Læsetid: 3 min.

Kortere sagt

7. februar 2003

(2. sektion)

Dvd
*The Anderson Tapes Også i 70’erne var paranoia, konspirationer og overvågning et hot emne. En lang række af tidens fremmeste amerikanske instruktører legede med thriller-genren og den nyeste teknologi i film, som forstærkede fornemmelsen af, at det amerikanske samfund var gennemsyret af korruption og mistillid. Vietnamkrigen og Watergate satte sine spor.
Francis Ford Coppola lavede Aflytningen, Alan J. Pakula Klute, The Parallax View og Alle præsidentens mænd, og Sidney Lumet stod bag blandt andet Serpico og The Anderson Tapes.
I The Anderson Tapes (1972), der just er udkommet på dvd, og som er en af de svageste af 70’ernes paranoia-thrillers, men stadig interessant som tidsdokument, spiller Sean Connery en nyligt løsladt røver, titlens Anderson, som straks går i gang med at planlægge et nyt, stort kup.
Uvidende om at han selv og dem, han er i kontakt med, overvåges af forskellige politiinstanser, samler Anderson en gruppe af mere eller mindre pålidelige og labile folk til at udføre jobbet.
Men under selve kuppet får strisserne nys om, hvad der foregår, og det hele ender i et blodigt showdown. Pointen er så den finurlige, at det ikke er Anderson-båndene, men en tilfældighed, der vælter læsset.
Gode skuespillere som Connery, Martin Balsam i atypisk rolle som feminin indretningsdesigner og en meget ung Christopher Walken leverer udmærkede præstationer. Men Lumet er tydeligvis ikke sikker på, hvad han vil med filmen, der vakler mellem fjollet komedie og intens thriller.
På lydsiden har Quincy Jones leveret et af den slags tidstypiske scores, som både er en stemningsskabende og svært tilgængelig blanding af skærende reallyd og funky toner.
Og i det hele taget er filmen i setup, tone og filmteknik ganske forankret i sin tid. Måske var den bedre, da den havde premiere – i dag kan den primært ses som et kuriosum. CMC
The Anderson Tapes. Instruktion: Sidney Lumet. Region 2. Kan fås i enhver god dvd-butik

Ny film
*Junglebogen 2 Jeg har tidligere i disse spalter brokket mig højlydt over den mangel på selvkritik, som får Disney, hjemsted for den animerede filmklassiker, til at følge sine største titler op med efterfølgere, som på ingen måde kan leve op til forlægget.
Men åbenbart har ingen hørt min klagesang, for nu er den alt andet end charmerende Junglebogen 2 nået frem til de danske biografer:
Mowgli bor i landsbyen, som han forlod junglen til fordel for i den første film. Men han savner sine venner, ikke mindst den flegmatiske jazzbjørn Baloo, og en dag sniger han sig ud i junglen fulgt af pigen Shanti, den lille dreng Ranjan og så selvfølgelig Mowglis ærkefjende, den blodtørstige tiger Shere Khan.
Og så er der ellers lagt op til mere af den gamle skuffe, hvor Baloo og Mowgli synger og danser sig gennem junglen i nye versioner af gamle sange og et par helt nye sange, mens Shere Khan støt henter ind på det ubekymrede makkerpar. Det hele ender i et forudsigeligt opgør, hvor også Shanti, Ranjan og panteren Bagheera involveres i forsøget på at hjælpe Mowgli.
Og hold op, hvor er det uinspirerende iscenesat. Animationen er ikke på niveau med det, man ved, Disney formår, filmens morale formidles tungt og tumpet, og de få øjeblikke, hvor handlingen udviser en smule energi, er når den gentager et glansnummer fra Junglebogen. Men straks ødelægges det, fordi en gentagelse så sandelig ikke er nok. Nej, man skal naturligvis forsøge at gøre det endnu vildere og sjovere, og det hele bliver i stedet så sjælløst og ligegyldigt, som det næsten kan blive.
Fri os venligst for flere af den slags overflødige efterfølgere.
CMC

Junglebogen 2. Instruktion: Steve Trenbirth. Manuskript: Karl Geurs. Amerikansk (Palads og Cinemax, København og mange biografer i provinsen)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu