Læsetid: 4 min.

Middelklasseer røget på gaden

Argentinas opløsning har ingen enkle forklaringer, og forløsningen for de næsten seks ud af ti argentinere i fattigdom trækker ud med en hverdag af gadesalg, sort arbejde og drømmen om fordums storhed
12. februar 2003

BUENOS AIRES – På hjørnet af avenidaerne Santa Fe og Callao, et af Buenos Aires’ pulserende handelsområder, står Eduardo Lavalle og faldbyder hvidløg og tomater fra sin køkkenhave. Busturen tager to timer, men der er dage, hvor han tomler for at spare busbilletten.
Eduardo er far til fem børn alle under 10 år. De to ældste er med ham i dag og stopper forbipasserende for at lokke dem hen til grøntsagsboden.
»Et kilo tomater for en peso,« råber Eduardo, mens en kunde betaler med 75 centavos og en uåbnet sodavand.
»Jeg må tage, hvad jeg kan få for at brødføde familien,« siger han og fortæller, at hans arbejdsgiver sidste år annullerede hans kontrakt som murer for at ansætte daglejere til den halve pris.
Et par gader inde mod centrum bliver Mariana Muscatelli jaget væk af en politimand, fordi hendes krydderier efter sigende irriterer de lokale forretningsdrivende.
»Du skal have tilladelse,« siger politimanden til Mariana, der kæmper med at proppe alle krydderierne ned i sin store stofsæk.
»Men tilladelsen tager over et år at få, og myndighederne kan finde på at kræve store gebyrer. Jeg har ikke råd og tid til at vente, fordi min mand og jeg venter os,« siger Mariana fortvivlet.
Hun sparer sammen til lidt babytøj og et forråd af mælkepulver for at give babyen »den bedst mulige start på livet,« som hun siger.
»Jeg er 21 år, uden uddannelse og har i et år været tjenestepige i en familie fra den øvre middelklasse. Men der mistede manden arbejdet, og derfor var der ikke mere råd til at betale for hushjælpen,« siger hun.

Middelklassens rutsjetur
Også familien Alvarez i kvarteret Boedo, et middelklasse-område i Buenos Aires, har mistet meget under krisen.
Faderen Jorge er mejerist og blev i 2001 fyret i en sparerunde på Argentinas største mejeriselskab Sancor, fordi produktionen i den argentinske industri er faldet med en tredjedel siden 1999. Moderen Susana mistede sin sekretærstilling kort før jul.
I dag kører Jorge som flere tusinde middelklassefædre taxi 12 timer i døgnet, og Susana sælger hjemmestrik på gaden, og deres tre teenagebørn har udskiftet privatskolen med den lokale folkeskole. Familien modtager som to millioner argentinske familier en månedlig socialhjælp på 150 pesos (320 kroner, red.), hvilket sammen med forældrenes indtægter holder sulten fra døren.
Men huslejen og gas- og el-regningen er bagud tre måneder, og leverandørerne truer med at stoppe servicen med udgangen af februar, som rykkerbrevene i Susanas hånd fortæller.
»Alt forfalder. Lejligheden bliver ikke malet, inventaret ikke repareret eller udskiftet og bilens bremser er tyndslidte. Vi har ikke været ude at spise eller i biografen de sidste to år, hvilket før i tiden var en ugentligt familiebegivenhed. Opsparingen er næsten brugt op, fordi vi den første tid efter Jorges fyreseddel selv betalte familiens private sygesikring, der var en del af hans kontrakt,« siger Susana.
Tapetet skaller af, toiletkummen revner, dåsemaden og båndspaghettien er familien Alvarez’ virkelighed. Når forældrene køber ind, går de efter de tilbud, som fødevareproducenterne under krisen har målrettet til de såkaldte skrumpede husholdninger.
Det er blandt andet pulversuppe og mælkepulver. Kødprisen er fordoblet det seneste år, fordi producenterne tjener meget mere ved eksport. Samme argument har givet den gennemsnitlige argentinske husholdning prisstigninger på 75 procent i 2002.
»Politikerne har ingen ide om, hvad vi har gennemgået de sidste fem år. Den forringede levestandard ville være til at leve med, hvis nye kræfter oprigtigt ønsker at ændre Argentinas kurs. Jeg erindrer ikke en lignende moralsk krise siden militærdiktaturet i 1970’erne. Dengang indledte de afmonteringen af den argentinske velfærdsstat for at øge konkurrencen. I dag er hovedparten af argentinerne udkonkurreret af markedet,« siger Jorge.

Farvelfærdsstat
Siden oktober 2001 er 600.000 argentinere hver måned røget ned på samfundets bund. Krisen og dens konsekvenser er den til dato værste i verdens tidligere kornkammer med en overproduktion af hvede og røde bøffer på 12 gange sin befolkning.
Det argentinske arbejdsmarked og uddannelses- og sundhedsvæsen har ellers i flere årtier sat standarden som hele Latinamerikas bedst udviklede velfærdssamfund, hvor arbejderklassen og en stor middelklasse via skatten havde sikret livets basale fornødenheder.
Krisen har foreløbig gjort yderligere syv millioner argentinere fattige. 2002 var et rædselsfuldt år for Argentina, hvis politikere måske – måske ikke – handlede rigtigt ved at lade valutaen falde dybt som led i den nye IMF-aftale, der frem til august giver landet helle i betalingen af udlandsgælden.
Kravet er skrappe nedskæringer i de offentlige budgetter og en forhøjelse af taksterne på el, gas, vand og telefoni. Leverandørerne er alle udenlandske firmaer, der overtog forsyningen til de argentinske hjem under udliciteringsrunder i begyndelsen af 1990’erne. Fordelen, lød det dengang, var billigere og bedre service.
I dag kræver de europæiske moderselskaber prisstigninger for overhovedet at holde serviceniveauet. Regeringen gennemtvinger prisstigninger på op til 15 procent pr. dekreter, hvilket viser lidt af dybden af Argentinas krise, hvor folket ønsker politisk og økonomisk fornyelse, men hvor de for
Argentina typiske caudillo-politikere genopstiller til præsidentvalget 27. april 2003.
For den typiske argentinske familie har apatien taget over, og valget ser ud til at få et historisk antal sofa- og protestvælgere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu