Læsetid: 4 min.

Hiphop med hjerne

Det handler ikke om ’gangstas, bitches and guns’ det hele – tværtimod findes der hiphopkunstnere, som kan og vil mere og andet end en endeløs stereotypificering af livet blandt sorte i USA
25. februar 2003

Nye cd’er
Der hersker ingen tvivl om, at hiphoppen har sejret ad helvede til. Man behøver blot at kaste et blik på de amerikanske salgslister for at se, hvor langt fremme i skoene genren befinder sig. Eller tune ind på amerikansk MTV, der pletrenset for pop uafbrudt veksler mellem hiphop, R&B og hård rock.
På mange måder velfortjent, thi siden Kurt Cobain og Nirvana gjorde op med yuppieficeringen af rockmusikken i starten af 90’erne, har det knebet for rock’n’roll for alvor at markere sig som værdig modstands- og oprørsmusik.
I stedet for en radikalisering har de fleste rockgrupper været tilfredse med et melodisk middle-of-the-road-udtryk eller gravet sig ned i diverse subgenrer, der skam trives udmærket – og forholdsvist upåagtede.
Med Nirvanas overgrundsgennembrud kunne indie-rocken ikke for alvor bibeholde status som et vaskeægte alternativ, selv om der da stadig findes originale navne i undergrunden. At garagerocken i tandem med nü metal-genren p.t. er ved at ændre det billede, bør man kun være taknemmelig over, selv om fornyelsen er til at overse.

Brutal og bizar
Også hiphoppen har sine alternativer, og ét af de bedste hedder El-P (også kendt som El Producto), en af scenens mest obsternasige og afsøgende pionerer med en særegn blanding af en firserpræget old school lo-fi-lyd kombineret med den progressive rocks trang til konstant at udvide grænserne for det mulige.
El-P har altid været kold i røven over for det knæfald for de multinationale, der ellers præger scenen og er i stedet gået sine egne bizarre vegne. I midten af 90’erne vandt han respekt med sin banebrydende trio Company Flow, der udkom på Rawkus, det bedste selskab for intelligent hiphop. Hans produktion besad et så rammende sonisk sus, at han hurtigt blev efterspurgt og dukkede op hos bl.a. Blackalicious, The Offspring, Mos Def og Dilated Peoples.
I 2001 udsendte han en fremragende plade med Harlem-rapperne Cannibal Oxe samt grundlagde sit eget pladeselskab Def Jux.
Hvordan og hvornår han har fået tid til at indspille soloalbummet Fantastic Damage får stå hen i det uvisse, men sikke et røvsparkende trip, der er kommet ud af hans anstrengelser. Det er en brutal, opfindsom og psykedelisk – som i et ’bad trip’ – udladning af de vildeste samples og bizarre lydkilder, der samlet fremstår som en næsten uigennemtrængelig mur af lyd. Holder De af musik, der rykker lytteren ud af vanetænkning og hverdagstilstande, er De kommet til det rette sted. En vaskeægte hiphop-triumf.

Befriende korrekthed
Også rapperen Common har igennem sin over 10-årige karriere undgået genrens værste klicheer og bevaret en sofistikeret rap-teknik med en egen synkoperet jazz-rap- stil, der gør ham øjeblikkelig identificerbar. Hans politiske – og troværdige – korrekthed er en befrielse på en scene, hvor voldssøgende socio- og psykopater alt for ofte sætter dagsordenen med psykoinfantilt ævl. I hans Curtis Mayfield-inspirerede verden er der plads til alle – også kvinder, bøsser, hvide og husdyr. Så træd bare indenfor.
Hans plader er altid både velproducerede og indbydende, men den seneste – Electric Circus – overgår dem alle med et spraglet og farverigt udtryk, orkestreret af den smågeniale ?estlove (trommeslager i The Roots) – med et par bidrag fra de p.t. så hotte Neptunes – og med en stribe gæsteartister, der kan læses som en ’hvem er hvem’ inden for tidens varme og historiebevidste retro-
soul-bølge: Bilal, Erykah Badu, Pharrell Williams og Mary J. Blige er de mest kendte.
Det nærmest høvler med fede vibrationer på denne skive, der også byder på overraskelser; så som Stereolabs Laetitia Sadier på den vidunderligt skæve »New Wave« eller høre Common bryde ud i sang(!) på Hendrix-hyldesten »Jimi Was A Rock Star«, en duet med drømmesangeren Eryka Baduh. Og hiphoppens generelle homofobi taget i betragtning, er den hippie-altfavnende »Between Me, You And Liberation« – med Cee-Lo’s stærke gospelvokal som support – en lise at lægge øre til.
Electric Circus – også med adgang for folk, der ikke er til hiphop! Velkommen...

Sparsom funk
Ahmir ’?uestlove’ Thompsons eget outfit, det notoriske Philadelphia-kollektiv The Roots, er ude med deres femte – og bedste album – betitlet Phrenology. The Roots har længe haft ry som et af hiphop-scenens bedste live-navne (ikke at konkurrencen er synderlig hård), deres politiske engagement har aldrig været anfægtet og alle deres foregående albums har haft noget at byde på, men den sparsomme funk og de rå rock-tiltag i samklang med de udsøgte gæsteartister gør nu Phrenology til noget særligt.
Det hele holdes sammen af Thompsons massivt fede trommespil, men sekstetten sætter uden undtagelse alle mand alt ind på så godt som hver skæring, der sine steder tangerer det frenetiske, som på den bizart betitlede »!!!!!!!!«, der tangerer punk-rap i bedste Bad Brains-stil, mens den storsvingende »The Seed« nok skal få fyldt dansegulve verden over.
Og sjovt at høre sanglærken Nelly Furtado give los på »Sacrifice« – det klæder hende – men det er new soul-kunstneren Musiq, der får det hele til at gå op i en højere enhed på den indbydende »Break You Off«. Det er godt nok ikke easy listening det her, men til gengæld er der en masse at hente for den nysgerrige.

*El-P: Fantastic Damage (MNW/Definitive Jux )
www.definitivejux.net
*Common: Electric Circus (MCA/Universal) www.okayplayer.com
*The Roots: Phrenology (MC/Universal) www.theroots.com

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her