Læsetid: 3 min.

Det musikalske spejlkabinet

Poul Ruders’ Paganini Variations er udkommet på cd to år efter uropførelsen. Musikken har været værd at vente på, først og fremmest på grund af en amerikansk solist i verdensklasse
25. februar 2003

Ny cd’er
Andrew Lloyd Webber har gjort det. Brahms har gjort det. Liszt, Rachmaninov og Lutoslawski har gjort det. Komponeret videre på violin-virtuosen Paganinis berømte capriccios – de vanvittig svære etuder, som er enhver violinists manddomsprøve.
Det er rene show off-stykker, som kan nydes igen og igen, når de bedste spiller, ikke kun fordi man ved, at det er tusindvis af øvetimer, der har gjort opførelsen mulig, men fordi det også er god musik slet og ret.
Nu har Poul Ruders også gjort det: Arbejdet videre med »Paganinis Capriccio nr. 24.« Værket Paganini Variations blev færdigt i 2000 og uropført af den amerikanske guitarvirtuos David Starobin og Odense Symfoniorkester.
Den danske komponist har altså valgt guitaren fremfor violinen, og han har tilsat et helt orkester. Paganini og Ruders har ikke noget imod blærerøvsmusik, altså musik der viser, hvor godt de rent faktisk behersker et instrument eller et medie.
Orkestret er Ruders’ medie par excellence, med orkesterstykket »Saaledes saae Johannes« som gennembrudsværket.
Paganini Variations er i sandhed ikke et værk, der spiller sig selv. Jeg hørte det ved uropførelsen i Odense med Odense Symfoniorkester under Jan Wagner og igen i Cannes, da Ruders modtog Cannes Classical Award, hvor Radiounderholdningsorkestret spillede under Rolf Gupta.
Ingen af opførelserne var excellente, og der var problemer med forstærkningen af solisten, hvilket bevirkede at balancen mellem solister og orkester ikke var optimal. Præcision i orkesterspillet var heller ikke noget, man havde lyst til at fremhæve.

Musiker og dirigent
Nu foreligger musikken på cd, med Odense-holdet, optaget i maj 2002 i Carl Nielsen Salen i Odense Koncerthus. Her er der rette op på skønhedspletterne og solisten David Starobin viser, hvilken fremragende musiker han er. Som lytter kan kan man følge Paganinis tema, som indleder Ruders’ musik. Gradvist bliver temaet udviklet og moderniseret, og det bliver stadigt sværere at følge med.
Ruders har brugt et heldigt billede om lytteoplevelsen: Det er lige som en tur i spejlkabinettet i Tivoli.
Billedet bliver mere og mere forvrænget, men det er dannet ud fra den samme original. Efter den majestætiske gennemspilning af temaet bliver der mindre Paganini og mere Ruders.
Sidstnævnte har før skrevet variationer over et tema. Komponistens »Concerto in Pieces« over et tema af Purcell fik betydelig opmærksomhed i England, og der blev lavet en undervisningsbog med tilhørende cd. Man sagde ligefrem i musikkredse, at værket var efterfølgeren til Brittens berømte A Young Persons Guide to the Orchestra.

Udfordring til erfarne
Ruders’ Paganini Variations er ikke nogen guide for den unge guitarist. Det er en udfordring til den meget modne og meget erfarne guitarist.
Starobin er en sådan musiker. Han kan udføre de sværeste ting overbevisende. Det er allerede bevist i musik af Ruders. Lyt til indspilninger med Psalmodierne (Bridge Records BCD 9037), som også fordrer en angrebslysten musiker.
Hemmeligheden bag Starobins overlegne spil hænger måske sammen med, at han er eminent til at overskue ikke bare sin egen stemme, men et helt partitur.
David Starobin er tillige en ganske ferm dirigent. Jeg har oplevet ham dirigere Holmboes Trompetkoncert med studerende i New York under festivalen ’Danish Wave’, hvilket var en overraskende positiv oplevelse.
På cd’en fylder Bridge fornuftigt op med Ruders’ Poe-værk The City in the Sea, der ikke mindst anbefales på grund af Mette Ejsings vidunderlige altstemme. Cellokoncerten Anima med Michaela Fukacova afslutter denne rene Ruders-cd.

*Odense Symfoniorkester og David Starobin, Mette Ejsing og Michaela Fukacova under ledelse af Jan Wagner. Værker af Poul Ruders. Bridge 9122

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her