Læsetid: 2 min.

Genforenede bolle-søstre

Goldie Hawn forvandlet til en sexet ex-groupie på jagt efter sin gamle partnerske
1. februar 2003

Ny film
Amerikanske kritikere er meget begejstrerede for Goldie Hawns præstation som den forhenværende rock-groupie Suzette, der opsøger sin gamle Banger Sister, spillet af Susan Sarandon. Sammen studerer de fortidens billedkollektion af penis-trofæer, gemt væk på loftet – for bollesøster Sarandon er nu en pænt gift og sat forstadsdame i modsætning til den stadig dullede og dalrende Suzette.
Nægtes kan det ikke, at der er mere blondine-råkraft og erotisk urkvindelighed i denne udgave af Hawn, end man har set i umindelige tider. I en alder af 57 år og med en utrolig velpræserveret fysik må hun – sådan rent filmhistorisk – kunne konkurrere med Marlene Dietrich om titlen som verdens mest sexede bedstemor.
Men man kan godt ærgre sig over, at dette behjertede fornyelsesforsøg indkapsles i en komedie, der nok prøver at gå nogle (for amerikansk
mainstream) nye veje, men alligevel falder konventionelt ud.

Stramtandet Sarandon
Det må straks understreges, at Hawn spiller noget nær sin egen alder i filmen – en kasseret good time-pige, der lever på groupie-minderne med folk som Jim Morrison, Frank Zappa og Jimmy Page og hemmeligt savner en familie.
Men hun udstråler stadig sex fra hver en pore i sin ungdommelige hud, og uden job og fremtidsmuligheder rejser hun fra Hollywood til Phoenix, hvor hendes hjerteveninde fra de glade groupie-dage nu er blevet rigt gift og giver rollen som stramtandet mor til to uvorne teenagepiger. Og selvfølgelig får Suzette – som det kulørte livstykke hun er – omvendt den beigefarvede veninde til det frie og frejdige liv – dog inden for familiens rammer, hvor en tolerant ægtemand får forvandlingen til at glide.
På det erotiske felt har filmen en selvbevidst ’dristighed’, som kun amerikanere kan udvise, når de vil være rigtig uartige. Forfatter-instruktøren Bob Dolman er desværre alt for glad for sine mange frække ord og kvikke replik-indfald, og det gør tit filmen mere anmassende end charmerende. Og Geoffrey Rush’ overspillede forfatter-nørd er et slemt handicap.

Vidtløftig sex
Alligevel er man ganske godt underholdt, for parret Goldie Hawn-Susan Sarandon syder af liv, og der er noget grundlæggende sympatisk ved filmens demonstrative forsvar for heltindernes ret til at have et vidtløftigt sexliv på linje med mændene. Når de to Banger Sisters danser ud til tonerne af Talking Heads Burning Down the House eller mindes The Doors’ poetiske stjernestund The Crystal Ship, er man parat til at tilgive den over-energiske film meget.

*Venner for livet (The Banger Sisters). Instruktion og manuskript: Bob Dolman. Amerikansk (Palladium, Palads, Bio City, Kinopalæet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her