Læsetid: 6 min.

Kvinden der satte The Beatles på fri fod

Yoko Ono blev mor, madonna, muse og makker for John Lennon, der ved mødet med den aristokratisk opfostrede japaner med hang til avantgarde fik mod på en verden, hvor han ikke skulle passe ind i et bestemt billede
14. februar 2003

(2. sektion)

Gruppebillede med dame
Verden havde jo vidst det længe, men det var først, da filmen Let It Be fra optagelserne af albummet af samme navn fik premiere i maj 1970, at det rigtig gik op for os, at hende den sorthårede sfinks i de hvide gummisko ikke bare havde spillet en eksotisk birolle. Enhver kunne jo i biografen se, hvordan hun blandede sig ved netop ikke at blande sig. Hvad helvede bildte hun sig egentlig ind? Og hvad så John Lennon dog i hende? Og bedre blev det ikke af, at hun var japaner. I USA har man stadig ikke glemt Pearl Harbor.
Jo, rygter blev til myter, der voksede til sandhed, da Paul McCartney den 10. april 1970 meddelte, at han ikke længere gad stå model til det gruppebillede med dame, der hed The Beatles plus Yoko Ono.
På tirsdag fylder hun 70. Den kendsgerning er lige så ubegribelig, som at hun skulle have nogen alder overhovedet, for i verdens øjne er hun aldrig blevet ældre end dengang, hun stjal John Lennon fra os og dermed nedrev selve symbolet på 60’ernes narcissistiske uforfærdethed, The Beatles.
Det er en god myte, men som alle gode myter er den ikke helt sand. Den klaustrofobiske og tørt galgenhumoristiske stemning, der tonede frem i filmen Let It Be, var intoneret allerede i 1968 under indspilningen af det album, der siden blev kaldt The White Album, en plade, der i virkeligheden er tre-fire forskellige plader, al den stund de fire Beatler i vid udstrækning indspillede deres egne sange hver for sig.
Gruppebilledet var ved at fragmentere, og sårbarheden i sammenholdet blev understreget af, at John Lennon brød det uofficielle husreglement og inviterede sin nye kæreste Yoko Ono med til indspilningerne i Abbey Road, som hun overværede, som om de foregik i hendes egen dagligstue; ja, allerede på førstedagen idéudviklede hun sammen med Lennon på sangen »Revolution«, og det stoppede ikke der, og de andre brokkede eller korsede sig, når de fik læst og påskrevet af denne musikalske novice, som var alt andet end imponeret. Og må have været pisseirriterende støj på linjen i et kammeratskab, der var begyndt at have forringede sende-modtage-forhold.

John Lennon var ikke ligeglad. Tværtimod, han var glad for endelig at have fået en medspiller i en sammenhæng, hvor han i stigende grad havde svært ved at få øje på sin egen rolle. Han følte sig rod-, mod- og rastløs. Følelser, der blev forstærket, da Lennons mentor og platoniske elsker, Beatles-manageren Brian Epstein, døde af en overdosis i august 1967.
Samme sommer havde Sgt. Pepper i høj grad været Paul McCartneys trip, og i det hele taget var det den senere så udskældte McCartney, der tydeligst var i sync med tidens trends. Det var ham, der var til avantgarde, og ham, der økonomisk havde støttet sin eks-svoger Peter Asher fra Peter & Gordon, da denne var med til at starte London-galleriet The Indica.
Det var her, Lennon første gang mødte Yoko Ono – mandag den 7. november 1966. Beatles-berømtheden fløj højt på syre, da han ankom, og onde tunger påstår den dag i dag, at Yoko stort set annekterede ham efter første øjekast. I hvert fald havde hun ikke noget ry for at være tilbageholdende, når det gjaldt selvpromovering, den sky japaner med de røntgenudforskende øjne.

Hun havde været vant til at få, hvad hun ville have, opvokset som hun var i en aristokratisk familie, der havde råd til at sende hende på betalingsskoler i førkrigstidens Japan.
Faderen var bankmand og flyttede efter krigen familien til New York, hvor Yoko siden bl.a. studerede musik og kom i kontakt med tidens avantgardister. Efter sin egen opfattelse havde hun et tæt forhold til komponister som John Cage, men andre iagttagere kan bare huske en studerende, der var særdeles
pushy. Eller som Andy Warhol engang nådesløst bemærkede til en ven, da denne spurgte til »hende den lille japaner«, der altid var, hvor der foregik noget: »Nå, hende, hun har altid gang i et eller andet. Hun kopierer konstant andres kunst...«
Hin november aften i London udstillede Yoko Ono såkaldt ufærdige kunstværker. Samt sin bog Grapefruit. Da Lennon forlod galleriet, gav Yoko ham en seddel. På den stod der »Træk vejret«.
Mødet med Yoko Ono var for Lennon som en tiltrængt forårsudluftning i sindet. Hun blev hans mor, muse, madonna og makker. Og hun genoplivede den henslumrende kunststuderende i ham, og Beatles blev sat i nyt relief. Det samme blev hans ægteskab med Cynthia. Hun havde, ligesom Ringo Starrs kone, Maureen, og i nogen grad Georges fotomodelsmukke Patti, i høj grad koncentreret sig om at være fotogen og holde kæft og lege husmor, mens drengene legede. Også når de legede med andre piger.
Yoko Ono var noget helt nyt for Lennon, en kvinde, der ikke kun var et engangsknald, og nok så vigtigt: Hun nægtede at brygge urtete til revolutionens stolte sønner. Tværtimod trak hun Lennon i en mere og mere radikal og rabiat retning, som var uforenelig med ikke mindst McCartneys meget medie- og markedsbevidste måde at forvalte sine talenter på. Men tiden har vist, at Ono ikke opløste The Beatles. Hun tog højst mødommen på dem ved at få deres ubestridte intellektuelle leder til at indse, at berømmelse er et fængsel, så længe man lader publikum have nøglen. Hun satte dem på fri fod.
Det, der faktisk endte med at gøre The Beatles til et stykke – stadig højst nulevende – fortid, var noget så prosaisk som penge. Og uenighed om, hvordan de skulle forvaltes, så de blev til flere. Eller rettere: Beatles-imperiet var ved indgangen til 70’erne i økonomisk krise. De glade hippiedage i pladeselskabet Apple meldte sig nu i form af underskud og ubetalte regninger.
Paul McCartney ville have sin nye svigerfar ind som controller.
De tre andre valgte en anløben, men effektiv amerikansk revisor ved navn Allen Klein. Exit Paul. Klein ryddede op, men det skulle senere vise sig, at han også ragede til sig, men da havde Lennon allerede længe været i færd med at skrive sig ud af Beatles-historien.

Efter at have eksponeret deres uegennyttige sindelag i en serie såkaldte bed-ins for peace på diverse Hilton-hoteller, udgav parret musikalske ækvivalenter til prins Henriks hjemmevideo. De forklædte det bare som avantgarde og kaldte det ’1984-music’ og vi undrede os. Det gjorde offentligheden også. Og hvorfor bruge 2.000 pund på en hotelsuite i protest mod sulten i Biafra, når man for de samme penge kunne brødføde en sulten negerlandsby, lød et af spørgsmålene. Lennon svarede, at han og Yokos happenings var en slags research for at forhindre et nyt Biafra...
Indimellem kom der rigtige sange, og da Lennon udsendte sit soloalbum i 1970, var det til at høre, hvad Ono havde forløst i knudemanden og partygængeren. Pladen var et popmusikalsk primalskrig, der gav genlyd og for evigt knæsatte den upræcise sondring mellem McCartney som poppedrengen og Lennon som kunstneren.
Da Lennon i efteråret 1975 gik i frivilligt hi i parrets lejlighed(er) i Dakota-bygningen i New York for at opfostre deres nyfødte søn, Sean, dyrke sin surdej og bekæmpe sit stofmisbrug, overtog Yoko forretningen. Hun opkøbte farme, involverede sig i mejeridrift, nåede forsiderne, da en af ’hendes’ avlskøer satte ny salgsrekord på 265.000 dollar, og brugte resten af tiden på at erhverve sig ejendomme med en intensitet, der nærmest virkede som et ritualmord på den antimaterialistiske holdning, parret havde hittet med lige efter Beatles-opløsningen.
Meninger om hendes forretningstalent er stærkt dele, men der er ikke to meninger om, at hun efter mordet på Lennon imagemæssigt har været særdeles kompetent til at give den i rollen som den værdige enke.
Sideløbende med sin egen ofte kritikerberømmede, men sjældent kommercielt belønnede karriere som sanger og komponist bestyrer Yoko Ono nemlig John Lennons bo og navnlig eftermæle med nidkærhed og en ikke uanseelig portion selvgodhed, iblandet en rankhed, der bringer en linje af Lennon i erindring: »Y er et kroget bogstav, du kan ikke rette det ud,« skrev han i 1969. Måske tænkte han på Yoko. Hun var i hvert fald den første, der tænkte på ham som andet end en fjerdedel af The Beatles.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu