Læsetid: 2 min.

Kling-dang-bok-takka-klap-zing!

Den eklekticistiske komponist Lou Harrison er død, 85 år gammel
7. februar 2003

Nekrolog
Det er som en af de vigtigste nordamerikanske komponister i det 20. århundrede, at Lou Harrison vil blive husket, men også som den måske sværest kategorisérbare af alle. Han var nemlig eklektiker, så det sprøjtede ud af alle porer i hans som oftest klukleende krop. Dermed fulgte han i den ’demokratiske’, alt-indkorporerende tradition i nordamerikansk kompositionsmusik, som indledtes af Charles Ives.
Også som person var Lou Harrison grænseløs: Foruden komponist var han underviser, dirigent, kritiker, digter, filosof, dyresygeplejer, kunstmaler, blomster-dekoratør, sopran, instrumentmager, etnomusikolog, kalligraf, typograf, stimulans-eksperimentator, skovbrandsbekæmper og forkæmper for en række sager inklusive fred, bøssers rettigheder og esperanto. Hans energi såvel som sans for fis og ballede var uudtømmelig. I en alder af 84 byggede han et hus i ørkenen.
Han blev født i 1917 i Portland, Oregon, og kom som 9-årig til San Francisco, hvis musikkulturelle mangfoldighed, kinesisk opera, spansk og mexikansk musik, gregoriansk sang osv., ansporede ham til at komponere sit første stykke i en alder af 10 år. Senere skulle den østasiatiske musik, og i særdeleshed den javanesiske gamelan-musik, blive en kilde til påvirkning.
Han studerede fra 1934 på San Francisco State College under Henry Cowell, hvor interessen samledes om mikrotoner og alskens slagtøj. Senere modtog han i Los Angeles undervisning af selveste Arnold Schönberg. Begge lærere var radikale, men på hver sin måde: Harrison tog disciplinen fra Schönberg og friheden fra Cowell. Andre vigtige påvirkninger kom fra John Cage – sammen med hvem han komponerede og opførte et antal slagtøjskoncerter – og den nævnte Charles Ives. I 1946 renskrev og dirigerede Harrison Ives’ 3. Symfoni, der vandt Pulitzer-prisen, som Ives delte med Harrison. Edgar Varèse og Carl Ruggles var også komponister, der havde Harrisons entusiastiske opmærksomhed.
Efter et ophold i New York, som forårsagede et nervesammenbrud i 1947, blev han underviser på Black Mountain College i North Carolina. I 1953 vendte han tilbage til Californien, hvor han boede på en bakketop i Aptos; et sted, han endte med at bo resten af livet med afstikkere til hele verden, bl.a. Hawaii, Korea og Java. Sammenbruddet havde en katarsisk effekt på hans musik, der gik fra en stigende dissonans mod det mere åbenhjertigt melodiske.
Sammen med sin kæreste gennem 33 år, William Colvig, der døde i år 2000, startede han i 1967 et af USA’s første gamelan-orkestre, en indonesisk orkestertype domineret af stemte idiofoner (instrumenter på hvilke tonerne frembringes ved at hele instrumentet, og ikke dele af det, som f.eks.. på strengeinstrumenter, sættes i svingninger). Deres orkester var ikke spor musiketnologisk korrekt, men netop ’amerikansk gamelan’ med instrumenter af kaffedåser, bilbremser, vandrør, olietønder, der spilledes med baseballbat osv. Resultaterne var vibrerende blandinger af øst og vest. Harrison selv hævdede, at det er dumt at nedgøre hybrider, fordi »der findes ikke andet.«
»Gamelan-musik er den smukkeste i verden,« sagde han i 1986, »og jeg ser ingen grund til at komponere nogen anden slags musik.« Et udsagn, han heldigvis i sin praksis ideligt dementerede.
Lou Harrison var en ægte vestkystamerikaner, for hvem det orientalske føles mere hjemligt end for europæerne og eklekticismen er mere et ubevidst udgangspunkt end en påtaget stil.
Nu er han død. Himlens klokker kan bare vente sig.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu