan USA’s 40. præsident. Engelske prins Charles og lady Diana blev viet, og 36 serieafsnit af Dallas var DR’s største tv-satsning. Det var også året, hvor en lang og hård arbejdskamp knækkede ryggen på de genstridige typografer på dagbladene, hvis man skal tro på bogen Hensigten helliger midlet – En nedtælling. Efter ni ugers konflikt tabte »arbejderklassens studenter,« som typograferne selvbevidst kaldte sig, kampen om fremtiden.
Bogen, som absolut må karakteriseres som et partsindlæg på 232 sider fra en af typografforbundets hovedforhandlere i 1981-konflikten, er skrevet af den tidligere formand for de københavnske typografer, Dan Lundrup. Dengang var han også medlem af kommunistpartiets øverste ledelse og en markant figur på fagbevægelsens venstrefløj. I dag er typografernes funktion på dagbladene stort set udspillet på grund af ny teknologi, akkurat som rebslagere, karetmagere, bødkere og kuske tidligere har oplevet det.
Selv på Information er typografbemandingen et sigende udtryk for afviklingen: I midten af 1980’erne havde avisen eget trykkeri med godt 30 typografer ansat (foruden litografer) – i dag har avisen to typografer, mens trykningen er lagt ud i byen.
»Konflikten i 1981 var vores eneste chance for at få ret til at betjene den ny teknik. Vi forsøgte det bedste, vi kunne. Men vi tabte og mistede dermed også muligheden for at sikre beskæftigelsen for medlemmerne,« siger Lundrup, der har opsøgt flere af de centrale aktører fra konflikten og bl.a. støvet rundt i Anker Jørgensens ikke-offentliggjorte dagbogsnotater.
Efter 27 år som medlemsvalgt fagforeningsmand gik Lundrup på efterløn i 1997 og flyttede tilbage til barndommens Nykøbing Falster. Han begyndte at gå lange ture og tabte 10-15 kg. Som efterlønner fik han også tid til at pleje en gammel interesse for Cobra-malerne.
Allerede da 1981-konflikten sluttede med typografernes nederlag, stillede Lundrup forslag om en ’hvidbog’ om den hårde kamp. Nu har han lavet den selv.
»Jeg beskriver så ærligt som muligt, hvordan forskellige personer og interesser stødte sammen,« som han siger.
– Hvis I nu havde vundet, hvor mange typografer ville så være beskæftiget på dagbladene i dag?
Lundrup læner sig tilbage i stolen og smiler: »Ahr, det er jo svært at sige. Det er over hele verden, at den teknologiske udvikling er gået uden om typograferne. Men i hvert fald dobbelt så mange som i dag...«

Et af bogens mange omdrejningspunkter er en angivelig intrige mellem arbejdsgivernes daværende forhandlingsleder, Hans Skov Christensen, der i dag er administrerende direktør for Dansk Industri, og daværende cheføkonom i LO, Poul Nyrup Rasmussen. De to får i dybeste hemmelighed sat gang i en proces, som med sikkerhed vil føre til en typografkonflikt. Deres opgave er i fællesskab at strikke et mæglingsforslag sammen, som kun skal gælde for typograferne, men som er så dårligt, at de garanteret vil forkaste det.
Men typograferne er ikke interesseret i et mæglingsforslag – de vil hellere fortsætte forhandlingerne med arbejdsgiverne. Og i henhold til sine egne love må LO slet ikke fremsætte og dermed acceptere et mæglingsforslag, med mindre det berørte fagforbund tages med på råd. Ifølge Lundrup skete det ikke.
»Vi anede ingenting om det. Vi protestede dengang, men helt forgæves,« siger han.
Så for Nyrup indebærer påstanden den historisk interessante detalje, at han – hvis det altså er rigtigt – har handlet mod gældende love i LO.
Intrigen er ikke noget, Lundrup selv har fundet frem til. Han har derimod læst sig til den i bogen Nyrup, som udkom i 1996 med journalisterne Henrik Qvortrup og Niels Lunde som forfattere. De beskriver et tæt samarbejde mellem Nyrup og Skov Christensen, der som forhandlingsmodparter på arbejdsmarkedet begge er i gang med hver sin lovende karriere, og netop derfor får et nært samarbejde.
Ifølge Qvortrup og Lunde bliver samarbejdet om det elendige mæglingsforslag for typograferne første gang, Nyrup og Skov Christensen får »brug for hinandens fortrolighed.«
»Topfolkene i LO og DA opnår, hvad de hele tiden er gået efter: at give dødsstødet til typograferne som magtfuld kamporganisation«, konkluderer Qvortrup og Lunde efter deres gennemgang af forløbet og tilføjer, at LO-toppen er så tilfreds med Nyrups indsats her, at han belønnes med en ekstra månedsløn.
»Jeg tror, de to journalister har deres oplysninger fra Skov Christensen. Nok ikke fra Nyrup,« smiler Lundrup.
Nyrup har ikke haft tid til at kommentere historien over for Information, mens Lunde, i dag ansvarshavende chefredaktør for Berlingske Tidende bekræfter oplysningerne i Nyrup om typograferne:
»Alt, hvad vi skriver om den sag, står fast,« siger han til Information.
Lundrup har siden fået historien om Nyrups og Skov Christensens hemmelige samarbejde om typografernes mæglingsforslag bekræftet fra anden side, nemlig af en forhenværende, nu afdød, LO-jurist, Niels Daugaard. I sin bog citerer Lundrup bl.a. følgende fra en båndoptagelse med Daugaard:
»Jeg kan bekræfte, at de lavede mange narrestreger og dette var én af dem. De var et meget tæt parløb mellem de to.«

Typografkonflikten i 1981 vil sandsynligvis gå over i danmarkshistorien som den sidste store arbejdskamp i dansk fagbevægelse, hvor et helt fag var ude i konflikt.
Men for typograferne så det i starten af 1981 egentlig ret lovende ud: For første gang i 20 år ville de få mulighed for at stille krav om betjening af den ny teknologi, som de vidste udgjorde en latent trussel mod deres arbejdspladser – uden risiko for politisk indgreb fra regeringen eller sammenkædning med andre forbund hos forligsmanden. På forhånd havde statsminister Anker Jørgensen nemlig bebudet, at der ikke ville komme regeringsindgreb i overenskomstforhandlingerne.
Den chance var typograferne ikke til sinds at forpasse. Med massive stemmetal besluttede medlemmerne at opsige overenskomsten og gå i kamp. Det havde man gjort før, og nu var det på høje tid, hvis grafisk produktion forsat skulle være ’på grafiske hænder’, som man sagde. Men da resten af LO-området allerede i årets første måneder blev enige om et mæglingsforslag, kom Dansk Typograf-Forbund til at stå isoleret i 1981. Og det var derfor, at Nyrup og Skov Christensen fik opgaven med at sammenskrive et mæglingsforslag specielt for typograferne.
Kort fortalt var typograferne alene – over for en samlet arbejdsgiverforening, der havde mobiliseret mere end 800 millioner kroner til »Endlösung: Dansk Typograf-Forbund,« som en af typografernes jyske rejsesekretærer senere udtrykte det. Pengene skulle dække økonomiske tab hos dagbladene og bogtrykkerierne, når konflikten brød ud.
Og alene over for LO, der bestemt ikke var begejstret ved udsigten til, at et lille fagforbund kunne opnå et bedre resultat. LO lindede ikke på låget til sin enorme konfliktfond: Typograferne får, hvad de skal ifølge vores love, men heller ikke en øre mere, som LO-formanden Thomas Nielsen blev citeret for.
»De store LO-forbund ønskede ikke, at det skulle være muligt for os at indgå en bedre aftale, end de netop var blevet enige om,« vurderer Lundrup i dag.
»Derfor gjorde LO alt, hvad de kunne, for at snigløbe typograferne. For socialdemokraterne har det også spillet en stor rolle, at de ikke havde total kontrol over typografforbundet, som de havde over andre forbund.«
Paradoksalt nok så det heller ikke så dårligt ud for arbejdsgiverne i 1981: I 20 år havde de kunnet læne sig tilbage, fordi regeringsindgreb og sammenkædningsregler forhindrede deres modpart i at føre selvstændige forhandlinger om retten til at betjene den ny teknik. I overenskomsten med typograferne var det nøje fastlagt hvilket maskineri og udstyr, typograferne havde monopol på at betjene – og så længe teksten i overenskomsten ikke blev ændret, ville den rivende teknologiske udvikling af sig selv gå uden om overenskomstens bestemmelser. Og dermed ville typografernes monopol smuldre. Og nu stod de endda alene.
Men selv om selvsikkerheden hos arbejdsgiverne var enorm i foråret 1981, manglede der endnu en vigtig beslutning.

Den 2. marts 1981 – det er få uger før, konflikten bryder ud – mødes økonomidirektørerne og chefredaktørerne fra de fleste af landets dagblade på Hotel d’ Angleterre i København. I behagelige omgivelser og bag hermetisk lukkede døre rådslår de forsamlede mænd om strategier og metoder, som kan anvendes i det kommende opgør. De gennemfører også en afstemning. I baggrunden optager en båndoptager på store spolebånd bladudgivernes fortrolige passiar.
I sin bog gengiver Lundrup over 18 tætskrevne sider uddrag fra spolebåndene. Til deres store forbløffelse er bladcheferne havnet i den situation, at de må overveje, om de selv skal lukke deres aviser og lockoute typograferne. Mod forventning har typograferne ikke sendt det afgørende strejkevarsel mod dagbladene, men kun mod bogtrykkerierne.
Tværtimod har typograferne tilbudt fortsatte forhandlinger på dagbladsområdet – inklusive at sælge retten til at føre lønforhandlinger hvert halve år. Og netop omkostningsreduktion har været arbejdsgivernes hovedkrav. Jyllands-Posten har allerede fået en fredsaftale med typograferne og meldt sig ud af arbejdsgiverforeningen.
Hvis typograferne på dagbladene ikke skal konflikte, så holder typografernes opsparede pengekasse til strejkeunderstøttelse meget længere. Så vil der kun skulle udbetales understøttelse til typograferne på bogtrykkerierne.
»De er jo ganske kløgtige, de fyre der,« som direktøren for dagbladenes arbejdsgiverforening, Flemming Leth-Larsen syrligt bemærker.
Traditionelt har økonomidirektørerne og chefredaktørerne altid sat hensynet til ytringsfriheden højt, i hvert fald når det typografiske personale tidligere har nedlagt arbejdet. Men på d´Angleterre vælger udgiverne alligevel at lukke dagbladene.
Det sker »med stor beklagelse«, og som »et klart brud på den pressepolitiske linje, vi har fulgt i 30 år eller mere«. Og i den fortrolige forsamling sker det uden at lægge skjul på, at Dansk Arbejdsgiverforening »har lagt et pres, vi alle har følt,« som chefredaktør Aage Deluran fra Berlingske Tidende formulerer det. I Berlingske Tidendes bestyrelse har presset i hvert fald været mærkbart. Bestyrelsen mener i hvert fald – og selv Deleuran er enig – at det af hensyn til ’samfundets situation’ er vigtigere at få bugt med typograferne end at tage hensyn til ytringsfriheden.
»Du bliver nødt til at tage krigen,« som redaktør Christian Fogtmann fra Thisted Dagblad kampberedt opsummerer holdningen.
– Hvor har du de spolebånd fra?
»Jeg blev ringet op af en dame med et barn på armen, som jeg plejer at sige,« svarer Lundrup. »Hun arbejdede på en virksomhed, hvor hun var kommet i besiddelse af nogle brugte bånd, som hun ville tage hjem til sin søn, så han kunne overspille dem med musik. Men mit navn blev nævnt flere gange, og hun spurgte så, om jeg ville have dem.«
På båndene kan man ifølge Lundrup høre, at bladudgiverne åbenbart har fået indflydelse på det mæglingsforslag, som LO og DA har fremsat. Det som typograferne intet anede om.
Med bladudgivernes accept – om end med ’med stor beklagelse’ – af en altomfattende lockout mod dagbladstypograferne vokser presset mod typografernes konfliktfond.

LO’s cheføkonom er også aktiv i en anden sammenhæng under typografkonflikten. Ifølge Lundrup udtænker Nyrup sammen med daværende arbejdsminister Svend Auken en snedig måde at ramme typograferne på pengepungen: Statsskattedirektør Hans Westerberg meddeler uden varsel, at skattefritagelse for konfliktunderstøttelsen ikke længere kan godkendes. Han udsender derfor det såkaldte »typograf-cirkulære« få dage før, konflikten skal i gang.
Hvis typograf-forbundet pludselig skal trække kildeskat, når strejkeunderstøttelsen udbetales, giver det sig selv, at deres pengetank umiddelbart halveres. Hidtil havde typograferne haft skattedirektoratets godkendelse af, at understøttelsen var et lån, som først blev afdraget efter en konflikt. Den ordning, hvor understøttelsen altså var skattefri, havde fungeret i adskillige år, også under hårde arbejdskampe – uden at nogen havde taget anstød af det.
Trods flere møder mellem DT-F og skattedirektøren lykkedes det ikke for typograferne at få en forklaring på, hvorfor ordningen ikke længere kunne fortsætte.
I dag synes Lundrup, han ved mere om denne del af konflikten: På et såkaldt ’hulemøde’ mellem Auken og Nyrup på Aukens ministerkontor i Arbejdsministeriet aftaler de to en proces, som kan føre til, at typografernes understøttelse skal beskattes. Det foregår i midten af marts 1981.
Her støtter Lundrup sig også til Qvortrup og Lundes bog, der udførligt beretter, hvordan Nyrup via sit tætte venskab med den konservative Skov Christensen får Grethe Fenger Møller til at stille et spørgsmål til arbejdsministeren om typografernes »ulovlige« strejkeunderstøttelse.
Selv om Auken i svaret til Fenger Møller erkender, at ordningen ikke kan betegnes som ulovlig, vil arbejdsministeren ikke blande sig i skattedirektoratets afgørelse. Alligevel bliver Fenger Møllers spørgsmål ifølge Lundrup anledningen til at underkende ordningen.
Her mange år efter har Lundrup opsøgt Hans Westerberg, der nu er pensionist. I dag forklarer Westerberg, at »når en sag bliver bragt op i Folketinget, som i dette tilfælde, vil direktoratet nødvendigvis reagere, som du har beskrevet.«
Syv år efter konfliktens afslutning, i april 1988, kendte Højesteret i øvrigt det såkaldte ’typograf-cirkulære’ – som reelt halverede typografernes konfliktfond på ca. 60 millioner kroner – ulovligt. Men der havde cirkulæret ifølge Lundrup »for længst gjort sin virkning«.
Forløbet afvises pure af Auken:
»Af alle vanvittige påstande er denne dog den mest absurde. Den har mig bekendt intet på sig. Jeg har aldrig været med til at bede Grethe Fenger Møller stille noget som helst spørgsmål – eller for den sags skyld nogen anden borgerlig politiker. Jeg har i øvrigt ingen erindring om at have diskuteret typografernes konfliktunderstøttelse med Poul Nyrup Rasmussen,« siger Auken til Information.

Det kostede ca. otte millioner kroner om ugen for typograf-forbundet at føre konflikten. Og når der hverken var opbakning eller lånemuligheder hos de store LO-forbund, svandt tilslutningen for fortsat strejke.
Den 12. juni stemte 5.079 typografer ja til at stoppe konflikten, mens 4.742 ville blive ved. Et beskedent flertal på 335 typografer endte den ni uger lange arbejdskamp.
»Jeg tror, vi skulle være blevet ved. Vi havde tømt arbejdsgivernes enorme konfliktfond, så hvis vi havde kørt en eller to måneder mere, så havde de været på røven. Så havde Anker Jørgensen nok lavet et indgreb, hvor de havde været nødt til at tage hensyn til os,« vurderer Lundrup i dag.

*Artiklens forfatter deltog selv i konflikten som medlem af Dansk Typograf-Forbund

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu