Læsetid: 4 min.

Kejser Gerhard II

71 procent af tyskerne er imod krig i Irak. Men tyskerne er ikke sikre på, om regeringen har draget de rigtige konklusioner af historien?
21. februar 2003

(2. sektion)

Tyskland
Den 28. oktober 1908 vågnede Tyskland op til et diplomatisk jordskælv. Kejser Wilhelm II havde i et interview i den britiske avis The Daily Telegraph, hævdet, at englænderne var »sindssyge, sindssyge, sindssyge«. De kunne ikke se, at han – Wilhelm – var deres bedste ven. Briterne mødte ham i stedet med skepsis. Så snart den tyske ambassadør i London havde læst kejserens interview, råbte han oprørt, at nu kunne man godt lukke ambassaden; de årelange forsøg på at forbedre det tysk-britiske forhold var forgæves.

Dilettantisme
De største reaktioner vakte interviewet dog i Tyskland. Kejseren var kendt for sin pompøse og impulsive regeringsstil. Han var kendt for at lade sig styre af stemninger i befolkningen. Kejseren havde ført stormagten Tyskland ud i diplomatiske kriser, et par gange endda på randen af krig. Selv i det konservative regeringsapparat var der et stigende antal embedsmænd, der var skeptiske over for kejserens luner og trang til profilering, som ikke kun var med til at undergrave landet, men også monarkiet og dermed embedsmændenes egen magtposition. Allerede i 1906 konstaterede sociologen Max Weber:
»Graden af foragt, som bliver rettet mod os som nation, især fra udlandet – med rette, det er det afgørende, fordi vi finder os i dette regime af denne mand – er blevet en faktor af primær verdenspolitisk betydning for os.«
Med Daily Telegraph-affæren to år senere var krisen brudt ud i lys lue. Historikeren Erich Eyck skrev, at hvis man havde udsat en pris til den, der kunne fornærme flest mennesker og nationer på en gang, så havde kejseren fortjent den.
Som bekendt lærte kejseren og det tyske diplomati ikke af egne fejl. Det isolerede landet blandt de europæiske stormagter, hvilket kun seks år senere var én af hovedårsagerne til Første Verdenskrig.

Don’t mention the war
På grund af det 20. århundredets videre forløb har man i tysk politik været forsigtig med at drage historiske paralleller. Det britiske magasin The Economist skrev for nyligt, at den nuværende kansler, Gerhard Schröder, har udsigt til at blive opfattet som »den dårligste kansler siden Hitler«. En sådan sammenligning ville ikke en gang som et forsøg på at være morsom kunne finde i en tysk publikation.
Men der bliver for tiden flyttet grænser i den tyske politiske kultur. Oppositionspartierne i Forbundsdagen har længe været utilfredse med regeringens håndtering af Irak-spørgsmålet. Især Schröders lige-meget-hvad-der-sker-siger-vi-nej holdning har givet bekymringer med hensyn til Tysklands internationale omdømme, især i forholdet til amerikanerne. Men i begyndelsen af denne måned spidsede situationen til, da otte statsledere og regeringschefer udstillede europæisk splittelse i Irak-spørgsmålet ved at offentliggøre det berømte læserbrev. Det gjorde ondt, da Donald Rumsfeld kort efter sidestillede Tyskland med Cuba og Libyen. Den tyske udenrigsminister, Joschka Fischer, erkendte, at der skulle tages nogle diplomatiske kanaler i brug for at undgå tysk isolation. Mens han pendlede mellem New York, Paris, Bruxelles, Mellemøsten og sikkerhedskonferencen i München, havde selveste kansleren ikke andet at lave end at give ugemagasinet Der Spiegel et interview, hvor han ikke bare bekræftede sin holdning, at han kun følte sig forpligtet over for den tyske befolkning og ikke »andre lande og regeringschefer«, men ydermere præsenterede et tysk-fransk fredsinitiativ, som hverken Fischer eller den franske regering kendte noget til.

Storhedsvanvid
Med ét var Schröder havnet i sin egen Daily Telegraph-affære. De tyske medier talte om alt fra kommunikationskatastrofe til amatørisme. Kanslerens konservative modkandidat, Edmund Stoiber, udtalte, at Schröders udenrigspolitik mindede kraftigt om Wilhelm II’s. Stoibers politiske ordfører i Forbundsdagen, Michael Glos, tilføjede, at kansleren »bare skulle væk, lige meget hvilke demokratiske midler man skulle tage i brug«.
Alt, hvad Forbundsrepublikken havde formået at opbygge i efterkrigstiden – Tysklands gode forhold til sine naboer, integrationen i EU og NATO samt et venskabeligt forhold til USA – var blevet smadret i løbet af bare få uger. En vurdering, som fik Frankfurter Allgemeine Zeitung til at kommentere, at Schröders »venstreorienterede Wilhelmisme er omvendt storhedsvanvid. Idet vi ikke længere er verdens dårligste, vil vi nu være verdens bedste.« Det, som efter det 20. århundredes dårlige erfaringer aldrig mere måtte ske, nemlig at tyskerne gik en ’Sonderweg’ og handlede unilateralt, var nu en kendsgerning – moral altså frem og tilbage.

Churchill
På forsiden af den kulørte, men normalt meget velinformerede Bild-Zeitung blev det senere afsløret, at kanslerens Spiegel-interview havde ført til et højlydt skænderi mellem Fischer og Schröder.
Udenrigsministeren skulle været meget træt af, at Schröder igen havde ødelagt hans diplomatiske anstrengelser.
Og ikke nok med det, så distancerede socialdemokratiets mest renommerede udenrigspolitiker, Hans-Ulrich Klose, sig fra sin egen partiformand. I en kronik skrev han, at Schröder i Irak-sagen udelukkende handlede som indenrigs- og partipolitiker.
»Når kansleren siger, at han vil kæmpe for en fredelig løsning, så lyder det godt, men det er i virkeligheden retorik uden konsekvenser, som mere reagerer på stemningen i den tyske befolkning end på den faktiske trussel. Og det er netop denne retorik, som påberåber sig ansvar (for freden) uden dog virkeligt at overtage det, som har ført os ud på sidelinjen.«
Men højdepunktet i hele Kejser Schröder-affæren kom udefra. I en artikel med overskriften The Appeasers anbefalede den amerikanske historiker Jeffrey Herf den tyske regering at læse Winston Churchills The Gathering Storm. I bogens resumé af Anden Verdenskrig konstaterede Churchill, hvordan en hård holdning over for Hitler i 1938 – forbundet med en militær trussel, måske endda en invasion – på alle sider kunne havde sparet millioner menneskeliv. I det hele taget mindede den forhenværende premierminister sine læsere om, at Hitler altså udelukkende blev væltet ved militær magt og ikke ved hjælp af diplomatiet.
Peace in our time? Det er, som om Gerhard Schröder ikke har fundet sin plads i historien endnu.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her