Læsetid: 4 min.

Midt i en lalletid

Charlotte Strandgaard var ikke til Irak-demonstration. Hun var centrum i et andet arrangement
17. februar 2003

Fejring
Charlotte Strandgaard debuterede som lyriker med enkle, spinkle digte, der stod i skærende kontrast til modernismens kompleksitet. Af dem kunne man få noget at vide om en 22-årig, tænksom kvindes umiddelbare oplevelse af verden: Problemet med at finde sit tøj efter en nat i »en enmandsseng til to«. Eller hvad med svedig, depression, uren hud, kvalme, ømme bryster, ballonunderliv? Thorkild Bjørnvig og Ole Sarvig ville aldrig have skrevet sådan nogle digte.
Det var midt i 1960’erne, hvor et begreb som menstruation endnu var en velbevaret hemmelighed, kvinder imellem. Nu blev der i den grad sat ord på, og man fandt på et navn til den Strandgaardske måde: Den ny enkelhed. Derved passede hun ind i den mangeartede vifte af forsøg på at bevæge litteraturen mod nye positioner, som især havde Vagn Steen og Hans-Jørgen Nielsen som bannerførere.
Men mens en del blev omsat til noget ret så elitært, fandt Charlotte Strandgaard snart frem til det, der blev hendes særkende. Hun dedicerede sit forfatterskab – næsten 40 bøger – til sociale og menneskelige problemstillinger ud fra devisen: Hvad er vigtigst i verden? Det er, hvordan vi går rundt og har det. Ofte sagsorienterede romaner eller dokumentaristiske bøger, skrevet efter samtaler med socialpædagoger, samspilsramte, hjemløse, osv.
For denne stillen sit skrivemandat til rådighed blev hun på sin 60-års fødselsdag fejret i en stopfyldt Salon K i Huset i Magsstræde i København lørdag, mens en del andre mennesker var på vej hjem fra Irak-demonstration.

Naboens mavepine
Finn Slumstrup, tidl. radiochef og jazztrommeslager, sagde i sin festtale, at udtrykket »den retfærdige harme« er det, han først forbinder med navnet Charlotte Strandgaard, og han tilføjede en tak for, at hun orker af at blive ved »midt i en lalletid, hvor det vigtigste, der sker i disse dage, er, at Robinson-stjernen Pils nye bryster til 23.000 er eksploderet i et fly – eller i hvert fald har forskubbet sig – og at pop-Jon nu er blevet så stor, at han er set kyssende heftigt med en stripper ved et vildt natteparty«.
Denne implicitte mediekritik vakte en vis moro, og Finn Slumstrup mente så også, at det, der gjorde »den retfærdige harmes ridder i kvindeskikkelse« til at holde ud, var at hun aldrig – midt i det hele – havde glemt at grine. Det var i al fald, hvad et af hendes digte, tilegnet Klaus Rifbjerg »med søsterlig hilsen«, handlede om. Han fremhævede hendes forankring i »en kristen socialisme«.
Dagens fødselar placerer sig rent litterært et upassende sted mellem Tove Ditlevsen og Hanne Reintoft, hvilket har fået en og anden litterat til at rynke på næsen i anmeldelserne.
»En rædselsfuld roman,« hed det således engang i en overskrift i Politiken om et nyt Strandgaard-værk. Anmelderen fortrød dog siden det hårde sprogbrug (men næppe vurderingen).
Der findes imidlertid andre parametre end de rent æstetisk-litterære, og Jarl Borgen, stifteren af Borgens Forlag har aldrig – trods sådanne anmeldelser – rystet på hånanden i udgivelsestakten af Charlotte Strandgaards bøger. Forlaget Arena udgav den første digtsamling, hvorefter Borgens Forlag tog over. Også Borgen sagde ord til sin forfatter og citerede et gammelt fransk ordsprog: »Man kan sagtens holde naboens mavepine ud«. Den sandhed gjaldt ikke fødselaren. Han citerede den engelske billedkunstner, Tracey Emin, for udsagnet: »Du glemte at kysse min sjæl:«
»Det glemmer du aldrig,« sagde Borgen og så kærligt på sin forfatter.
Sko-talen
Hvad der ikke blev sagt noget om, var de mange læsere, Charlotte Strandgaard har haft – endnu flere end af bøgerne formentlig – når hun interviewes i aviserne og på forskellig måde tilkendegiver sit engagement i dette og hint sociale område. Som SF’er var hun på et tidspunkt kun et mulehår fra at blive valgt ind i EU’s parlament i Strassbourg alene på renoméet. Men hvad pokker... så kunne hun jo have siddet der og gloet.
Anderledes end ved andre forfatterreceptioner var den sammensatte gruppe mennesker, der var til stede: Socialpædagoger, politikere, gamle skolekammerater, men også museumsmanden Ole Strandgaard, der har lagt navn til forfatterinden, samt folk som Nele Rue, Otto B. Lindhardt og lektor Laale samt kollegerne Ebbe og Troels Kløvedal.
Sidstnævnte erindrede, hvordan Charlotte Strandgaard i
de glade 60’ere holdt af at tage skoene af og gå i bare tæer, når man gik hjem fra en af den tids store demonstrationer. Hvilket havde resulteret i, at hun engang trådte i en glassplint. Den havde Troels Kløvedal så – i sommernatten – måttet hjælpe hende med at få ud.
»Det var vi vist begge mere end tilfredse med,« sagde Troels Kløvedal smilende og antydede dermed et eller andet, som man kunne gætte på, hvad var. En tale, som vil gå over i historien, som »sko-talen«.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her