Læsetid: 3 min.

Er globaliseringen rigtig universel?

For enden af spørgsmålet om for eller imod og magt og lov, er der forholdet mellem midler og mål
10. februar 2003

Kommentar
Der er grunde til at føre krig mod Irak. Der er tale om to store befrielser: Den irakiske befolkning skal befries fra diktatoren og vi andre skal befries fra den mulige atomtrussel fra diktatoren.
»Saddam skal afvæbnes,« som de siger fra Washington over Paris og London og helt til Moskva.
Lidt uden for siger Per Stig Møller det samme. Naturligvis. Den ene befrielse forudsætter den anden. Afvæbningen er den vigtigste. Hvis våbeninspektørerne finder beviser på produktion af masseødelæggelsesvåben, vil FN’s sikkerhedsråd givet sanktionere militære angreb på Irak. Og så bliver den irakiske befolkning befriet.
Så måske den irakiske civilbefolkning håber, at diktatoren ikke bare vil forbryde sig mod sin egen befolkning, men også lægge an til angreb på andre lande. De taler i Irak nu om ’den sidste krig’. Måske andre undertrykte befolkninger håber, at deres dikatorer bliver en trussel for resten af verden. For det ligner vejen til befrielse. Bare ikke af for eksempel kineserne. Den trussel er for stor.
De to befrielser sætter to principper i spil: Afvæbning er i de afvæbnendes interesse. Hensynet til den irakiske befolkning artikulerer et universelt princip. Universalismen er interesseløs: Den gælder alle mennesker uanset race, religion og køn.
Globalisering finder sted som udfoldelse af egne interesser over hele verden. Som økonomen Noreena Hertz i sidste uge forklarede i die Weltwoche:
»Globaliseringen har beriget nogle befolkninger. Globaliseringen har mangedoblet de veluddannedes muligheder, den har øget velstand og accelereret teknologisk udvikling. Men globaliseringen har ikke været i stand til retfærdigt at fordele denne velstand. De globale kløfter mellem rige og fattige har aldrig været så dybe som nu.«

Mod- eller medspil?
Universalismen kommer til syne ved menneskerettighedserklæringerne. Det menneske, der fejres i erklæringerne, er ikke defineret som politisk borger i en givet national livshorisont, men derimod hævet ud af den. Det menneske er defineret ved sin fødsel.
Men som den italienske filosof Agamben har pointeret: Dette nøgne menneske er nedskrevet og afpolitiseret. Det er passivt. Og de, der befries under menneskerettighedshensyn, bliver ikke udlagt som politiske aktører men som ofre. Støttede de allierede i angrebskoalitionen nogen politisk opposition i eks-Jugoslavien? Støttede de allierede nogen lokal opposition under den første Golfkrig?
Jean Baudrillard har for nylig skrevet om modsætningen mellem globalisering og universalisme:
»Universalismen er defineret ved menneskerettighederne, frihed, kultur og demokrati. Globaliseringen drejer sig om teknologi, om markedet, om turisme og information. Globaliseringen ligner en uafvendelig proces, universalismen synes på vej til at forsvinde.«
Når globalisering legitimerer sig ved universalisme, diskvalificerer Baudrillard aktionen som dobbeltmoral: De siger, de vil det gode, men de handler egoistisk. Som når krigsmodstandere argumenterer: Amerikanerne siger, de vil befri irakerne, men det handler i virkeligheden om olien. Skemaet afslører en romantisk tendens: Det vil finde en eneste afgørende årsag i det komplekse felt af faktorer.

Hver sin dagsorden
De, der fremhæver FN som det gode og USA som det onde, bedriver en lignende reduktion. De genopfinder den nemme modsætning og ignorerer, at der også i FN’s sikkerhedsråd findes interesser. Rusland har et anliggende i Tjetjenien som ikke skal forstyrres, Kina har flere anliggender, hvor de frabeder sig indblanding.
Pointen er banal: Det gode og det onde er på spil på alle niveauer. Måske universalisme forholder sig til globalisering, som loven ifølge Jacques Derrida forholder sig til magt. Der findes ingen lov uden magt. Derrida citerer den angelsaksiske vending ’to enforce the law’ som lovens regel.
Universalismen har ikke en chance uden det, der ligner modstanderen: globalisering. Og de globaliserede interesser må fastholdes på, at de i en længere horisont heller ikke har chance uden universalisme.
Volden bliver terroristisk uden lov og loven forsvinder uden vold. Denne spekulation ender i en blindgyde, som peger et nyt sted hen: spørgsmålet om midler og mål.
Som Hannah Arendt sagde for årtier siden: Efter vi fik atomvåben, er det vanskeligt at se mål så farlige, at de legitimerer brugen af så destruktive våben. Eller som en engelsk officer udtalte på dansk tv: Vi kender ikke omfanget af vores våbens ødelæggelseskraft.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her