Læsetid: 11 min.

’Iraks hær er klar til at vende kanonerne’

Et signal fra Vesten om, at Iraks fremtid ligger i hænderne på irakerne selv og ikke på udenlandske oliefirmaer, er nok til, at hæren vil kuppe Saddam Hussein, siger afhoppet irakisk hærchef. Han fortæller også om sit eget brud med diktatoren og hærens mislykkede kupforsøg i 1991
22. februar 2003

En krig mod Irak kan undgås, og Saddam Hussein afsættes ved et kup, hvis det irakiske folk og den irakiske hær bliver overbevidst om, at Iraks fremtid ikke er planlagt ned til mindste detalje af Europa og USA. Det mener den mand uden for Irak, der har størst erfaring med irakisk krigsførsel og bedst kender den irakiske hærs evner, mod og loyalitet.
Nizar al-Khazraji, der nu bor på tålt ophold i Sorø, var chef for Iraks hær fra 1987, til han blev fyret af Saddam Hussein i 1990. Han er ikke i tvivl om, at hele den irakiske hær vil vende sig mod Saddam Hussein og selv fjerne ham fra magten, hvis det står klart, at generalerne ikke vil blive retsforfulgt i udlandet, og Irak ikke vil blive besat og administreret af udenlandske magter.
»De signaler, hæren og Den Republikanske Garde får fra vestlige politikere, medier og den såkaldte opposition er, at de vil invadere Irak, besætte landet, udrydde hæren og bringe alle irakiske officerer og generaler til noget a la en Nürnberg-proces. Det tvinger dem til at forsvare Saddam Hussein,« siger Nizar al-Khazraji, der i kraft af sin tidligere position stadig har et udbredt netværk i Irak.
Han har kun en enkelt gang tidligere udtalt sig til dansk presse, men givet flere interview til medier i USA og Mellemøsten.
Et eksempel på det, han ser som uheldige signaler til den irakiske hær, er den igangværende efterforskning mod ham selv for ansvar for krigsforbrydelser begået mod kurdere i 1988. Ifølge både den tidligere hærchef og uafhængige kilder nød han stor popularitet i den irakiske befolkning og hær på grund af sin rolle i krigen mod Iran, hvor han med en række offensiver i de sidste måneder af krigen fik vendt et truende nederlag til en lille sejr i form af en tilbageerobring af tabt irakisk land. I irakiske øjne gør det ham til en helt og den status harmonerer dårligt med anklager i Vesten om krigsforbrydelser.
»Når de irakiske generaler og soldater ser sagen i Danmark med anklagerne mod mig, tror de, at de vil lide samme skæbne. ’Hvad vil der ske med os, der er soldater i Irak i dag,’ siger de, ’hvis den general, der hoppede af for syv-otte år siden og som var kendt for ikke at støtte regimet, men hæren, nu bliver retsforfulgt af de vestlige demokratier’.«
»Hvis jeg blev løsladt fra mit danske bur i dette såkaldte demokrati, ville det være et klart signal til generalerne om, at de ikke vil lide skade. Det ville forstærke signalet om, at det er Saddam, der er målet og ikke hele det irakiske folk og hele hæren.«
Anklagerne mod ham lyder på, at han som leder af den irakiske hærs 1. korps var medvirkende til massedrabene på kurdiske landsbyboere i Halabja i Nordirak i 1988. Det bliver i øjeblikket efterforsket af den danske anklagemyndighed for Særlige Internationale Straffesager. Ifølge statsadvokat Birgitte Vestberg er efterforskningen nået langt, selv om der stadig er et stykke tid til, den er færdig. Hvilke beviser, der i givet fald er på Nizar al-Khazrajis rolle i massakren, vil hun ikke komme ind på, og selv afviser han alle beskyldninger som »opdigtede anklager fabrikeret af regimet i Bagdad«.
Ud over de dårlige signaler hans egen sag sender, er det, ifølge den tidligere hærchef, også et problem med de mange løfter og trusler om, hvad USA vil stille op med Irak efter Saddam Hussein, som det blev beskrevet i Information i går. Det bidrager kun til, at irakerne lader våbnene ligge og tåler Saddam Hussein indtil videre.
»De fleste irakere mener, at de lever i en mørk tid, men fremtiden er mørkere, så hvorfor ikke holde ved ham, de har? USA sagde forleden, at krigen vil koste 200 milliarder dollar, der siden vil blive suget ud af Irak og betalt tilbage til USA,« nævner den tidligere hærchef som endnu et eksempel på et scenarium, der bestemt ikke er attraktivt for irakerne.
»Jeg mener, at beskeden fra Vesten og USA i stedet skal være: At de er forpligtede på at fjerne Saddam, at det kommende Irak skal være et forenet Irak og at det kommende Irak vil få en nationalistisk regering valgt i Irak og ikke importeret udefra. Irak er et meget rigt land, og Vesten er nødt til at gøre det klart, at vi kan beholde alle rigdomme og være uafhængig af bistand. Alle rigdomme skal blive på irakiske hænder og ikke suges ud af udenlandske olieselskaber. Embargoen skal løftes og de astronomiske krigsskadeerstatninger (til Kuwait m.fl., red.) skal standses. Om 25 år vil irakiske børn stadig være nødt til at betale for de gerninger, Saddam udførte på egen hånd. Hvorfor skal irakerne straffes,« spørger Nizar al-Khazraji.
»Hvis folket og hæren fik de rigtige signaler og med sikkerhed vidste, hvad deres skæbne ville blive, kan jeg garantere, at alle i hæren fra den laveste soldat til den højeste general ville ændre loyalitet og gå mod Saddam Hussein. Alle ved og forstår, at den kommende krig bliver en katastrofe, der vil ødelægge, hvad der er tilbage af infrastrukturen. Den vil dele Irak og blive begyndelsen til en borgerkrig. Derfor vil de hellere vende kanonerne mod Saddam, men uden Vestens indblanding.«

Invasionen af Kuwait i 1990 blev udtænkt og udført af Saddam Hussein uden om hans forsvarsminister og uden om hans militære rådgivere og Nizar al-Khazraji, der var hærchef for de ordinære styrker, men ikke specialenheder som Den Republikanske Garde. Den type manøvrer uden om centrale militære rådgivere blev allerede taget i brug under krigen mod Iran og viser, at Saddam end ikke stoler på sine nærmeste.
»Under krigen mod Iran oprettede Saddam Hussein en Generalkommando, som han blev chef for. Han tog alle beføjelser fra stabschefen og forsvarsministeren og gav dem til sig selv. Han opløste også den militære infrastruktur og forbandt alle militære magter til sig selv. Han blev kommandør for luftvåbnet, flåden, den militære industri, den militære efterretningstjeneste og Den Republikanske Garde. Han havde alle tråde ved sine fingre. Ingen kunne arbejde på kryds. Derfor kunne hæren ikke bede om luftstøtte uden at gå via ham og få ham til at udstede ordrer om at angribe. Sådan er det stadig den dag i dag.«
– Så i en ny krig skal han træffe alle beslutninger?
»Ja. Dengang kostede hans forkerte beslutninger helvedes mange liv og trak krigen i langdrag. Men sikkerhedsmæssigt var han tilfreds, for han vidste, at de væbnede styrker ikke kan gøre ham noget.«
– Så hvad var holdningen i hæren til invasionen af Kuwait?
»Jeg kan forsikre dig om, at ingen irakere og heller ikke hæren støttede en invasion af Kuwait. Vi har altid set Kuwait som en støtte og et broderland for Irak. Før invasionen var der nogle uoverensstemmelser mellem os og Kuwait, men det var ikke første gang, og det var altid blevet løst diplomatisk.«
»Invasionen kom som en overraskelse for det irakiske folk, hæren, stabschefen og forsvarsministeren. Beslutningen blev truffet uden om disse instanser af Saddam som øverstkommanderende og udført af de specialstyrker, der refererede direkte til ham. Den regulære hær havde intet med det at gøre.«
– Så hørte de det først i nyhederne?
»Vi blev orienteret på andendagen, da vi blev indkaldt til møde i Generalstabens hovedkvarter og fik at vide, at invasionen havde fundet sted og var fuldført.«
– Hvordan reagerede du?
»Det var et kæmpe slag. Jeg vidste, at en stor katastrofe hang over vores hoveder. Derfor skrev jeg efter et par dage et notat til Saddam. Seks uger efter invasionen holdt han et møde, hvor vi diskuterede notatet, som han var meget vred over.«
– Hvad stod der?
»Der stod meget klart, at det, han havde gjort, ville medføre en krig ledet af USA med mange allierede og blive en slags lille verdenskrig, hvor vi ikke bare vil miste Kuwait, men også Irak. Jeg bad ham trække sig ud og finde en politisk eller diplomatisk løsning på det rod, han havde lavet. Han anklagede mig for ikke at ville kæmpe mere og afsluttede mødet, før vi var færdige med at diskutere notatet. Dagen efter blev jeg fyret.«
– Vidste de almindelige soldater, hvad der skete i Kuwait?
»Hærens moral var væk. De ville ikke kæmpe og gjorde det faktisk heller ikke. Det var en uretfærdig krig, og de kæmpede ikke på deres egen jord. De vidste, at de ville komme til at kæmpe mod hele verden på en gang.«
– Hvad med specialstyrkerne?
»Selv den republikanske garde, der havde gennemført deres mission meget professionelt og nåede deres mål på bare en nat, vidste, at Kuwait ikke var nogen værdig modstander for dem. Så de var heller ikke ved godt mod.«
»Efter Saddam invaderede Kuwait, trak han Den Republikanske Garde ud og sendte den ordinære hær ind. Så garden var tilbage i Irak, da luftkampagnen kom. I stedet stod den almindelige hær spredt i ørkenen, og der overgav de sig.«
Invasionen af Kuwait endte i et blodbad og ydmygelse af de irakiske soldater. Sammen med det frustrerende otte år lange mareridt mod Iran og operationerne mod kurderne i Nordirak – der angiveligt blev udført mod hærens vilje – gjorde det soldaterne sultne efter hævn, og mange af dem satte kursen fra Kuwait mod det højeste mål: diktatoren i Bagdad.
– Efter Golfkrigen i 1991 var der oprør i både Nord- og Sydirak, og oprørerne nåede helt frem til Bagdads forstæder. Hvorfor vendte hæren ikke kanonerne dengang, sådan som du siger, de er klar til nu?
»Hvad du ikke ved er, at de væbnede styrker, der næsten blev udryddet i Kuwait, og mange af soldaterne fra Den Republikanske Garde var ved at trække tilbage til Bagdad mod deres ordrer for at vælte Saddam. Styrkerne var fuldt udrustede, men blev desværre mødt af shia-oprørerne, der henrettede sunnier efter bare at have set deres ID-kort. Soldaterne blev derfor nødt til at kæmpe for deres liv mod shia-muslimerne i syd og kurderne i nord i stedet for at forfølge deres oprindelige mål.«
– Hvem blandt soldaterne tog beslutningen om at gå til Bagdad og vælte Saddam Hussein?
»Den irakiske hær og Den Republikanske Garde vidste, at det, der var sket dem, skyldtes Saddam. De var aldrig enige i beslutningen om at gå ind i Kuwait – det var Saddams værk, og de ville af med ham, der havde bragt dem i den pine. De blev mødt af shia-muslimske analfabeter og blev i stedet nødt til at kæmpe for deres liv og det lykkedes at slå oprøret ned. Men Saddam fik information om, hvem der havde startet militærets oprør og henrettede dem siden.«
– Hvor var du selv i den periode?
»Selv om jeg var blevet fyret, blev jeg af Saddam sendt til Nasseriyeh i Sydirak. Mine ordrer var at opsamle de styrker, der var på vej tilbage fra Kuwait for at danne et forsvar mod amerikanerne, der var på vej. Men oprøret kom også til Nasseriyeh, og jeg blev angrebet på min post og såret meget slemt. Derefter lå jeg på hospitalet næsten et år. Jeg blev skudt fire gange i maven og ramt af mange fragmenter fra en håndgranat. Jeg var næsten klinisk død.«

Hvis det heller ikke nu i 2003 skulle lykkes hæren at fjerne Saddam Hussein fra magten og dermed undgå en krig, er det ifølge den tidligere hærchef langt fra sikkert, at den amerikansk-ledede invasionsstyrke vil blive modtaget som en befrielseshær. Dels afhænger det fuldstændig af, hvordan krigen ser ud på landjorden, dels hader irakerne bare tanken om endnu en udenlandsk besættelse af deres land.
»Amerikanernes modtagelse afhænger af, hvordan krigen bliver gennemført. Det afhænger af den måde, der bliver talt til det irakiske folk. De vil se, hvem der bliver bombet. Irakerne er ikke dumme. De vil lægge mærke til, om det kun er Saddam og hans cirkel, der bliver bombet, eller om det er tæppebombardementer, som amerikanerne elsker at kalde det.«
»Måske vil USA være i stand til at bevare en slags kontrol over Irak de første uger eller måneder. Men hvis krigen medfører en ødelæggelse af den irakiske hær, vil det bringe kaos i området og skabe konflikter og borgerkrig, og det vil ingen kunne kontrollere – end ikke USA. Vesten må garantere, at irakerne forbliver forenet og solidarisk med den irakiske hær. For alle ved, at hæren og militæret er den eneste garant for et solidarisk forenet Irak uden kaos.«
– Hvis krigen kommer, skal vi så vente os et modangreb med masseødelæggelsesvåben fra Saddam Hussein?
»Hvis krigen kommer, vil Saddam forsøge at stable alt det sikkerhed for sig selv på benene, han kan. Ved hjælp af Den Republikanske Garde, den almindelige hær og hans specielle veltrænede militser. Min antagelse er, at de fleste masseødelæggelsesvåben blev ødelagt under de første våbeninspektioner, og de seneste inspektører er kommet til samme konklusion. Hvis han alligevel har noget tilbage – og det tvivler jeg stærkt på – og han bliver trængt op i et hjørne, vil han bruge hvad som helst. Derfor skal vi ikke have en krig, men støtte til folket og hæren, så de kan nå deres mål og selv fjerne Saddam Hussein.«
– Hvad skal der efter din mening ske med Irak efter Saddam Hussein?
»Saddams arv er enorm. Stabiliteten skal genetableres, og de offentlige irakiske institutioner skal have deres roller tilbage. Et overgangsstyre i to-tre år skal være en nationalistisk regering bestående af de irakere, der er i Irak i dag.
Den skal reetablere de politiske partier og vænne irakerne til frihed og demokrati, inden de skal til stemmeurnerne. Denne massive opgave for overgangsregeringen skal støttes af de væbnede styrker.«
– Hvordan skal overgangsregeringen vælges?
»Den skal bygges på kendte og respekterede nationalistisksindede irakere: Både shia, sunni, kurdere, kristne og turkmenere – alle grupperne i Irak. Og de skal kunne accepteres af dem, der bor i Irak i dag. Efter overgangsregeringen skal der være parlamentsvalg og vedtages en ny forfatning.«
– Der er frygt for, at et demokratisk Irak vil blive ledet af shia-muslimer, der vil trække landet i retning af Iran?
»Det er en usand påstand. Det vil blive et multipolitisk land med liberale, konservative, socialdemokrater – ligesom i Danmark. De vil dele sig efter ideologi og ikke religion. I hvert parti vil der være repræsentanter for alle grupperne.«
– Hvad skal hærens rolle være i det nye Irak?
»Hærens rolle skal være at forsvare landet, folket og flaget.«
– Hvad skal din egen rolle være?
»Jeg har altid været soldat og vil altid være soldat. Jeg vil gerne tilbage og lede hæren, men jeg vil ikke gå ind i politik.«
– Hvad, mener du, skal ske med de mennesker, der har begået krigsforbrydelser i Irak?
»Der er kun tale om nogle få, og dem skal der tages hånd om ved civile domstole i Irak – ikke militære. Det skal heller ikke være et tribunal i Haag. Irakerne skal selv håndtere det,« Nizar al-Khazraji

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu