Læsetid: 2 min.

K’nyt

26. februar 2003


Tilsløret tilløbsstykke
*Kvindeundertrykkelse eller identitetsvindue? Sløret er et provokerende klædningsstykke og et politisk kontroversielt symbol.
I den engelske by Walsall i nærheden af Birmingham, viser byens nye kunstgalleri udstillingen Veil (slør), hvor en række kunstnere udfordrer forskellige tolkninger af slørets betydning. Fortrinsvist i form af fotografier, video og film.
»Udstillingen er den første af sin slags og har taget fire år at skabe. Den stiller spørgsmål ved såvel de fysiske som mentale aspekter af sløret og censur og selvcensur,« udtaler David Bailey ved Institute af International Visual Artists, en af udstillingens kuratorer.
At slørets betydning varierer alt afhængigt af verdenssituationen, har Walsalls kommune just givet udtryk for. To satiriske værker af den Moskva-baserede gruppe AES må ikke vises, på trods af at de tidligere har været udstillet. Det ene er et billede af en tilsløret frihedsgudinde med Koranen i den ene hånd, det andet viser House of Parliament som moské. Motiveringen for censuren er, at billederne lige nu kan understøtte frygt og fordomme.
»Det er ironisk, at det lokale styre censurerer, når vi kæmper for retten til ytringsfrihed,« siger David Bailey ifølge Dagens Nyheter.

Nyt musicalteater
*Tapperihallen er navnet på et nyt musicalteater i København, der med plads til 2002 gæster bliver et af Nordens største.
Premiereforestillingen bliver musicalen The Full Monty, der er baseret på filmen af samme navn. Tæppet går den 30. oktober, og de strippende herrer spilles af Peter Mygind, Zlatko Buric, Alexander Kølpin, Klaus Bondam, Gordon Kennedy og Jesper Lohmann.
Det er teaterchef Peter Aude, der har taget initiativ til det nye teater på trods af faldende billetsalg og publikumssvigt på de københavnske scener p.t.
Der er satset et flercifret millionbeløb på at ombygge en af de gamle tapperihaller i Hellerup til et gigantisk musicalteater, der lever op til tidens krav til et moderne teater. Visionen er at skabe et teaterhus med forskellige aktiviteter, der er uafhængig af tilskud fra det offentlige.

Stemmefænomen i Tivoli
*Den amerikanske stjernesopran Barbara Hendriks indleder Tivolis Koncertsals jubilæumssæson den 14. april. Hun bliver akkompagneret af Roland Pöntinen i et internationalt program med nordisk overvægt.
Billetsalget begynder i dag.
Det samlede koncertsalsprogram for sæson 2003 offentliggøres den 4. marts.

Opgør med kommunismen
*I aften kl. 19.30 byder Selskabet til forskning i Arbejderbevægelsens historie på et foredrag ved forfatter og dr.phil.
Niels Barfoed om Peter P. Rohde og hans opgør med kommunismen.
I 2001 udkom Barfoeds bog,
I unåde – Peter P. Rohde og opgøret med kommunsimen.
Det sker på Nørrebrogade 66D i København.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her