Læsetid: 2 min.

Kun Faxe i hanerne

Danmarks næststørste bryggeri, Bryggerigruppen, pålægger restauratører en ’eksklusiv købsforpligtelse’ som betingelse for fadølsleverancer
24. februar 2003

Når Bryggerigruppen A/S (BG) indgår kontrakter om leverance af fadøl til restaurationer og værtshuse, skriver restauratøren i en række tilfælde udtrykkeligt under på en »eksklusiv købsforpligtelse« af BG’s produkter. Dem skal restauratøren desuden »aktivt og loyalt« markedsføre.
I en kontrakt med kultur- og sportscentret Kedelhallen på Frederiksberg, som Information er kommet i besiddelse af, betaler Bryggerigruppen årligt 10.000 kroner i »markedsføringstilskud«.
Til gengæld forpligter Kedelhallen sig – ud over den »eksklusive købsforpligtelse« – til ikke at indgå »aftaler med virksomheder, hvis primære aktiviteter er at producere, sælge eller markedsføre for BG konkurrerende produkter.«

Forpligtelser
Som for at undgå enhver tvivl, udspecificerer kontrakten omhyggeligt, at det betyder forbud mod »alle former for mineralvand, læskedrikke, cider, energidrik, juice og øl (uanset alkoholprocent).«
Dog indebærer kontrakten, at der »må forhandles Carlsberg og Tuborg på flaske« til sportscentrets tørstige gæster.
Men Kedelhallen forpligter sig også til årligt af aftage mindst 30.000 standardenheder fadøl og 40.000 enheder sodavand. Og hvis Kedelhallen bryder eller misligholder kontrakten – f.eks. hvis de ikke sælger nok af BG’s fadøl og sodavand – så skal markedsføringstilskuddet tilbagebetales.
Bryggerigruppen har derudover installeret to fadølsanlæg til låns samt givet fri leje af en flaskeautomat og et 800 liters køleskab.
»I samarbejde med og efter godkendelse af BG’s repræsentant« forpligter Kedelhallen sig yderligere til »at synliggøre BG’s mærkevarelogoer, i særdeleshed Faxe på plakater, på flyers, på drinkskort samt anvendelse af glas med logo.« Ligeledes skal det sikres, at de ansatte i Kedelhallen »har det tilstrækkelige produktkendskab, således at disse aktivt og loyalt kan markedsføre BG’s produkter.«

Lovlig eller ulovlig
Sagen om Kedelhallens kontrakt er nu sendt til behandling i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen af bevillingsnævnet på Frederiksberg, der vil have en vurdering af, om kontrakten er lovlig. Eller om der er tale om ulovlig finansiering af restauranten fra bryggeriets side.
Vicedirektør i styrelsen, Niels Henrik Englev, kender ikke den konkrete sag. Men han mener ikke, at forbuddet mod bryggeriers finansiering af restauranter er let at omgå:
»Det er et udmærket regelsæt. Vi har en berettiget forventning om, at bryggerierne efterlever reglerne.«
– Virker reglerne effektivt?
»Hvis du skulle have fuldstændig kontrol, skulle du sende bevillingskommissærer ud og kontrollere hver eneste restaurant. Det er urealistisk,« siger han.
– Så man kan kun håbe?
»Du kan forvente, at branchen efterlever reglerne, men du har ingen garanti for, at der ikke er nogen, der forsøger at snyde,« svarer Niels Henrik Englev.
Afdelingschef i Forbrugerrådet Villy Dyhr beklager, at »nogen åbenbart gør, hvad de kan for at undergrave den fri konkurrence.«
»Når man har en fri markedsøkonomi, så er det åbenbart nødvendigt også at bruge store ressourcer på at kontrollere, om markedet er frit,« siger han.
Hverken Bryggerigruppen eller inspektøren i Kedelhallen har ønsket at kommentere kontrakten.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her