Læsetid: 5 min.

Hvem er bange for Virginia Woolf?

Det kunne synes som en umulig opgave at kaste sig over en filmatisering af Michael Cunninghams roman ’Timerne’
28. februar 2003

(2. sektion)

Baggrund
En af de mere underholdende anekdoter om filmfolks vanvittige tilgang til den seriøse litteratur handler om filmproducenten Sam Goldwyn og den belgiske nobelpristager og forfatter Maurice Maeterlinck.
Goldwyn havde hyret forfatteren, der ikke kunne et ord engelsk, til i Hollywood at skrive et filmmanuskript, baseret på sin roman La vie des abeilles (1901).
Maeterlinck afleverede sit manus-udkast og rejste derefter hjem til Europa med kulør i ansigtet og penge på lommen. Goldwyn derimod rev sig i håret af fortvivlelse, da han fik manuskriptet læst i oversat version og først dér erfarede, at historiens hovedperson er en bi, og at der derfor ikke var nogen oplagte roller til hans berømte stjerner.
Så pinlig en skæbne har filmatiseringen af Michael Cunninghams The Hours (Timerne) ikke lidt. I selskab med sin manuskriptforfatter David Hare har instruktøren Stephen Daldry tværtimod formået at forvandle en kompleks roman, hvis subtile spænding langt hen ad vejen skyldes det liv, hovedpersonerne ikke lever, til en fremragende film fyldt med dramatisk og underholdende drive.
Cunninghams Pulitzer Pris-vindende roman fortæller om tre kvinder, der i henholdsvis 1920’ernes England, efterkrigstidens Los Angeles og i nutidens New York lever deres liv set i skæret fra Virginia Woolfs roman Mrs. Dalloway (1923) og med skyggen fra samme Woolfs selvmord i 1941 dystert blafrende i baggrunden.
Den ene af disse kvinder er i øvrigt Virginia Woolf, og akkurat som sine to ’veninder’ forsøger hun at forstå meningen med en hverdag, hvor tingene ikke bliver sagt, fordi der ikke findes ord til dem; hvor følelser forsvinder, inden de er forstået, og hvor det basale i tilværelsen skjuler sig under overfladen.
Virginia Woolf (1882-1941) tilhørte en stor og talentfuld familie, hvis omgangskreds talte Londons førende kunstnere og akademikere. Efter farens død flyttede hun med sine to brødre samt søsteren Vanessa, der senere blev en anerkendt kunstmaler, til Gordon Square i bydelen
Bloomsbury.

Bloomsbury
I selskab med blandt andet forfatteren E.M. Forster, økonomen John Maynard Keynes, kritikeren Lytton Strachey samt Roger Fry, der introducerede blandt andet Manet for briterne, skabte hun hér et åndeligt fristed for folk, der var trætte af Victoria-tidens dobbeltmoral og materialisme.
Bloomsbury-gruppen, som de blev døbt, efterlod sig ikke blot en stribe værker, der i dag gør sig fornemt bemærket på alverdens fineste kunstsamlinger, på beslutningstagernes biblioteker og på universiteterens læseplaner. Mange i gruppen eksperimenterede ligeledes med alternative livsstile.
Lytton Stracheys homoseksualitet og plagede forhold til malerinden Dora Carrington er fornemt portrætteret i bogen og filmen Carrington (bog 1992, film 1995). Derudover havde Vanessa igennem 50 år et forhold til den homoseksuelle Duncan Grant, selv om hun var gift med Clive Bell
Ligeledes var Virginia
Woolf og Vita Sackville-West, der skrev om aristokratiske haver, elskerinder. Figuren Orlando, i Woolfs veloplagte roman af samme navn, menes ligefrem inspireret af samme Sackville-West.

Få vellykkede film
Det er svært at se bort fra Woolfs psykiske ustabilitet, når hendes forfatterskab skal opsummeres. De fleste af hendes bøger kredser omkring kvindens position i et undertrykkende samfund – et ikke helt så uproblematisk tema i en tid, hvor kvinden synes at være afgrænset til at arrangere middagsselskaber for mænd, som tilfældet er med mrs. Dalloway og de tre kvinder i Timerne.
Woolfs basale utilpassethed, der, inden hun begik selvmord, resulterede i fire nervesammenbrud, kom ligeledes til udtryk i den litterære form, hun tilstræbte. Fra og med samlingen Monday or Tuesday (1921) opgav hun fuldstændig den traditionelle fortællestil for i stedet at bevæge sig mellem lange passager med bevidsthedstrøm og kun en sparsom ydre dramatik. Sådan mente hun, at sandheden og den fragmenterede og plagsomme hverdag, hun levede i, bedst kunne gengives.
Mrs. Dalloway er hendes første vellykkede resultat af denne metode. Derudover skal nævnes mesterværkerne Til fyret (1927) og Bølgerne (1931), der begge fra første til sidste side holder læseren udfordret ved en alt andet en lettilgængelig stil.
Der er således ikke noget at sige til, at så få har forsøgt at filmatisere Virginia Woolfs romaner. Fans vil sikkert more sig over Sally Potters virtuose Orlando (1993), ligesom Vannessa Redgrave heller ikke skuffer som mrs. Dalloway i filmen fra 1998. Sidstnævnte samt Waves (1982) og tv-versionen af To the Lighthouse (1983) følger fint det skrevne ord – hvorved de naturligvis aldrig for alvor får fat forfatterskabets kerne, nemlig det, der står mellem linjerne.
Først med The Hours får vi en film, der på én og samme tid – og så godt det nu lader sig gøre – holder sig trofast til Woolfs univers og samtidig opdaterer forfatterindens ånd.

Cunningham
Michael Cunningham kredser allerede i sine første to romaner, Et hjem ved verdens ende (1990) og Kød og blod (1995), om de temaer, Woolf tog til sig: venskab, homoseksualitet og samfundets undertrykkende normer. Med sit tredje opus får han ikke blot bevist, at han (næsten) mestrer samme litterære virkemidler som sit forbillede, men også at spørgsmålet, der plager den heroiske mrs. Dalloway – hvilken værdi har et liv med ganske ordinære gøremål? – stadig forfølger kvindekønnet.
Manuskriptforfatter David Hare, der selv er dramatiker, har visse steder skåret og ændret i forlægget. Han holder sig imidlertid trofast til Woolf og Cunninghams tema, ja, visse steder udvikler han og Daldry oven i købet de tre kvinders slægtsskab ved at gentage motiver, lade personerne ’tale i munden på hinanden’ fra scene til scene samt ved i billederne og på soundtracket at levere variationer over de samme farver og lyd-toner.
Med tanke på forlæggets kompleksitet var der nok mange, som havde frygtet det værste, inden historien ramte det store lærred. Tænk på, hvor galt det gik, da Demi Moore dukkede op som en silikonepumpet udgave af USA’s første heltinde, Hester Prynne, i Roland Joffes pinlige Robin Hood-fortolkning af Nathanael Hawthornes klassiker Det flammende bogstav (bog 1850, film 1995).
Eller da hvalen – og Herman Melvilles pointe – røg ud med badevandet i John Huston version af Moby-Dick (1951; film 1956). Hårdkogte Woolf-aficionados brokker sig godt nok over, at hovedrolleindehaveren overhovedet ikke ligner den britiske forfatterinde.
Specielt Kidmans næse har de hæftet sig ved! At de ikke har andet end denne bagatel at udsætte på The Hours vidner om, hvilken bedrift Daldry, Hare, Kidman og kompagni har udrettet.

*The Hours har premiere i dag. Se anmeldelsen herunder

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu