Læsetid: 5 min.

Krig fungerer godt

Narko, fattigdom, krikriminalitet og terrorisme har det til fælles, at der bliver ført krig i mod dem. Mark Johnson har brugt de sidste 25 år på at finde ud af, hvordan vores liv er styret af metaforer.
28. februar 2003

(2. sektion)

Interview
Svaret på dit spørgsmål er på en måde nemt,« siger Mark Johnson, som jeg har spurgt, hvorfor krigsmetaforer er blevet populære.
»Det er, fordi de simpelthen fungerer godt. Det vil sige, at krigsmetaforens domæne indeholder mange aspekter – som vi gennemgår i Metaphors We Live By – der er relevante for det, den skal signalere. I disse tilfælde den store skala, energien, engagementet, aggressiviteten, det klart tegnede fjendebillede, solidariteten i de godes lejr, voldsomheden, undtagelsestilstanden. Krig mod narko, krig mod kriminalitet, krig mod terrorisme – de skal alle signalere indsatser af denne type. Krigsmetaforen er populær, fordi den virker.«
Mark Johnson er metaforteoretiker, men han er ikke spor interesseret i litteratur. Han er derimod interesseret i, hvordan metaforer skaber den måde vi tænker, sanser og lever på. For 22 år siden udgav han sammen med George Lakoff bogen Metaphors We Live By (udkommet på dansk i 2002 under titlen Hverdagens metaforer), og den har en stor del af æren for, at det i dag falder os ind at lægge mærke til, hvilke sproglige billeder vi bruger til at forklare vores verden.
I dag virker det som et naturligt spørgsmål. I USA føres der metaforiske krige mod alt muligt. De fleste mener at huske, at det startede med en præsident, der skulle lede opmærksomheden væk fra en penibel sikkerhedspolitisk situation og derfor fandt sig en anden fjende. Præsidenten hed Lyndon B. Johnson, den penible situation var Vietnam-krigen, og USA’s første store metaforiske krig var hans »Krig mod Fattigdom«, der blev indledt i marts 1964. Mange husker også den tv-tale fra sofaen i Det Hvide Hus, hvor Ronald og Nancy Reagan erklærede »Krig mod Narko« i 1982, men for tiden er krigsmetaforen overalt og ingen steder og forbindes ikke længere med bestemte, enestående datoer.

Man kunne også spørge, om det ikke er lige meget, hvilke billeder folk bruger til at pynte deres sprog med.
»Det spørgsmål er vi en gruppe af forskere, der har brugt de sidste 25 år på at afskaffe,« siger Mark Johnson.
»Det bunder i en misforståelse, som går ud på at metaforer blot er ornamenter på det neutrale sprog. Det, vi har fundet ud af, er, at mennesket er et metaforisk dyr. Hvad vil det sige? Det vil sige, at vi ikke kan leve uden metaforer. De er funderet i vores erfaringer og sansninger af verden, og de former al vores tænkning. Derfor kan du finde metaforer nede under næsten alt det, man plejer at kalde det neutrale eller bogstavelige sprog. For eksempel bygger sætningen ’ilden bragte vandet i kog’ på en opfattelse af tilstande som steder – ’bragte’ og ’i kog’, og en opfattelse af forandringer i tilstand – fra kold til varm – som bevægelser gennem rum: ’bragte.’ De rumlige metaforer ligger nede under de ’neutrale’ ord, og de føles naturlige, fordi de bliver brugt af væsener, som gør deres erfaringer på den måde, altså rumligt. Det er også derfor, vi går ’i’ krig.«
Lakoff og Johnsons seneste bog hedder Philosophy in the Flesh, og den er en grandiøst panoramisk tur gennem filosofihistorien, som forfatterne skriver om med udgangspunkt i, at det er vores kropslige oplevelser, der har leveret kategorierne, instrumenterne og termerne til alverdens filosofi. Bogens hovedpointer bygger videre på den kognitive metaforteori, de to grundlagde i starten af 80’erne, og dens hovedpointer er, at bevidstheden er grundlæggende kropslig, at tanker som regel er ubevidste, og at abstrakte begreber som regel er metaforiske. »På grund af disse opdagelser,« skriver forfatterne i indledningen, »kan filosofien aldrig blive den samme igen.«

Johnson, som selv er skægt ukropslig med sin travle, tynde krop og sit store kontor, kigger sig omkring. »Kan du ikke se, det er ikke kun sproget, der er metaforisk. De styrer også, hvordan vi handler. Hvis du for eksempel kommer ind i et klasseværelse, hvor læreren står oppe ved sit kateder, og eleverne sidder nede på gulvet, så er det ham, der har kontrollen. Selv vores opfattelse af højde – det er ikke, fordi alt det her bare er gode nyheder – spiller ind; der er mange, der har fordomme mod lave mennesker. Det vigtige er bare, at der ikke er nogen enkeltstående kernemetaforer, der er onde i sig selv. Det drejer sig om den systematiske organisering af dem, og det er den, vi har godt af at være bevidste om. Det er ikke nok at sige, at der er mange, der bruger ordet ’krig’; det gælder om at undersøge, hvordan det bruges, hvilke domæner det lapper over med, og hvordan det former den måde, folk tænker og handler på.«
– I taler om kognitive og kropslige metaforer, men anerkender I overhovedet, at de også kan være historisk og politisk bestemte?
»Absolut. Det peger alt på, at de er. De er også i et vist omfang kulturelt specifikke, selv om der vil være mange fællestræk, fordi vi har et fælles kildedomæne i menneskets kropslige erfaring. Men grunden til, at der ikke er så megen forskning i, hvordan metaforer historisk og politisk har formet tænkningen, er, at det simpelthen er en besværlig historie at fortælle. Det kræver et stort materiale og en stor forskningsindsats at spore semantiske forandringer over tid. Men for at besvare det politiske spørgsmål så er der som sagt ikke så meget mening i at sige, at én bestemt metafor, som ’krig’, er ond. Det, der bekymrer mig, er snarere de metaforiske mønstre, som man kan se George W. Bush følge. Som George Lakoff viser det i vores afsnit om moral (i Philosophy in the Flesh, red.), er Bush’s politik formet efter figuren ’Familien med den strenge far’. I den figurs domæne findes der en række aspekter, hvori man kan observere, hvordan Bush tænker og handler: Der lægges vægt på styrke, en stærk vilje, en fast struktur, justits snarere end forkælelse; selvdisciplin og autoritet. Alle de elementer kommer fra denne familiefigur, som er typisk for konservativ politik.«
- Nu lyder du, som om det er et problem, at Bushs politik tager udgangspunkt i en metafor?
»Det er det ikke! Det er aldrig et problem, at politik hviler på metaforer. Det kan den ikke undgå. Problemet er hvilke,« siger Mark Johnson og tænder sin computer som en metafor for, at interviewet nu er slut.

FAKTA
Mark Johnson
Professor of Liberal Arts and Sciences ved University of Oregon

Forfatter til blandt andet:
*Metaphors We Live By (med George Lakoff) University of Chicago, 1980
Dansk: Hverdagens metaforer, Reitzels Forlag 2002
*Philosophical Perspectives on Metaphor, University of Minnesota, 1981
*The Body in the Mind: The Bodily Basis of Meaning, Imagination, and Reason, University of Chicago, 1987
*Moral Imagination: Implications of Cognitive Science for Ethics, University of Chicago, 1993
*Philosophy in the Flesh: The Embodied Mind and Its Challenge to Western Thought (med George Lakoff), Basic Books, 1999

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu