Læsetid: 4 min.

Gennemsigtigheden har sneget sig ind

Hvad nu hvis man ikke planlægger hver eneste kvadratmeter langs havnen?
28. februar 2003

(2. sektion)

Synspunkt
Da arkitekten Poul Ingemann forleden skulle forklare sine visioner for Kertemindes havn, kom han ikke til borgermøde med computermanipulerede tegninger og faste målestoksforhold. Han viste bare en video, han havde optaget en dag dernede på kajen – i sort/hvid.
»Min tanke med filmen var at vise de former, der allerede findes på havnen. For der er så mange af Danmarks mærkelige havneområder, der er blevet ødelagt. Arkitekter og byplanlæggere har bemægtiget sig dem og sørget for at udradere enhver melankolsk udlængsel. Det er sørgeligt, synes jeg.«
– Forstod borgerne, hvad du ville med filmen?
»Det ved jeg jo ikke rigtig. Men for mig var det interessant, at en mand fra marinaen stillede sig op og talte om, at han holder af den tomhed, der er på havnen. For det var det, jeg prøvede at fastholde på filmen.«
– Hvordan er dialogen ellers på sådan et borgermøde?
»Det er en svær dialog. Det kræver noget af borgerne, for der går så let brok i den – især med 100 mennesker i en sal. Men jeg tror på, at den demokratiske dialog kan lade sig gøre i en lille by som Kerteminde. Som arkitekt skal jeg jo ikke bare stå og lange ud efter mine kolleger. Men jeg mener det altså, når jeg siger, at mange af de nye byggerier er så ringe, at de dårligt nok kunne bestå stopprøven mellem andet og tredje år på Arkitektskolen. Meget ny havnearkitektur er så omklamrende. Se bare Kalvebod Brygge. Jeg hidser mig op over al den glatte arkitektur, fordi den er fuldstændig renset. Den er så upoetisk.«
– Bliver en by kun tilfreds, hvis den køber sig noget sensationel arkitektur?
»Ja, alle vil have en Sydney-opera. Efterhånden må et hus for alt i verden ikke ligne et hus. Havnen må heller ikke ligne en havn. Nu skal det hele være strømlinet, og arkitekturen skal tage det utilregnelige væk. Det er det, der er sket i København. Jeg føler næsten, at arkitekter og byplanlæggere har forvandlet sig til sådan en vampyr, der suger al liv ud af et havneområde. En lille kanal og så et lille, forkølet stykke brugerarkitektur ude midti – det er tidens mantra.«
– Du har sagt, at du gerne vil have kaos på havnefronten. Hvorfor?
»Fordi kaos er et af havnens særlige kendetegn. Og fordi jeg ikke tror på, at man skal planlægge hver eneste kvadratmeter langs havnen. Man skal planlægge, hvordan man vil planlægge. Så kan man måske beholde havnens attraktive kaos.«
– Er der også kaos i din egen arkitektur?
»Nej, det er der netop ikke. Jeg prøver altid at ordne. Andre kalder mig ’klassicisten, der også er moderne’, og det har jeg det sådan set godt med, for så får jeg distanceret mig fra de andre røvere, som bygger senmodernistiske opkog af glas og gennempoleret stål. I tiden er der åbenbart en mening om, at glasset passer godt til vores demokrati. Alle vil have, at det skal være transparent og let. Det hører ikke til på positivlisten, at noget er tungt. Jeg er f.eks. ikke bange for at lave et ordentligt, stort, fedt tag. Men ellers kan du jo ikke få en moderne arkitekt til at tegne et stort tag. De tegner alle sammen sådan nogle kompositoriske tag med smarte former. Det må for Guds skyld ikke være set før.«
– Hvorfor, tror du, alt skal virke helt nyt?
»Fordi arkitekter er så bange for at blive oversete. Personligt er jeg bare enormt glad for, at gæsterne oppe på Johannes Larsen Museet kan gå rundt i timevis, før de går ned i billetsalget og siger, at de har læst, at der er en ny bygning, men hvor er den egentlig? Det kan jeg godt lide. Jeg vil gerne arbejde ud fra stedets ånd – det kræver ydmyghed at bygge. Nogle driller mig med, at jeg altid fremhæver Aldo Rossi (italiensk arkitekt, 1931-97, red.), men han var en arkitekt med en dyb forståelse for at gå ind i nogle før-sete, genkendelige arkitekturtyper. Jeg kan ikke klare den dér forhippede insisteren på at være helt moderne og afspejle tidsånden – som ingen alligevel helt ved, hvad er. Det svære er at lægge sig i forlængelse af en tradition, så man også arbejder i det skjulte.«

Grå bog
Poul Ingemann, født 1952. Arkitekt med egen tegnestue samt lektor ved Kunstakademiets Arkitektskole. Formand for Det særlige Bygningssyn. Kunstner bag møbelskulptur og arkitekturudstillinger, flere med Ingvar Cronhammar. Arkitekt bag f.eks. Blangstedgaard (se 4,25 kroners frimærket!) og tilbygningerne til Johs. Larsen Museet i Kerteminde. P.t. aktuel som en af 13 arkitekter på nyt boligkvarter ved Gråsten Fjord. Aktiv deltager i debatten om de offentlige havneområder.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her