Læsetid: 2 min.

Klip

14. februar 2003

(2. sektion)

*Konkurrence Hele seks nye danske film, deraf fire børne- og ungdomsfilm, konkurrerer om publikums gunst, og det kan ikke undgås, at der vil blive både vindere og tabere. Øjeblikkets vinder er helt klart Natasha Arthys komedie med Sidse Babett Knudsen, Se til venstre, der er en svensker, der nu på tredje weekend tordner derudad som en de mest sete film overhovedet i danske biografer. Taberen er Thomas Vinterbergs It’s All About Love, der efter en god start fuldstændig mistede pusten og i sidste weekend kun blev set af lidt over 1000 tilskuere. Den holder næppe længe på plakaten, så man skal skynde sig, hvis man vil snakke med om en meget underlig film. – Over 25.000 weekend-tilskuere købte derimod billet til den Regner Grasten-producerede Askepop – The Movie og 15.000 til Cartens Myllerups debut-gyser Midsommer – to af fredagens lunkent anmeldte premierer. Derimod kunne gode anmeldelser tilsyneladende ikke hjælpe Jannik Hastrups tegnefilm Drengen, der ville gøre det umulige, som blev set af lidt over 5.000 tilskuere den første weekend og umiddelbart ikke synes at have helt så megen tiltrækningskraft som sin børnefilmskonkurrent, En som Hodder, der samlede 12.000 nu på tredje weekend, absolut pænt.

*Foryngelse Engelske og amerikanske skuerspillere advares nu mod det lettilgængelige stof Botox, der bruges til at lamme ansigtsmuskler og fjerne rynker. En engelsk casting director, de Freitag, der angiveligt har forstand på de dele, skønner, at cirka en tredjedel af de skuespillerinder, han ser, bruger enten Botox-indsprøjtninger eller får deres læber kirurgisk behandlet. Resultatet er ofte helt udtryksløse præstationer, fordi al mimik udviskes, og det udglattede ansigt mister karakter. Det ungdomsdyrkende Amerika har ført an i en udvikling, som nu også hærger England, og en instruktør som Martin Scorsese klager over, at det er svært at finde en skuespiller, der kan udtrykke følelser uden ord eller virkelig se vred ud. Den erfarne engelske caster Jeremy Zimmerman fortæller, at han for nylig måtte sige nej til at bruge Mickey Rourke i en hovedrolle i en engelsk film, fordi hans ansigt ser helt fastfrosset ud efter nylige operationer. »Ærgerligt nok, for han ville have været perfekt i rollen, men han ser så mærkelig ud nu, så udtryksløs,« siger Zimmerman.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu