Læsetid: 4 min.

’Det gik stik modsat’

I de 25 år, der er gået siden Oprør fra midten, er pendulet svinget til højre – og har sat sig fast, siger midteroprøreren Niels I. Meyer. Nu står hans hjerte nærmest Enhedslisten
7. februar 2003

Veteranen
Den overlevende af de tre midteroprørere, Niels I. Meyer, undskylder den trange plads mellem stablerne af bøger og rapporter:
»Det er mit emerituskontor. Mit professorkontor var dobbelt stå stort.«
Den 72-årige Meyer er pensioneret fra sin stilling som professor i fysik ved DTU, Danmarks Tekniske Universitet, men han holder stadig til på sin gamle arbejdsplads. Han skriver faglige artikler, turnerer med foredrag og har netop på Gyldendal fået udgivet Udviklingens ulidelige skævhed – manifest for en ny samfundsorden.
På 25-års dagen for bogen Oprør fra midten er der en modsætning, der må klarlægges og helst forklares:
– Oprør fra midten vakte i sin tid et vældigt postyr. Hvorfor førte det hele til så lidt?
»Skal vi ikke hellere først tale om, hvorfor der var så megen debat. I de mange reaktioner, vi fik på bogen, sagde folk, at de var glade for, at nogen havde formuleret noget, de selv havde tumlet med i så lang tid. Og så havde vi fordelen af, at bogen blev angrebet fra højre og venstre – mest højre. Blandt andet Elsa Gress og Henrik Stangerup, der hævdede, at vi ville have for megen styring fra samfundet og gav for lidt frihed til den enkelte.«

Troen på mennesker
»Et andet angrebspunkt var, at vi troede for godt om mennesker. Man kan ikke bygge et samfund på tillid til mennesker, hed det. Mit svar var, at man kan fremme de gode egenskaber ved den måde, man indretter samfundet på.«
– Men effekten af bogen blev så ringe?
»Overfladisk set: Det gik stik modsat af det, vi ønskede. I 1980’erne kom en Schlüter-regering, som ikke var enig med os i noget som helst. Men den højredrejning var jo et internationalt fænomen, og den er taget til efter Murens fald i 1989.«
– I sejlede imod tidens strøm?
»Jae, nu hører det med i billedet, at vores forslag stadig bliver diskuteret. Borgerløn har en mulighed for at blive gennemført. Ideen vakte større interesse i udlandet end i Danmark. Der blev stiftet et internationalt borgerløns-selskab, som holder møde hvert andet år. Forslaget har været fremsat i Holland og i det norske storting.«
– Hvad skulle borgerlønnen udgøre i dag?
»Vi sagde dengang: en folkepension. Man kan beløbsmæssigt starte nedefra. Indvendingen var, at folk ikke gider arbejde, hvis de får borgerløn. Men hvis man sætter den til en folkepension, kan jeg love for, at folk vil arbejde.«
– Resten af jeres forslag er glemt?
»Nej. Nu taler man så meget om bæredygtig udvikling. Vi kaldte det et humant ligevægtssamfund. Det var det, vi beskrev. Det har fået stor betydning, nok ikke så meget på grund af os.«

Pendulet sat fast
»Noget, vi ikke kom igennem med, var medarbejder-ejede virksomheder. Information har jo selv prøvet at gøre forsøget. I 1980’erne var der faktisk en del af dem, og de klarede sig bedre end gennemsnittet. Nu er de bare gået politisk af mode. Villy Sørensen troede, at pendulet ville svinge tilbage fra højre i 1990’erne, men...«
– Pendulet er svunget endnu længere mod højre?
»Jeg siger det på den måde, at pendulet har sat sig fast. Demokratiet er overtaget af penge, lobbyisme og korruption, for nu at sige det lige ud.«
– Det er muliggjort af stemmeafgivningen fra de selvsamme mennesker, som læste jeres bog?
»Sommetider har man indtrykket af, at det er systemet, der tager magten fra mennesker. Men når jeg er ude at holde foredrag, så konstaterer jeg, at to tredjedele af gymnasieeleverne er meget optaget af de her spørgsmål. De er – modsat hvad man siger – idealister.«

Udsigtsløst alternativ?
– Blev kraften bag midteroprøret kvast af den EU-modstand, som Villy Sørensen kaldte ’lunken og smålig’?
»Villy Sørensen svingede først væk fra EU-modstanden i 1990’erne. Han sagde til mig: ’Jeg kan ikke bruge kræfter på det her. Nu må vi få det bedste ud af det.’ Villy var ikke nogen typisk fighter-natur – modsat mig. Men det splittede ikke oprøret. Det var 15 år efter bogen, og da var vores blad på vej til at lukke.«
– Du er selv blevet talsperson for partiet Solidarisk Alternativ?
»Ja, jeg var med til at stifte det i 1993. Efter EU-omafstemningen, hvor SF hoppede over, var der behov for et parti med en anden vision for Europa.«
– Er Solidarisk Alternativ ikke totalt udsigtsløst?
»Der er dét med de forbandede underskrifter. Når man skal aflevere 20.000 for at stille op, er man nødt til at samle 50.000, fordi halvdelen forsvinder undervejs. Solidarisk Alternativ fik aldrig samlet nok underskrifter. Dermed blev vi uinteressante.«
– For en person som dig – med din baggrund og erfaring – må det være irriterende ikke at have en politisk platform?
»Jeg er ikke den eneste i dette land, der er irriteret. Det er derfor, der er behov for et parti.«
– Men hvilket?
»Så længe der ikke er et oprørsk center-venstre-parti, er jeg nærmest ved Enhedslisten. Partiet har gjort et sobert og flot stykke arbejde i Folketinget. Alligevel kommer det ikke højere end lidt over to procent af stemmerne. Det er, fordi man har begået et karaktermord på dem og kalder dem gamle stalinister. Men når halvdelen af befolkningen stemmer nej ved EU-afstemningerne, har vi brug for et parti, der er imod EU. Enhedslisten har også sans for den ulighed, der er i samfundet. Og de har sans for miljøet. Ja, mit hjerte står Enhedslisten nærmest,« siger Niels I. Meyer og tilføjer:
»Indtil videre. Jeg vil også følge det nye Minoritetspartis udvikling med interesse.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu