Læsetid: 5 min.

NEKROLOG

28. februar 2003

Johnny Paycheck, 64
*Det er ikke enhver forundt at have skrevet en sang, som i sig selv udløste vilde endagsstrejker blandt landarbejdere og industriarbejdere, men da Johnny Paycheck i 1977 hittede med »Take This Job And Shove It« ramte han durk ind i hjertekulen på lavtløns-USA. Mange følte de kunne have skrevet den sang om fornedrelse og tab af stolthed, og fik stoltheden igen ved at skråle med.
Nu er Donald Eugene Lytle alias Johnny Paycheck død efter et liv, hvor ingen blev skånet og slet ikke ham selv. Druk, dope og alt for meget dødsforagt satte en naturlig stopper for Paychecks liv, der endte i sidste uge.
Han og hans småskingre, lidt aparte, men meget nærværende stemme lod sig første gang høre i 1965 med Hank Cochran-sangen
’A-11’. Men han kunne ikke holde fast og endte med at spille på gaderne i Los Angeles for at skaffe penge til øl. Han gik til bunds i et liv, der dækkes meget godt ind af en senere albumtitel Bars, Booze & Blondes. Countryproduceren Billy Sherrill samlede ham op og gav ham et bemærkelsesværdigt comeback med ballader som »Slide Off Your Satin Sheets« – et godt stykke fra den honky tonk-stil, han introducerede sig selv med i 60’erne.
»Take This Job And Shove It« typecast’ede ham i samme outlaw-univers som Waylon Jennings og Kris Kristoffersen, men Paycheck ville ikke Nashville så meget som Nashville ville ham, og da ham samtidig konstant kom i karambolage med lovens lange arm på grund af en løsthængende højre knytnæve, endte han som paria i countryens stuerene højborg.
Bedre blev det ikke, da Johnny Paycheck, som tog sit navn efter en bokser, der engang blev slået ud af Joe
Louis, i 1989 skød en mand og endte i fængsel i et par år.
Siden genvandt han aldrig kunstnerisk fodfæste, selv om Nashville tog ham til nåde, men Paycheck viste ingen nåde over for sig selv. tobi

Ebbe Clemmensen, 86
*Kan man holde en prøveforelæsning, der omfatter en høj hat og Rundetårn som lige arkitektoniske størrelser? Ja, hvis hovedemnet er cylinderen der rager op i landskabet. Ebbe Clemmensen gjorde det for 40 år siden og blev arkitektprofessor. Ikke i sig selv højtragende, nærmest duknakket af underspillet temperament.
Det ses på bygningerne i samarbejde med den nyligt afdøde hustru, og ind imellem med den også bortgåede yngre kollega Jarl Heger. Det er på sin vis beskedne huse, men i rustikke konstruktioner og raffinerede rumforløb. Flere seminarier, et springsk hjem til familien, en svømmehal og en højskole, blandt andet.
LO-højskolen på kanten af en skrænt nord for Helsingør var mere spektakulær som konkurrenceprojekt, i skarp konkurrence med Jørn Utzons. Men fredningsmyndigheder og bygherre ville ikke have hverken Utzons høje hus eller Clemmensen-teamets markante mur.
Det endte med et lavt Louisiana-agtigt anlæg, sine steder med hævet loft, så det udover kursisternes flade aftensmad kan rumme fagbossernes høje smørrebrød.
Bliver man for fed i eller ved tanken (hvad Karen og Ebbe Clemmensen aldrig var) kan man svømme sig en tur i Danmarks dejligste svømmehal, Kildeskovhallen i Gentofte.
Den er en stedsevarende fornøjelse set fra bassinet og op i loftets lyse gitterværker, med sol ind ad store glasruder gennem høje træer og forskudte tagudhæng. Alle interiører er op til vådhøjde minutiøst fliseindklædt med ti gange ti centimeter specialfremstillede teglklinker i okker og lysebrunt, så man kan se på gulvet hvor man skal smide støvlerne og gå barfodet, for at ende på bunden af det himmelblå. I sandhed et arkitektonisk eftermæle for både krop og sjæl. AdW

Shlomo Argov, 74
*Som lysende israelsk karrierediplomat gætter mange på at han kunne have sat sit præg på senere tiders forhandlinger mellem sit land og en arabisk modpart, hvis ikke han havde opnået sin berømmelse ved at befinde sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Da Shlomo Argov, der i juni 1982 var israelsk ambassadør i London, blev offer for et attentatforsøg, fik daværende ministerpræsident, Menachem Begin, og hans forsvarsminister, Ariel Sharon, en meget passende lejlighed for at gå militært i offensiven mod PLO. I tiden forud havde organisationen beskudt det nordlige Israel med katjusha- raketter fra baser i Libanon, hvilket man sendte hæren ind for at standse.
Men Operation Fred i Galilæa, som blev kodenavnet, udvidede sig hurtigt til et stort anlagt fremstød mod Beirut for at drive PLO helt ud af landet.
Angrebet mod Argov hørte til i en anden sammenhæng, som endnu præges af uklarheder. De tre mænd, som stadig sidder i britisk fængsel for attentatforsøget, var sendt af PNLM, Palæstinas Nationale Befrielsesbevægelse, som stod under ledelse af Abu Nidal. Holdets leder, den irakisk fødte Nawaf Rosan, var efter vestlig opfattelse højtstående irakisk efterretningsofficer, hvorfor aktionen i virkeligheden forstås som et irakisk træk. Formålet skulle være at øge spændingen mellem Israel og PLO for at hjælpe Bagdad-styret med at opnå en tiltrængt våbenhvile under krigen mod Iran efter nederlaget ved Khroamshar.
Dette fastholdt Argov, som aldrig forlod hospitalet, hvor han døde i denne uge. Men han stod ene mand mod en gængs opfattelse, og vil derfor blive husket som gnisten, der antændte en krig og en blodig besættelse af Sydlibanon, der først fik ende ved den israelske tilbagetrækning i sommeren 2000. faf

Tore Wretman, 85
*Stifteren af det svenske Gastronomiska Akademin og Sveriges måske mest berømte kok og restauratør, Tore Wretman, er død, 86 år gammel.
Han var uddannet kok fra bl.a. Continental i Stockholm, Waldorff Astoria i New York, Claridges i London og Maxim’s i Paris. I 1986 blev den stærkt ordblinde kok æresdoktor ved universitetet i Umeå.
I 1945 åbnede han sammen med Marcus Wallenberg og Tor Bonnier Riche i Stockholm, der i årtier blev Sveriges førende restaurant. I 1955 købte han Operakällaren, som han ombyggede for den efter datiden uhyrlige sum af 20 mio. kr.
Operakälleren blev stedet, hvor Tore Wretman både introducerede det nye franske køkken i Sverige og løftede den svenske husmandskost til anerkendelse og respekt langt uden for landets grænser.
Tore Wretman var kendt for sin kompromisløse kamp for bedre måltider, som også indebar forbedring af de ansattes forhold. Bl.a. forhindrede han en strejke i Sverige blandt kokke og tjenere – simpelthen ved at gå ind på deres krav med den begrundelse, at høj løn og høj status var en forudsætning for at tiltrække de gode talenter.
Tore Wretmans indsats blev helt afgørende for, at Sverige placerede sig på
det gastronomiske verdenskort – langt foran Danmark, i øvrigt.
Hans ven og kollega Alf Henriksson beskrev ham meget kort:
Om Wretman vet man kun gottInf.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her