Til næsen
Der er for tiden stor interesse for den fjerntliggende ø Tasmanien, der ligger som et lille komma under det australske fastland.
Interessen skyldes primært forhold, som retteligt henhører under hofreporternes domæne. Men den smitter af på andre områder, herunder også vinen.
Den australske ambassades handelskontor i København fandt således, at timingen i denne uge var rigtig til at holde en lille smagning af tasmanske vine.
Tasmanien ligger så langt mod syd, at klimaet er køligt. Æblerne derfra siges at have samme fine syre og aroma, som man opnår i det ligeledes kølige Danmark, og en stor artikel er strikvarer, der skulle minde om tilsvarende færøske og islandske.
Det er derfor logisk nok, at den relativt beskedne mængde vin fra Tasmanien har en anden stil end den varme, oversøiske, vi kender fra de fleste andre australske vine.
Der har været dyrket vin på Tasmanien i flere hundrede år, men det er i moderne tid først fra sidst i 1950erne, der atter kom gang i dyrkningen. I flere tasmanske områder har der været for koldt til vin, men den globale opvarmning har medvirket til, at klimaet her omkring årtusindskiftet nærmer sig det ideelle lang tids modning af druerne, der ender i moden, men ikke overmoden, frugt.
Der dyrkes en bred vifte af druer på øen, men specialet er koldklimadruer som Sauvignon Blanc, Riesling, selvfølgelig den tilpasningsduelige Chardonnay, Gewürztraminer og på den røde side foruden Cabernet Sauvignon også Pinot Noir, der her har vilkår ikke ulig dem, vi finder i Bourgogne. De største vinområder ligger på den nordlige del af øen omkring byen Launceston og mod syd omkring hovedstaden Hobart.
Sandheden findes som bekendt i glasset, og det var bestemt pæne til flotte vine, det australske handelskontor havde skrevet hjem. Jeg hæftede mig bl.a. ved flot Chardonnay og Pinot Noir fra Stefano Lubiana nær Hobart og ditto Cabernet Sauvignon og Pinot Noir fra Stoney Wineyards Domaine A. Desværre må det også i sandhedens interesse frem, at det er vine i en prisklasse, der kan afskrække danske vinhandlere fra at tage dem hjem og forbrugerne fra at købe dem.
I den betalelige klasse bemærkede jeg vellykket Riesling og ikke-fadlagret Chardonnay fra Tamar Ridge i den nordøstlige del af øen hvide vine med friskhed og god syre. Dem kunne en frisk importør godt forsøge sig med og sælge for pænt under 100 kr. Også uden at behøve at sprede kongerøgelse i salgsarbejdet.
Desværre var der ingen mousserende vin med ved smagningen. Den fremstilles ellers på Tasmanien i pæne mængder og efter sigende i høj kvalitet efter champagnemetoden og med samme druer som i Champagne: Chardonnay og Pinot Noir. Et eller flere Champagnehuse har også investeret penge og know-how på øen.
Så hvis førnævne hofreporteres hedeste drømme går i opfyldelse, skulle der snart blive rig lejlighed til at fejre bryllup i bobler fra brudens hjemland.
