Læsetid: 5 min.

Det kan I selv være!

Antiamerikanismen florerer i Europa, mens anti-europæere maner til kamp i USA, og de tredje standpunkter blæses bort af antipatierne
7. februar 2003

(2. sektion)

Europa vs. USA
Den fhv. amerikanske viceudenrigsminister Stuart Eizenstadt forlod World Economic Forum i Davos med en sandhed malet i ansigtet:
»Antiamerikanismen stikker meget dybt. Vi bliver nu anklaget for at trampe de institutioner ned, som vi selv opbyggede,« sagde han.
Hans gamle boss, Bill Clinton, nippede til sin schweizervand, og så sagde han, at »i dag er der en følelse af, at vi amerikanere ikke har respekt for de andre.«
De to forhenværende magthavere i USA kunne under deres korte alpevisit fornemme, at partnerskabet over Atlanterhavet – der frigjorde Europa fra i alt fald to overhængende totallitære trusler i det 20. århundrede – ikke længere er, hvad det har været.
Debatten i Davos om en eventuel krig i Irak havde delt vandene. Men Clinton og Eizenstadt havde nok også læst det amerikanske magasin Time, der den 20. januar udkom med et brændende Stars and Stripes-flag på forsiden og en historie om, hvorfor så mange europæere skyder skylden på USA.
»Amerikanske konservative intellektuelle tror,« skrev Time, »at man allerede er nået hinsides vendepunktet. De ser et Europa, der helliger sig en konsensus ud fra laveste fællesnævner, er allergisk over for konflikter og patetisk søger med blød legalisme at tøjle det eneste land, Amerika, der har styrke og nosser til at gøre det beskidte arbejde.«

Brev fra macholand
Forsøget på at skelne mellem Vestens hårde negle og bløde bangebukse kan man finde i forklædninger. Formanden for Defence Policy Board i USA, Richard Perle, har sagt, at Europa har mistet det ’moralske kompas’. Andre amerikanere taler om ’euro-vatnisser’.
Mens disse amerikanere ser sig som virile, jernhårde mænd – ægte cowboys i John Wayne-stilen – beskrives de bløde europæere som grædekoner, impotente eller kastrerede mænd.
De sidste ord er den europæiske intellektuelle Timothy Garton Ash’s, der i The New York Review of Books skriver, at han er stødt på den slags udtalelser under en nylig rundrejse i USA. Han har mødt en stærk antieuropæisme blandt folk fra det politiske højre i USA, og den er sprunget ud af foragt og irritation over europæernes manglende vilje til at støtte USA militært og politisk. Den er for så vidt et spejlbillede af anti-amerikanismen i Europa, der er udbredt blandt venstreorienterede, og den bygger ifølge Ash på en blandet følelse af vrede og misundelse over for USA.

To planeter
Hvor antiamerikanismen står stærkt i bl.a. Frankrig, er antieuropæismen »fjernt fra at være en amerikansk besættelse. Den folkelige amerikanske holdning til Europa er mere en mild og venligtsindet ligegyldighed, der er blandet sammen med en slående uvidenhed.«
Den amerikanske sikkerhedsanalytiker Robert Kagan fra Carnegie Endowment for Peace, påstod sidste år, at »amerikanerne er fra Mars, og europæerne er fra Venus«.
Det var for så vidt en omskrivning af en populær håndbog om, hvorfor det kan være svært for mænd og kvinder at få kærligheden og ægteskabet til at gå op i en højere enhed, men Kagans pointe stak lidt dybere:
Det kosmopolitiske Europa tænker, som om verden kan styres på fredelig vis via love og regler – i pagt med traditionen helt tilbage til filosoffen Immanuel Kant. Over for det kantianske ideal om en international retsorden og en universel moral står ifølge Kagan et USA, som befinder sig i en ’hobbesiansk verden’, hvor militær magt ses som den realistiske måde at få orden på kaos. Det er i pagt med barokkens filosof Thomas Hobbes, der anbefalede, at statens Leviathan griber hårdt ind over for de barbariske kræfter og ulve, der spreder gru og terroriserer borgerne. Sikkerheden sættes først, ikke snak om evig fred.
Præsident Bush har vendt ryggen til Kyoto-miljøprotokollen og den internationale straffedomstol og truer med – om nødvendigt – at handle på egen hånd imod Saddams regime i Irak. Bush påstår som andre præsidenter, at magten bruges til fremme af idealistiske demokratiske frihedsidealer, men man kan ikke føle sig helt sikker på, at det faktisk også vil gå sådan. At retsorden og ikke mere kaos vil følge af krigen. Så man kan spørge, hvad der er realisme og idealisme i den aktuelle situation?

Realitetstjek
Kommentator i avisen International Herald Tribune William Pfaff skrev forleden, at »de nykonservative er ikke realistiske, fordi de skubber Amerika ind i et angreb mod Irak« på grundlag af »ideologisk baserede scenarier om en let krig og en let demokratisk forvandling af Mellemøsten.« Og, tilføjede Pfaff fra sin udkigspost i Paris, »de er også urealistiske, fordi de ikke har nogen medfølelse eller empati for fjenden. (...) De undervurderer totalt, hvad han (Saddam, red.) repræsenterer. I den forstand er europæerne mere realistiske og frygter, hvad der kan ske efterfølgende i regionen. Europæerne har ingen magt, og de ønsker ingen magt.«
Pfaff har nok ret i, at de nykonservative er stærkt ideologiske, men det er ikke realistisk at tale om ’europæerne’, som om de har en stemme, tænker ens og slet ikke ønsker magt.
Det blev man mindet om, da otte europæiske ledere – anført af Anders Fogh, Tony Blair og José Maria Aznar – erklærede uendelig kærlighed til Amerika og udtrykte vilje til at følge USA. Også selv om de må krydse Rubicon-floden og deltage i en USA-ledet krig imod Irak. Over for dem står et massivt flertal af borgere – og ledere som kansler Gerhard Schröder – der har mistillid til USA’s motiver. Og de er imod krigen, uanset hvad FN’s våbeninspektører og Sikkerhedsråd konkluderer.
EU’s udenrigspolitiske førstemand, Javier Solana, har i en artikel til Harvard International Review advaret om, at krisen rummer kimen til et brud mellem USA og EU. Det sekulariserede Europa bryder sig ikke om den gammeltestamentlige religiøse moral, hvormed præsident Bush dømmer mellem onde og gode.
Men i USA opleves uenigheden anderledes. De nykonservative kalder kritik af Bush og regeringens udenrigspolitik for regulær anti-amerikanisme. Og den etikette bruger de også gerne imod de liberale amerikanere, der tillader sig at kritisere de siddende magthavere. Senest har skuespilleren Susan Sarandon dog sagt, at hun er træt af at blive kaldt for ’anti-amerikaner’, bare fordi hun er kritisk over for Bush. Også amerikanere kan føle sig fremmeddømt i deres eget land. Så måske eksisterer der slet ikke et atlantisk brud, men et politisk og værdimæssigt skel, der gennemtrænger de enkelte samfund på begge side af det store hav.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her