Læsetid: 3 min.

Det modvillige spejl

Louisiana åbnede i går dørene for en udstilling med den 91-årige fransk-amerikanske kunstner Louise Bourgeois
15. februar 2003

Udstilling
»Jeg fornemmer at De ikke kan lide mænd,« bliver Louise Bourgeois spurgt i portrætfilmen No Trespassing, og svaret falder som et vrissent modspørgsmål:
»Det er din fortolkning, hvorfor skulle jeg sige dig imod?«
Den ældre dame leder efter noget, finder et spejl og placerer det foran spørgeren, hvis ansigt fanges af kameraet gennem spejlet.
»Tal for dig selv. Man skal ikke projicere sin egne fortolkninger over på mig.«
Men det er netop sådan det er med Bourgeois’ skulpturer. Det hævdes ofte og sikkert med rette, at Louise Bourgeois bærer en surrealistisk arv i sig. Men hvor surrealismens vrangbilleder fremmedgør beskueren – på samme måde som man ville være fremmed for egne drømme eller egen underbevidsthed blæst op på et stort lærred i et offentligt rum – er der noget åbent over Bourgeois’ skulpturer, noget tilnærmeligt og tilgængeligt. Man går uvægerligt mod forbudet og projicerer – for kunstneren til trods er det det, skulpturerne indbyder til.
Tvetydigt
I de senere år har Bourgeois arbejdet med en række installationer under fællesbetegnelsen Cells. Et af dem, Passage Dangereux fra 1997, er en næsten 10 meter lang, fængselslignende passage af trådhegn, fyldt med relikvier fra den private del af kunstnerens tilværelse: Benproteser, som hendes søster brugte, og tyndslidte gobeliner fra hendes barndomshjem hænger side om side med børnestole fra loftet, to spejle som spejler hinanden og skaber et nyt rum, oversavede knogler i en glasskål, en gammeldags elektrisk stol med et spejl monteret ved siden, så den dømte kan følge sin egen destruktion.
Det uhyggelige og det gotiske tager nok sit afsæt i det private, men i koblingen med de øvrige rædsler bliver det blot og bart personligt – og åbner op.
Selv formulerer Bourgeois det ved at sige:
»Alt mit arbejde er tvetydigt. Intet er eksplicit.«

Cirklen slutter ved 100
Det var med slet skjult stolthed at Louisianas direktør Poul Erik Tøjner præsenterede udstillingen, der oprindeligt blev kurateret til
Eremitagemuseet i Skt. Petersborg. Siden har den turneret i de skandinaviske hovedstæder, men er blevet udvidet på Louisiana. Og selvom det kan virke ironisk for en 91-årig kunstner, fremstår Louisiana som en de mere voksne og modne institutioner for Bourgeois.
Sidste år udstillede hun således på den relativt nye, parisiske kunsthal for nutidskunst, Palais de Tokyo, og hun deltog på Documenta XI i Kassel. Det bed Tøjner også mærke i:
»Det var jo en underlig oplevelse,« sagde han, »at gå rundt på Documentaen og så falde over Bourgeois’ arbejde: Midt i al samtidskunsten, lignede hun en af de yngste. Det må være noget med, at cirklen slutter, når man nærmer sig de 100.«
Hører man til dem, der tror, at samtidskunst er noget, der laves af de unge under 30, bliver man belært anderledes af den aldrende kunstner.

Louise Bourgeois blev født i Paris juleaften 1911, læste matematik ved Sorbonne og senere kunst – blandt andet hos Fernand Léger, der foreslog hende at satse på skulpturen. I 1938 gifter hun sig med den amerikanske kunsthistoriker Robert Goldwater og parret flytter kort efter til USA.
Hendes kunstneriske produktion falder i to dele: Hun begynder som maler, men fra 1947 følger hun endegyldigt Légers råd, opgiver maleriet, og arbejder herefter udelukkende med skulpturer og installationer. Hendes internationale gennembrud kommer forholdsvist sent – i 1993 hvor hun repræsenterer USA på Vendigbiennalen. I 2000 udstiller hun ved indvielsen af det nye Tate Modern i London. I dag bor og arbejder hun i New York.
På Louisiana er begge perioder repræsenteret, ligesom man kan se en lang række tegninger. Et af Bourgeois nok kendteste varemærker er de monumentale edderkop-skulpturer, der har præget både udstillinger og byrum. Tegningerne afslører ikke blot, at edderkopper tilsyneladende har været en livslang interesse for Bourgeois, men også noget af den kunstneriske proces bag. Og også her afsløres det intimiderende og det uhyggelige som mere end et mareridt. De tegnede edderkopper har smilende ansigter og kunstnerens interesse minder mere om fascination end om frygt.
Sådan er det hele vejen rundt: Dæmonerne viser sig at være tvetydige, og indbyder beskueren til at bruge værket som et spejlbillede for noget helt andet.

*Louise Bourgeois – Livet som kunst. Louisiana. Til 22. jun.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her