Læsetid: 3 min.

’Kunst er en tilblivelsesproces’

Information mødte Yoko Ono i forbindelse med biennalen i Venedig i 1990 – 30 år efter de første Fluxus-begivenheder
14. februar 2003

(2. sektion)

Interview
– Hvordan blev du involveret i Fluxus?
»I 1960 boede jeg i New York og havde et loft i Chambers Street. Dér arrangerede jeg koncerter med forskellige folk som La Monte Young og Henry Flynt og hele den gruppe, som blev til Fluxus. På det tidspunkt var det ikke almindeligt at bo sådan, og mine arrangementer var faktisk de første loft-koncerter i New York. Vi startede i vinteren 1960. Jeg havde endnu ikke fået elektricitet, så vi arbejdede i skæret fra stearinlys. Det sneede så meget den første aften, at jeg slet ikke troede, at der ville komme nogen, men det gjorde der faktisk. Der kom omkring 25 mennesker, og jeg tror, at de fleste af dem kom i selskab med John Cage.«
»På et tidspunkt dukkede George Maciunas op i mit atelier og sagde, at det kunne være en god ide at lave nogle lignede koncerter i hans galleri oppe i midtown, Manhattan. Det gjorde han så, og der var en del af mine venner, som sagde, at nu stjal George alle mine kunstnere. Men jeg tænkte bare: ’C’est la vie’. Så en dag ringede han og spurgte, om ikke jeg selv ville komme op og udstille hos ham, og det ville jeg gerne. Jeg tog derop, og jeg lavede min første rigtige udstilling med Painting To Be Stepped On og andre ’instruktionsmalerier’. Han var meget begejstret.«
»Omkring dette tidspunkt sagde George til mig, at denne bevægelse burde have et navn. Jeg svarede, at det syntes jeg ikke. Jeg var jo purist. Men han insisterede, og et par dage efter kom han og sagde, at nu havde han det: Fluxus. Og så viste han mig i en ordbog, hvad det betød.«
– Hvad betyder det?
»Det har mange betydninger. Men der var især én af dem, der var sjov: flushing – altså ligesom at skylle et toilet ud. Han grinede og sagde: ’Er det ikke fantastisk!’ Og det lød egentlig meget godt, syntes jeg.«

Før, under og efter Fluxus
»Men jeg var stadig i tvivl om, hvorvidt alle disse folk, som arbejdede med forskellige ting, burde betragtes som en bevægelse og have et fælles navn. Men sådan startede det altså. Så jeg var der før Fluxus, og jeg var der under Fluxus. Og jeg er her endnu.«
– Hvilken type kunstner opfattede du dig selv som dengang?
»Jeg var performancekunstner, selv om vi endnu ikke brugte det udtryk. Jeg var komponist, jeg var maler, og senere begyndte jeg også at lave film.«
»Men generelt bryder jeg mig ikke om alle de titler. Jeg tænker ikke på mig selv som en kunstner, der arbejder inden for ét område. Jeg foretrækker at tro, at jeg har frihed til at vælge mellem medierne, alt efter hvad der passer bedst til en given ide.«
– I forbindelse med minimalismen talte man om at lave meget ud af lidt. Var det også karakteristisk for dit arbejde?
»Nej, jeg synes snarere, at jeg lavede meget lidt ud af en masse!«
– Hvordan har du det med at være inviteret til den alternative biennale i stedet for til den officielle, hvor al opmærksomheden er?
»Jeg er stolt af at være her, for jeg tog over til den rigtige biennale, og i de fleste pavilloner synes jeg ikke, at kunsten er særligt levende. Men måske er man nødt til at dø for at deltage derovre. Jeg taler naturligvis ikke om at dø fysisk, men mentalt. Efter min mening er kunstnerne derovre for bevidste om, hvad de laver. De har for mange intentioner. Her er kunsten stadig midt i en tilblivelsesproces, og det er for mig, hvad kunst drejer sig om.«

Interviewet er lavet til dokumentarfilmen ’The Misfits – 30 Years of Fluxus’ (1993), distr.: Det Danske Filminstitut

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her