Læsetid: 2 min.

Hvornår får jeg min olieplatform?

’Gagarin Way’ på Café Teatret rammer tidens drøm om bare at få et godt liv selv...
12. februar 2003

Teater
»Sådan er det med den globaliserede økonomi: Man aner ikke, hvem der styrer det lort, vel?« siger en desillusioneret desperado i forestillingen Gagarin Way fra 2001 af den unge, skotske dramatiker Gregory Burke. Og så kombineres idealerne ellers frit fra socialismen og kapitalismen, for ’du kan da tage, hvad du har lyst til for at kombinere dem’.
Egentlig er dette debutstykke et helt traditionelt spændingsdrama – omend lidt klodset i opbygningen med lovligt mange enetaler indlagt i dialogerne, med filsofisk namedropping i komme-igang-scenerne og med temmeligt firkantede typer i persongalleriet. Alligevel oser det af nyt og frembrusende teater, fordi det insisterer på at bringe ung energi ind på scenen: en energi, der søger sin egen kortslutning under globaliseringens sejr – eller sammenbrud?
I opsætningen på Café Teatret er der ikke bare tale om sur socialrealisme, selv om Søren Glads snavsede lagerkælder effektivt lukker fremtiden ude. Her er også tale om et forsøg på at perspektivere tidens højredrejning og terrorismeaccept ud fra erkendelsen af, at politik er blevet overtaget af markedskræfterne. Og at vold er blevet noget, der er nødvendigt politisk.

Replikduel
Gregory Burkes stykke er en fortælling om fire mænd: Om to arbejdskammerater, der vil ændre arbejdernes vilkår ved at kidnappe en mand fra det multinationale selskab, der har overtaget deres virksomhed. Og så en ung vagt, der bare skal åbne porten...
Instruktøren Bente Kongsbøl har tilsyneladende styret sine fire skuespillere med hård hånd. Alligevel går der adskillige scener, før fyrene får fat på tempoet. Spillet bliver for tænkt og for teoretisk, når ordene vælter intellektuelt frem i hele sætninger. Lige indtil det øjeblik, hvor Claus Bue åbner sin kidnappede mund: Over for Bues underdrevne spil og evigtdrevne replikduellering kommer de andre på præcis kurs. Herfra kan den unge Kristian Ibler holde fast i sin karakter uden at virke enfoldig, pludselig kan Nicolaj Kopernikus drøne gennem psykoserne med troværdig utilregnelighed – og endelig kan Jens Jørn Spottag frisætte den inderlighed og den naive tro på fremskridtet, som er nødvendig for at få forestillingens påståede, politiske aktion til at ende i kollaps.
I Gregory Burkes univers vil alle bare have mere, og det skal helst være nu. Eller som lektor Dorthe Jørgensen skriver i programmet: »Postmodernisme og nyliberalisme er (...) to sider af samme sag. Om man er postmoderne venstreorienteret eller nyliberal højreorienteret gør derfor ikke den store forskel.«
Hos Burke gør det slet ingen forskel. Derfor bliver alle ordene om det globale samfund yderst komiske – og teatertak for det – og mange af replikkerne spidder endda veloplagt tidens manglende selvironi, utvivlsomt hjulpet af Peter Laugesens oversættelse.
Hvor dybt Burkes stykke egentlig stikker, rent politisk, kan formodentlig diskuteres. Men han rammer utvivlsomt tidens individualismetrang og den enkeltes drøm om bare at få et godt liv selv... Eller som Nicolaj Kopernikus rastløst råber: »Hvornår får jeg min olieplatform?«

*’Gagarin Way’ af Gregory Burke. Oversættelse: Peter Laugesen. Instruktion: Bente Kongsbøl. Scenografi: Søren Glad. Café Teatret til 15. marts. www.cafeteatret.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her