Læsetid: 5 min.

Ingen kompromiser, ingen retræte

Yoko Onos musikalske oeuvre er stort, dragende og givtigt, og det fortjener langt større anerkendelse, end det til dato har modtaget
14. februar 2003

(2. sektion)

Musikeren
Der er få kunstnere inden for rockmusikken, der så direkte og ofte både naivt og gammelklogt har skildret stort set alle de mentale tilstande, vi i løbet af et liv oplever at befinde os i.
Hos Yoko Ono er intet for småt og intet for stort til at tage under behandling, og hun tillader sig i processen ofte at stille såvel banale som direkte dumme spørgsmål eller fremkomme med udsagn, der kan virke indlysende i deres banalitet. Som et barn; men også som voksen, for hvor tit trækker vi os ikke tilbage fra at beskrive en situation, fordi sproget ikke rækker, medmindre vi vil ty til slidte klicheer. Da Ono har den fordel, at engelsk ikke er hendes modersmål, går hun gerne til det med en uforfærdethed, man indimellem godt kan misunde hende, hvilket dog ikke forhindrer hende i at tackle komplekse og avancerede problemstillinger uden at ty til kroniklydende formuleringer.
Født 1933 i Tokyo af en velhavende forretningsmand oplevede Yoko Ono ved krigens slutning det altødelæggende bombardement af sin hjemby, Tokyo, fra en tilbagetrukket position på landet, hvorud hun og hendes bror som så mange bybørn sendtes til de lokales store mellemfornøjelse. De omgik problemet ved at sulte børnene, hvilket Ono manende har skildret i sangen »Mulberry« (fra Blueprint For A Sunrise), hvor hun på sin egen ordløse, men højst påtrængende facon får kommunikeret, hvad sult egentlig kan gøre ved et barn.
Ono forlod Japan i 1952 for at studere musikteori i USA og gled – efter at have brudt med sin familie, hvorefter hun forsørgede sig ved at undervise i japansk kunst og musik på diverse institutioner – ind i datidens undergrundsmiljø, hvor hun kom til at spille en ikke ringe rolle inden for den da gryende performancekunst. Hendes loftlejlighed på Chambers Street blev i starten af 60’erne et samlingssted for mange af New York-scenens fremmeste kunstnere i krydsfeltet mellem ord, billeder og toner, mens hun selv udarbejdede diverse konceptuelle strategier, der stadig giver genlyd.

Yoko Ono udsendte sammen med John Lennon i årene 1968-69 tre lp’er på Beatles-selskabet, Apple, som blev altafgørende for musikfolkets opfattelse af Ono som en pisseirriterende konceptuel skævøjet ikke-kunstner af forpulet hunkøn (jo, jo, kvindeforagt og racisme er ikke rockpublikummet fremmed, desværre): Unfinished Music No. 1 og No. 2 (Two Virgins fra ’68 med det berømte antiglamourøse nøgenbillede af parret på omslaget og albummet om Onos ufrivillige abort, Life With The Lions fra ’69, hvor hendes katarsiske primalskrig snildt kan bruges til at fjerne lak og gammel maling fra sprosser og døre) samt det narcissistiske Wedding Album, også ’69.
Parret begik på samme tidspunkt den ubehagelige og grænseoverskridende doku-film Rape (se artikel på næste side). På dette tidspunkt købte Beatles-fans stadig alt med gruppens navne på, og mange følte sig gevaldigt snydt over, at disse plader ikke udgjorde stort andet end et vindue til parrets privatliv. Resultatet var, at Lennon begyndte at modtage breve fra disse brave mennesker med ordlyd som: »That Oriental will slit your throat while you’re sleeping.« So much for the Love-Generation.
Det var først, da The Beatles gik i opløsning i 1970, at de hver for sig og sammen begyndte at manifestere sig seriøst som kunstnere, selv om Ono havde leveret et fremragende bevis på sine evner med kompositionen »Don’t Worry Kyoko«, der både var b-side på singlen »Cold Turkey« samt udgjorde den ene – og bedste! – pladeside på albummet Live Peace In Toronto 1969.
Her kunne man opleve, hvorledes denne på mange måder autodidakte rocker brugte sin stemme til at nå ud i hjørner af musikken, der lå de fleste rockkonsumenter fjernt, med dens hele karakter af ildevarslende strubesang og et fuldstændigt blottet (kvinde)sind. Reaktionen var forventelig: væmmelse og afstandtagen. Kritikerne var ved at falde over hinandens ben for at få lov til at føre kniven under de forudsigelige ritualdrab, der fulgte. Samtidig betød hendes synlighed i kølvandet på hendes kærlighedsaffære med Lennon, at også hendes tidligere avantgardevenner vendte hende ryggen.

Onos første reelle soloalbum hed Yoko Ono/Plastic Ono Band – en art paralleludgivelse til Lennons John Lennon/Plastic Ono Band – der udsendtes i 1970 til enten stilhed eller latterliggørelse. Selv om hun havde været aktiv på den såkaldte Loft Scene, hvor hun havde færdedes hjemmevant blandt Fluxus og avantgarde-koryfæer som George Maciunas, LaMonte Young, Diane Wakosi og Walter De Maria og ikke mindst den store teoretiker John Cage samt jazzfornyeren Ornette Coleman, havde rigtige Beatles-fans hverken tid eller lyst til at beskæftige sig med dette Lennon-vedhæng, som i den grad blev gjort til syndebukken i forbindelse med The Beatles’ opløsning. Synd for dem.
De følgende år udsendte Ono i ubemærkethed tre album, der ikke nåede den store offentlighed, men udgjorde den første – og bedste fase – af hendes musikalske karriere: den fine dobbelt-lp Fly fra 1971, det varierede Approximately Infinite Universe og det stærkt feministiske Feeling The Space, begge 1973.
På disse kan man høre hendes mere melodiske og poppede side blande sig med grænseoverskridende eksperimenter, backet af nogle af periodens fineste musikere og alle omhyggeligt producerede. Da parret skiltes i 18 måneder fra 1973 til 1975, lagde hun låg på musikken, omend hun indspillede det interessante og selvbiografiske A Story i 1974, der dog ikke udsendtes før 1997.

Parret vendte først tilbage til musikken i 1980 med albummet Double Fantasy, der indeholdt en af Onos mest elskede kompositioner, »Kiss Kiss Kiss«; i øvrigt indspillet af vores egne Superheroes. Da Lennon kort efter blev myrdet, omsatte Ono sine følelser til musik på det stærke Seasons Of Glass, med det berømte omslagsfoto af Lennons blodbestænkede briller og det halvfyldte vandglas, han havde drukket af, lige før de forlod deres lejlighed. Produceret af Phil Spector er det nok hendes mest udbredte udgivelse, og den fulgtes op af et par mere tilgængelige udgivelser i form af Ono fra ’92 og Starpeace fra ’95.
I 1992 gjorde hun status med det fremragende bokssæt Onobox, stadig den bedste all-round-introduktion til musikeren Yoko Ono, før hun for en årrække vendte sine energier mod billedkunst, installationer, computergenererede billeder og fotografi. Med sønnen Sean Ono Lennon udsendte hun så endelig det søgende Rising i ’95, efterfulgt i 2001 af Blueprint For A Sunrise i 2001, der bizart nok konstituerer et af hendes mest udfordrende, svingende og lytteværdige udgivelser nogensinde. Stærk kost, men sådan er hun jo; ingen kompromiser og ingen retræte kunne mottoet for hendes karriere snildt være.
Yoko Ono har påvirket en lang række kunstnere de sidste 30-40 år, gjort sig bemærket inden for en lang række kunstarter og de første hundrede gange bevist, at hun som musiker, komponist og sanger for længe siden – ja, lige fra starten, faktisk! – er trådt ud fra John Lennons skygge. Det må vist efterhånden være gået op for alle andre end rigtige Beatles-fans.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her