Lille land med stor kæft

(2. sektion)

Belgien
BELGIEN – Når småstater lægger sig ud med de store, giver det genlyd på hjemlige tribuner. Den belgiske støtte til Frankrig og Tysklands nej til at udstationere NATO-forsvarsmateriel til Tyrkiet som led i nedtællingen til en Irak-krig har ikke overraskende været ugens hede emne på debatsiderne i belgisk presse.
Selv om Belgien reelt lagde sig i halen på en fransk position offentliggjort mandag, hev landets stortalende liberale udenrigsminister, Louis Michel, maksimal mediedækning ud af sagen ved allerede at annoncere sit standpunkt søndag eftermidag.
Michel, der er fra det sydlige fransktalende Belgien, har før ført sig højlydt frem i EU-slagsmålet om Jörg Haider og Frihedspartiets deltagelse i Østrigs regering i 2000. Også denne uge nød han rollen. Det gav anledning til fryd i dele af pressen, mens andre rakkede Michel ned som præsident Chiracs skødehund.
De konservative flamsktalende aviser anklager Michel for at overspille Belgiens hånd for at høste dyrtkøbte indenrigspolitiske points tre måneder før et valg. Og da 60 procent af belgierne er imod krigen, lignede det i flere kommentatorers øjne et kvikt forsøg på at gøre Tysklands kansler Schröder, der vandt efterårets valg på Irak-spørgsmålet, kunsten efter.

Musen der brølede
»Belgien steg op på det internationale podium som musen, der brølede,« skriver kommentator Bart Sturtewegen i den konservative flamske De Standaard, der er tæt på det kristlige oppositionsparti, CD&V.
»Det hele er et spørgsmål om stil og kommunikation, og Belgien har grandiost overspillet sine kort. Et lille land kan blive stort ved at optræde som formidler af et kompromis, ikke ved selv at søge ud i rampelyset. For der varer æren kort. Efter Michels show ligger belgisk diplomati i ruiner. For den liberalt-grønne koalition er der dog ét lyspunkt. For en gangs skyld er Michel enig med sine intime fjender i koalitionen, De Grønne. Men Belgien kommer til at betale i mange år for husfreden i den udgående koalitionsregering,« slutter Sturtewegen, der også kritiserer Michel for at lægge sig ud med Tyrkiet, der efter store reformløfter og anstrengelser alligevel led den tort, at EU ikke ville gøre landet til ægte EU-kandidat i København.
Den flamske finansavis Financieel Economische Tijd skriver, at det belgiske veto i NATO har sparket alliancen ud i dens værste krise nogensinde, men tilføjer: »Selv Belgien har ret til at tage kampen op med verdens mest magtfulde land.«
Samme nåde er der fra Michels tidligere kollega i udenrigsministerstolen, Marc Eyskens, fra CD&V:
»Hvis Tony Blair er George Bushs puddel, så er Michel præsident Chiracs skødehund. Det er hykleri, for alle belgiere har på tv kunnet se, hvordan amerikanske kanoner rullede gennem landet på tog til havnen i Antwerpen. Men når de stakkels tyrkere beder om støtte mod et muligt irakisk angreb, så bliver de stoppet af Bruxelles,« tordner Eyskens, der kalder det en »indlandisering af udenrigspolitikken«.
Finansavisen L’Echo har sammen med De Standaard haft fat i tidligere NATO-generalsekretæren, belgieren Willy Claes, der måtte forlade posten i utide på grund en korruptionssag fra fortiden.
Den flamske socialist Claes er heller ikke imponeret af Michels performance:
»Michel er gået alt for langt i forhold til den moderate vægt, vores land har. Det er en af de vigtigste regler for en udenrigminister i et lille land at holde sig sine begrænsninger for øje. Ikke alene i NATO, men også i EU er det et stort problem, at Belgien risikerer at isolere sig ved at have spændt sig for den franske vogn. Der er ikke grund til at gå i panik, men vi må ud af denne situation hurtigst muligt.«

Diplomatisk spil
L’Echo citerer også professor i geopolitik fra Leuvens Katolske Universitet, Tanguy de Wilde d’Estmael, der udlægger den belgiske markering som en indenrigspolitisk manøvre, der skal tilfredsstille det grønne parti i regeringskoalitionen:
»Men hvis det kommer til en krig, kan Belgien slet ikke tillade sig at nægte Tyrkiet hjælp, det er en del af det diplomatiske spil.«
Professor i politik fra Gents universitet Rik Coolsaart, påpeger dog over for L’Echo, at Michels holdning hænger fint sammen med landets holdninger under den første Golfkrig i 1991:
»Også dengang fastholdt Belgien sammen med Frankrig, at der skulle findes en koordineret europæisk holdning. Det radikale skift i belgisk udenrigspolitik væk fra en traditionel atlantisk holdning til en vægtning af europæisk autonomi startede allerede i 80’erne. Allerede i 1988 var Belgien imod udstationering af kortrækkende nukleare missiler til USA’s store utilfredshed,« siger Coolsaart.

Blod kogte over
Det flamske Het Nieuwsblad kører mere nationalt rungende overskrifter: »Lille Belgien trodser stormagten USA«, og forsætter malerisk »det amerikanske blod kogte over, så ministerpræsident Verhofstadt skyndte sig at udlægge teksten.«
Avisen har også fundet en unavngiven amerikansk kvinde frem, der har boet 18 år i Belgien og mener, at Michel gør et prægtigt stykke arbejde:
»Jeg beundrer Michels mod. Bush vil for enhver pris uskadeliggøre Saddam og sikre sine olieforsyninger.«
Den fransksprogede tabloidavis La Dernière Heure kører samme stil med stort forsidebillede af udenrigsminister Michel foran Stars and Stripes. Overskriften lyder »Monsieur Bush, belgierne siger nej!« Og den forsætter stolt: »Belgien har vovet at gå imod den amerikanske gigant. Fra nu af udgør Belgien, Frankrig og Tyskland en ny ondskabens akse.«
Inde i bladet nævnes det, at 60 procent af belgierne er imod krigen. Ved siden af står et portræt af USA’s aggressive forsvarsminister: »Rumsfeld – eller kunsten at skaffe sig fjender«.
»Var de fleste af terroristerne fra 11. september ikke af saudiarabisk herkomst,« spørger den i en leder, »men oliepumperne dér har aldrig været truet«, forsætter avisen og slutter med en salut om, at USA’s »dobbeltmoral er uacceptabel i et land, der betegner sig selv som verdens førende demokrati«.

Skeptisk
La Libre Belgique er på lederplads skeptisk over for Michels NATO-kurs:
»Ved første øjekast ligner det mere Don Quixotisme end en velovervejet vurdering af belgiske interesser.« Men skribenten slutter alligevel af med en lille principiel hyldest til landets opposition mod USA: »I et samfund, der udgøres af demokratier, bør meningsforskelle ses som en fordel, ikke et handicap. Vietnam-krigen blev tabt, sagde USA’s tidligere forsvarsminister Clark Clifford, fordi den var baseret på falske præmisser og falske løfter.«

Fredsfronten vokser
Avisen beskæftiger sig også med ministerpræsident Guy Verhofstadts planlagte besøg i New York, hvor han skal promovere Belgien som et godt land at investere i. Undervejs skal han møde journalister fra New York Times.
»Vil man mon tale om skattepolitik,« spørger avisen, der konkluderer, at det er for tidligt at sige, om Belgiens opsætsighed vil komme til at koste færre amerikanske investeringer.
Den seriøse Le Soir lægger sig midtimellem med overskriften: »Fredsfronten vokser sig stærk«.
I en kommentar angriber Agnes Gorissen New York Posts billeder fra de amerikanske soldaters grave ved Omaha Beach i Normandiet, og til spørgsmålet om, hvordan Frankrig tør glemme, siger hun: »Hvem taler om at glemme? Taknemmelighed er ikke det samme som underkastelse.«
I den socialistiske flamske avis De Morgen lyder overskriften: »Rebellerne Frankrig, Belgien og Tyskland styrter NATO ud i stor krise«.
Avisen forsøger som den eneste at se lidt længere tilbage og påpeger alliancernes diskrete skiften i international politik. Et foto af Chirac sammen med Saddam i 1976 minder om, at Frankrig både dengang og nu har store olieinteresser i Irak. Det franske olieselskab »TotalFinaElf har kik på en meget lukrativ kontrakt,« skriver De Morgen.
Prisen for den mest skingre overskrift går til Het Laaste Nieuws, der proklamerer: »Vort land er under ild fra alle sider.«