Læsetid: 5 min.

’Kunst skal tænke’

Kunsten kan også være smuk, og skønheden kan også være revolutionær, siger Charles Esche, direktør for en af tidens mest nyskabende kunstinstitutioner: Rooseum i Malmø
25. februar 2003

Billedkunst
Rooseum har lagt lidt til navnet: ’Det nye Rooseum’, kaldes det nu, og nyheden kom til for to år siden i form af skotske Charles Esche. Museet har en glorværdig fortid, og var under Lars Nittves ledelse med til at introducere den amerikanske postmodernisme. Men siden hen gik det ned af bakke. Publikumet blev bedstemoderligt, som den nye direktør for museet, Charles Esche, formulerer det, og ligeså ambitionerne.
»Det var en stor udfordring, men også den største mulighed – for på et sådan tidspunkt er enhver institution klar til forandringer,« fortæller Charles Esche.
»Jeg arbejdede som freelancer i et stykke tid, men ville gerne tilbage til en institution og afprøve nogle ideer om, hvordan en kunstinstitution kunne være. Der er ikke mange chancer som den her, hvor forventningerne er så lave, at man kan skubbe det betydeligt længere, end man kan med en etableret institution. Det var Rooseums forladthed, der var tillokkende.«

Den spekulative fantasi
– Hvilke forestillinger om kunsten ligger bag Rooseum?
»Den styrende ide må komme fra kunstnernes arbejde – og som jeg ser det, er det ikke længere bundet til værker, der laves i et atelier – selv om der stadigt laves virkelig gode ting på den måde. Det er mere, hvad jeg ville kalde spekulationer om fremtiden: At forsøge at forestille sig hvordan fremtiden kunne være.«
»Det er formentligt det, kunstnere altid har gjort – men tidligere var der også masse andre mennesker, der gjorde det. På en sær måde – med al den her specialisering, med denne ene politiske ideologi og denne ene supermagt, der dominerer det hele – er nødvendigheden af den spekulative fantasi blevet større end nogen sinde. Måske kan vi endda – hvilket vil være meget ambitiøst – være med til at forme og ændre fremtiden en smule. Jeg tror, man bliver nødt til at have den ambition et eller andet sted – hvis ikke, hvad er så pointen?«
– Hvad er det i praksis?
»Vi skal vise, at kunst – aktiviteten kunst – handler om at tænke og ikke bare om at vise frem, og derfor arbejder vi sammen med Kunstakademiet og har to kunstner-residenser. Jeg tror, det er vigtigt at have kunstnere i et museum, så man kan se sammenhængen: Refleksion, produktion, fremvisning. Det traditionelle museum viser kun det sidste led. Et færdigt kunstværk er bare et udsagn – men hvis man åbner op for processen, bliver det klart, at refleksionen er det der foregår,« siger Esche.
Og netop derfor er det også altid muligt for museets besøgende gæster at tale med kunstnerne, som er tilstede.

Ydmyg, krybende revolution
Rooseum har i Charles Esches tid kørt en konsekvent linje med socialt engageret, dokumentarisk kunst. Kunstnergruppen Superflex udstillede sidste år 16 computere med det populære spil Counterstrike som et forsøg med nye sociale netværk.
Men nu viser Rooseum udstillingen Creeping Revolution 2, hvor det æstetiske mod sædvanen er i centrum med grafik og akvareller af kunstnere som Sture Johannesson og Silke Otto-Knapps. Det ville næppe have været helt så overraskende på Statens Museum for Kunst, men i Malmø kan det lanceres som en gedigen nyhed: ’Rooseum – nu med æstetik.’
– Har I drevet den sociale kunst så langt, at I nu kan pege på det æstetiske?
»Det er lige præcist det. Man skal huske på, at æstetik også har et revolutionært potentiale. Hvis man faktisk ser på værkerne, bliver det tydeligt, at vandfarver stadigt kan være revolutionerende. Hvis det bliver lavet af den rigtige kunster og sat i den rigtige kontekst, så ja, absolut: Kunsten kan også være smuk, og skønheden kan også være revolutionerende. Det er ikke fordi, udstillinger er dårlige, det er ikke fordi, æstetik ikke er vigtigt. Det er bare ikke nok.«
– Hvordan kommer du fra at sige ’måske, muligvis forme fremtiden’ til ordet revolution?
»Fordi, det er det eneste, vi har tilbage af det revolutionære moment i det 20. århundrede. Muligheden i dag er en ydmyg, krybende revolution. Det er ikke en revolution, der marcherer i gaderne. Det sker ikke, selv om jeg naturligvis lider af en vis nostalgi,« siger han og peger på et stykke falmet sovjet-kitsch: Lenin i en ramme.
»Det er ikke gyldigt i dag, og det 20. århundredes revolutionære historie er tragisk. Så hvad gør vi med ønsket om at stå sammen, om at mennesker er mere end forbrugere, hvad gør vi med trangen til at ændre verden? Ordet krybende henviser til en naturlig proces, men også krybende i betydningen: Meget langsom, næsten umærkelig. Det paradoksale budskab er: ’Kom ikke her og forvent en revolution. Men måske kryber den efter dig når du er gået’.«

Malmø anno 2052
For Charles Esche har det været afgørende at gøre Rooseum til en del af Malmø. I en af kunstner-residenserne arbejder britiske Lyn Löwenstein med at kortlægge Jorden ud fra de 99 nationaliteter, der er repræsenteret i Malmø, og i kælderen er to kunststuderende i gang med en alternativ kortlægning af byen. Rooseum står bag projektet I 2052 vil Malmø ikke være ’Svensk’.
»Malmø ligner en klassisk industriel, svensk arbejderby, men i virkeligheden er det et multikulturelt, kosmopolitisk, kreativt, ganske rodet og usvensk sted. Jeg tror, det var ret traumatisk for byen, da man fjernede Kockums-kranen. Det var som at få hevet en tand ud, og nærmest som at fjerne Eiffeltårnet fra Paris. Når man kom sejlende fra København, var det den man så: Symbolet på Malmø som en arbejder- og havneby. Spørgsmålet om byens identitet er noget, en
institution som vores må tage alvorligt.«
– Hvad betyder det, at Malmø ligger i et randområde?
»Vi er selvfølgeligt langt væk fra Stockholm – og de beslutninger der træffes der, er meget Stockholm-centrerede. Så at være langt væk er på sin vis et problem. Men samtidig kunne vi ikke gøre, det vi gør i Stockholm.«
– Hvorfor ikke?
»Der ville være for mange folk på nakken af os, så snart vi lavede en fejl. Og vi har lavet masser af fejl. Det kommer helt naturligt af den her forsøgende, spekulative stemning.«
– Og kan man ikke spekulere i centrum?
»Hvis du vil lave et hemmeligt laboratorium, skal man jo ikke lægge det midt i New York – selv om man selvfølgeligt gjorde det med Manhattan-projektet. Der opstår en form for kynisme store steder, også i medierne, som gør det svært at være spekulativ. Vi har behov for en stor grad af tolerance.«

*Creeping Revolution 2. Rooseum i Malmø. Til den 16. marts

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu