Læsetid: 7 min.

Massakren på et venskab

Det palæstinensiske blod, der flød i Libanons flygtningelejre Sabra og Chatila for over 20 år siden, har sat det gode belgisk-israelske forhold på hård prøve, efter at Belgiens højesteret har accepteret sagen om Sharons medskyld
28. februar 2003

(2. sektion)

Belgien
Belgien var nation nummer to i verden, der accepterede FN-deklarationen om den jødiske stat i 1947, og den tætte kommercielle trafik mellem Belgien og Israel kan daglig aflæses i Zaventem-lufthavnen, hvor ortodokse jøder cirkulerer mellem Tel Aviv og diamantbørserne i Antwerpen.
Men den belgiske højesterets afgørelse i forrige uge om at åbne døren for en retssag mod premierminister Ariel Sharon har skabt en meget giftig stemning de to lande. Selvom højesteret også fastlog, at sagen først kan gå i gang den dag, Sharon ikke længere er premierminister, skulle man tro, at Sharon allerede var anholdt som Chiles general Pinochet blev i det London.
Den hidsige retorik i israelsk presse er kørt op i et hidtil uset toneleje. Alt lige fra belgisk retsvæsen til kongefamilien får med grovfilen, Israels ambassadør er blevet hjemkaldt, og Belgiens mand i Tel Aviv har været i audiens hos udenrigsminister Benjamin Netanyahu.
Baggrunden for balladen er den belgiske lov fra 1993, der giver såkaldt universel kompetence i sager om forbrydelser mod menneskeheden. Den er parallel med den internationale straffedomstol, ICC, som Israel sammen med bl.a. USA har nægtet at ratificere. Loven betyder, at personer kan indklages i Belgien, selvom den påståede forbrydelse er foregået et andet sted. Loven har allerede affødt en dom mod en række rwandere for medansvar for folkedrabet på tutsierne. Og nu måske Ariel Sharon.
Men er det utidig belgisk indblanding med antisemitiske overtoner i en gammel sag, som Israel for længst har dommerundersøgt, eller er det et forbilledligt eksempel på skabelsen af en international retsorden, der skal sikre, at krigsforbrydere aldrig går fri? Israels udenrigsminister, Netanyahu, var blandt de mere mådeholdne kritikere:

Juridisk tivtrækkeri
»Det er et alvorligt anslag mod sandheden, mod moralen, mod staten Israel og mod den internationale kamp mod terrorismen. Og når man forfalsker fakta og fører sig frem med antisemitiske påstande og nægter jøder retten til at forsvare sig, så rammer man det jødiske folk og dets ret til en plads i solen.«
Efter et par års juridisk tovtrækkeri fastslog højesteret den 12. februar, at loven kan bruges mod Sharon. Startskuddet på sagen kom forrige år med en sagsanlæg fra en gruppe palæstinensere, der kræver Sharon undersøgt for medansvar for massakrerne mod de palæstinenske flygtningelejre Sabra og Chatila i 1982, mens Sharon var forsvarsminister.
Avisen Le Soir er bekymret over den hadefulde tone i forholdet mellem de to lande, som sagen har skabt. Den har derfor givet charge d’affairs på Israels ambassade, Daniel Saada, mulighed for at udlægge sagen i sine spalter.
Saada starter sit indlæg med at rulle tilbage til 21. november 2001, da sagens første retsmøde fandt sted i Bruxelles. En delegation fra Jerusalem mødte op, og ved indgangssøjlerne til det gigantiske justitspalæ støder de på den lille permanente udstilling af plakater og blomster, der markerer, at de vrede belgiere stadig ikke har fået svar i sagen om de misbrugte og myrdede piger, Julie og Melissa, der blev bortført af den pædofile Marc Dutroux i 1995. Omend meget langsomt så kører retssagen mod Dutroux dog. Delegationen fra Jerusalem reagerer med bestyrtelse, beretter Saada:
»Det er altså her, på dette sted, at man vil dømme Israels folkevalgte premierminister....« Så er tonen lagt, og det forsætter: »Sagen er uforståelig i Israel. Der hersker ikke tvivl om, at sagen grundlæggende set er politisk og er sat i gang for at underminere staten Israels legitimitet og dens premierminister. Hvordan kan man ellers forklare, at man har ventet mere end 20 år efter sagens gerninger, og næsten 10 år efter den belgiske lovs vedtagelse? Og navnlig hvorfor man ikke har rejst sag mod gerningsmændene, den libanesiske falange-milits. Det viser, at spørgsmålet om retfærdighedsfølelse reelt er helt fremmed for dem, der har rejst sagen.«
Saada understreger, at Israel selv allerede har undersøgt sagen. Kort tid efter massakrerne blev højesteretsdommer Itzhak Kahane, sat til at lave en tilbundsgående dommerundersøgelse, der afhørte 163 vidner og besøgte lejrene i Beirut:

’En skændsel’
»Efter at dommeren ikke fandt frem til et ansvar i strafferetlig forstand, anbefalede de ikke sådan en sag. Men han overskred sit mandat ved ikke at holde sig til juraen. Han kom med en moralsk dom. Dommer Kahane placerede et politisk ansvar for ikke at have forudset massakrerne og anbefalede afskedigelse af hærchef, forsvarsminister Sharon.«
Saada påpeger, at blandt den libanesiske borgerkrigs mange grusomheder har Israel stået for den eneste undersøgelse.
»Hverken Syrien, Libanon eller palæstinenserne har forsøgt at placere et ansvar for deres egnes medskyld i massakrerne på kristne i El Rumaneh i Beirut 13. april 1975, massakrerne i Dbayeh 30. juni 1976 og 31. juni i Jisr Al Basha lejren... Til dato er ingen syrisk, palæstinensisk, eller libanensisk leder, der var direkte impliceret i disse blodige begivenheder blevet belemret med retssager, angreb fra internationale instanser eller menneskerettighedsorganisationer – i stedet er det Israels premierminister, man forsøger at dømme i Bruxelles.«
Saada ser det som en skændsel, at Belgien med retssagen anfægter »respekten for den israelske stats juridiske institutioner, hvis uafhængighed er kendt og anerkendt af alle. At benægte den demokratiske retsstat Israel ufejlbarlighed af dets retssystem og dets beslutninger i enhver form er det samme som at underkende staten Israel,« tordner Saada, der trumfer med et citat fra jødedommens hellige bog Talmud: »Tag jeg i agt for de, der vil dømme dommerne.«
Over for dette angreb på Belgien stiller Le Soir med en modpart, der under overskriften »En jøde tager sit land i forsvar«, lader den belgiske dommer Leon Liebman, sige et par gode borgerlige ord til den israelske hadekampagnes bagmænd:

’Delirisk paranoia’
»Fra en overdreven chauvinisme er man gået til en delirisk paranoia. På baggrund af en forfejlet analyse er den politiske klasse i Israel røget ud i trusler, beskyldninger og fornærmelser, der strider imod al sund fornuft. Ingen skånes i den kampagne, Sharon og hans talsmænd fra højre og den ekstreme højrefløj fører mod Belgien: Medierne, domstolene, partierne og hele det belgiske folk bliver direkte og brutalt angrebet. Ifølge Sharon-klanen er de belgiske dommere, der undersøger sagen i regeringens sold.«
Liebman opsummerer de tre grupper af motiver Belgien på en gang skydes i skoene: Det er regeringens forsøg på at skaffe sig stemmer fra den nordafrikanske befolkningselement i Belgien; et forsøg på at spille på den latente anti-semitisme i Belgien, og sidst et belgisk forsøg på at skaffe sig en garanti mod nogensinde at blive ramt af et terrorangreb på belgiere eller belgiske interesser.
»Belgierne præsenteres som grundlæggende antisemitisiske, selvom de på grund af Shoah ikke tør udtrykke det åbent og derfor i i stedet fremfører det som en pro-palæstinensisk pseudohumanisme. Det er ikke blot barnlige overfladiske reaktioner. Det er en nøje orkestreret propaganda. Man forsøger at sprede misstemning blandt forskellige belgiske befolkningsgrupper for at puste til en reel, men lidet udbredt antisemitisme,« skriver Liebman.
Han understreger at det drejer sig om en antisemitisme, der er kommet efter den anden Intifada, der er strengt begrænset til dele at ungdommen af nordafrikansk oprindelse. Så hvad skal det alt sammen til for spørger han:
»Er det for at skabe og uddybe skellet mellem det lille jødiske samfund på knap 40.000 mennesker og resten af befolkning ved at få den til at tro, at »anti-semitismen er tilbage«, og at den eneste vej til at leve lykkeligt i sikkerhed er at immigrere til Israel.«

Tager fejl
Det kunne være for at stoppe det hul i Israel, der er opstået fordi et stigende antal unge veluddannede israelere rejser bort til engelsksprogede lande.
På selve sagens kerne, processen mod Sharon, tager angriberne fejl, mener Liebman. Han mener at den israelske undersøgelseskommission mod Sharon slet ikke havde mandat til at kunne beordre retslige skridt mod Sharon.
»Som belgisk jøde føler jeg mig dobbelt ramt af den smædekampagne. Og regeringen i Israel foregiver retten til at tale på vegne af alle jøder og ikke kun de israelske,« skriver Liebman, og fortæller om en kampagne for en økonomisk boykot, der via den israelsk lobby i USA skal ramme Belgien, og en anden kampagne, der skal hindre turister fra Belgien i at besøge Israel. Belgien er kommet yderligere på hadelisten ved sammen med Frankrig og Tyskland at kæmpe mod en krig mod en af Israels dødsfjender, Irak.

Seneste modsvar
Og efter Liebmans modangreb, er der lanceret et nyt angreb mod Belgien.
Den israelske afdeling af Simon Wiesenthal-centret, der forfølger nazi-forbrydere og søger dem bragt for retten, har gravet en gammel sag frem om 14 litauere, der som hjælpe-politi deltog i udryddelsen af de baltiske jøder under Anden Verdenskrig. De 14 forsvandt i Belgien i 1947, og Belgien ville så sent som i 1990 ikke hjælpe til med at opspore dem. Wiesenthal-centret ville helst ramme de 14, men planlægger at gå efter Belgien, der har forsømt at gøre noget ved sagen.
Til formålet vil centret bruge – den belgiske lov om universel kompetence.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her