Læsetid: 5 min.

Krigens katedraler – fra hesteryg til Hellfire-missiler

Krige udkæmpes ikke længere til ære for en smuk krigsgudindes skyld, i en elsket stammes navn eller for en beskidt races skyld. De kæmpes i menneskehedens navn, men det er teknologien, der dybest set tilbedes
28. februar 2003

(2. sektion)

Fascination
Krigsmaskinen var nomadernes opfindelse,« skriver Gilles Deleuze og Felix Guatari i bogen Mille Plateaux – Tusind Plateauer. »Hesteryggen var krigerens første våbensystem,« har Paul Virilio sagt. Fordi det først var på hestens ryg, at krigeren opnåde en hastighed, der kunne måle sig med det jagede dyr eller fjenden. Siden er krigens teknologier accelereret og blevet stadig mere sofistikerede. For hver ny teknologi har krigen ændret karakter – som samfundet selv.
Da krudtet kom, blev dørene til den moderne stat åbnet, og krudtets eksplosioner var en dræbende ledsager under de europæiske magters koloniale ekspansion.
I det 18. århundrede blev krigen ’forfinet’ – eller perverteret om man vil – til en slags kunstart, hvor det var hærenes æstetiske fremtrædelse og bevægelsesmønstre på slagmarken, der nærmest afgjorde slaget.
Indtil Napoleon Bonaparte revolutionerede alt ved at spænde den franske revolutions patriotisme for krigsmaskinen. Det var en sekulær fornyelse i forhold til dengang, hvor krige blev velsignet af kirkens mænd. På blasfemisk vis i Guds navn.
Napoleon brød i sit magtbegær reglerne for ’civiliseret krigsførelse’ – og blev hyldet for det af den prøjsiske militærfilosof Carl von Clausewitz, der i sit hovedværk, Om Krig, (1832) definerede, at »krigen er en voldshandling, der har til hensigt at tvinge vor modstander til at opfylde vor vilje.« I denne instrumentelle logik blev moderation i krig anset for at være en absurditet.

Ondskab på afstand
Måske var det ikke bare et spørgsmål om logik. Barbara Ehrenreich har i bogen Blood Rites hævdet, at krigen kan rumme et ekstatisk moment: »Angsten og det sublime gys ved forvandlingen fra bytte til rovdyr farver vort forhold til alle krige og tilfører dem følelser, der er så stærke og opløftende, at de opleves som religiøse.«
Vi er ikke bare rovdyr eller slaver af oprindelige reflekser. Men menneskets brutalitet er gruopvækkende.
De napoleonske krige var blodige massakrer for folkets soldater i felten. Det endte i den totale absurditet i Verduns skyttegrave i den Første Verdenskrig. Man kan ikke tillægge Clausewitz ansvaret for de rædsler, som staternes krigsmaskiner begik i det 20. århundrede – med over 90 millioner dræbte. Clausewitz havde slet ikke forestillet sig, at de største ofre ikke ville blive givet af soldaterne på slagmarken, men af civile borgere, kvinder og børn. Over 90 millioner mennesker blev dræbt i krige i det 20. århundrede – over 100 i timen. Fra Den Første Verdenskrigs gas til Den Anden Verdenskrigs atombombe nåede teknologien nye destruktive højder. Og statsmænd mente – på afstand af slagmarken og ofrene – at det var logisk og fornuftigt at bruge den. For at eliminere det større onde, fjendens absolutte ondskab.
Bagefter var historien ikke altid helt så enkel at skrive.
Filosoffen Günder Anders har berettet om, hvordan piloten Claude Eatherly efter Anden Verdenskrig blev ramt hårdt af en permanent psykisk krise, fordi han ikke kunne bære, at han – på ordre fra præsidenten – havde smidt atombomben over Hiroshima. Det var først, da han siden gik ind i antiatombevægelsen, at han kunne vende sin indre skyldfølelse til udadvendt fordømmelse af systemets vold, at han følte lindring i sit sinds smerte.
Det er ikke sikkert, at vor tids piloter har de samme moralske samvittighedskvaler. Under Kosovo-krigen fortalte piloter til avisen The Guardian, at de ikke var klar over, at de var sendt i krig. De troede, at det var en forlængelse af en luftøvelse, og de vidste ikke, at de allerede dræbte mennesker.

Skuespil fra sumpene
Under Afghanistankrigen fik amerikanske piloter udleveret speed for at kunne holde sig vågne, og to af dem kom en mørk nat til at dræbe fire allierede canadiske soldater, som de troede var fjender.
Siden Golfkrigen i 1990/91 er de fleste krige blevet transmitteret til fjernsyns- og computerskærmene. Ofte som tågede og distancerende live-images, hvor små ’harmløse’ bombelys blinker i det fjerne.
De nye krige er spectacle-wars – skuespilskrige – som Mary Kaldor fra London School of Economics har døbt de nye højteknologiske langdistancekrige: »Disse krige har ingen amerikanske ofre, og de kræver ikke ekstra skatteudskrivning. Amerikanske borgere kan se krigen på fjernsynet og klappe.«
Krigens sprog kan fjerne os fra ofrene. På den anden side. Under den første Golfkrig blev drabene på tusinder af irakiske soldater på tilbagetog betegnet som ’kalkunskydning’, som Jonathan Glover minder om i sin bog Humanity. A Moral History of the Twentieth Century. Måske er det, fordi ’vi’ føler os tættere på vore egnes lidelser end de andres, de fremmedes. De allierede mistede kun 358 mand i Golfkrigen, mens titusinder af irakiske soldater og 35.000 civile blev dræbt. I medierne blev den krig kaldt en ’klinisk’ krig. Vi så computeranimationer, hvor krydsermissiler fandt frem til den rigtige postkasse.
Det var den ypperste teknologiske perfektion. Og alligevel så man under Kosovo-krigen, hvordan den kinesiske ambassade i Beograd blev ramt af et missil med forkert adresse.
Sociologen Zygmunt Bauman forklarede i 1999, at man i dag »fører krig, som var det en rejse med en bærbar computer. Det er blevet let at gå i krig, og man skal bare sende flyvemaskiner til den ene og den anden base, og så spille computerspil.«
Man fører ikke længere krig til ære for en smuk krigsgudindes skyld, i en elsket stammes navn eller for en beskidt races skyld. De moderne krige blev ført for en mands skyld, for Cæsars, Napoleons eller Hitlers skyld, skrev den spanske forfatter Francisco Umbral forleden. Og i det 21. århundrede er vi trådt i de teknologiske kriges epoke. mener Umbral: »Våbnet er retfærdiggjort af sin effektivitet og sin upersonlighed. I mangel på myter forvandles våbnet til sin egen myte.«
Den amerikanske forsvarsminister Donald Rumsfeld bruger godt nok stadig metaforer fra den ekstra-teknologiske virkelighed. Løsningen er at ’dræne sumpområdet’, der skaber den terroristiske malaria, som han sagde under Afghanistankrigen.
Nye sumpe, nye sygdomme, nye terrortrusler og nye Hitlertyper produceres på stribe i bevidstheden. Og deres eksistens eller fortællingen om dem motiverer nye krige. Krigen mod Irak vil blive ført i menneskehedens og godhedens navn, uanset om folkeflertallene vil det eller ej. Men i modsætning til de såkaldt ’primitive’ krigere, der med en AK-47 eller en machete sætter deres eget liv på spil ude i sumpene, har den vestlige civilisation angiveligt nået et højere udviklingstrin – en højere hastighed med speed eller ej. Vore kriges katedraler er førerløse Predator-fly med Hellfire-missiler, Nighthawk Stealthfly, Tomahawk-missiler og nye mikrobølge-bomber. Og de kan snart ses på en fjernsynsskærm nær Dem.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her