Læsetid: 5 min.

NEKROLOGER

14. februar 2003


Ivan Leth, 83 år
*Har man været i Tivoli, kender man også den lille pavillon til højre, når man kommer ind ad hovedindgangen. Herfra lyder smægtende toner – eller Champagnegaloppen med proplyd – og i en menneskealder var det Ivan Leth, der var kapelmesteren. Musikerne skulle også spille ved pantomimeforestillingerne, hvor de var skjult i orkestergraven, hvorfor mange mest har set Ivan Leth fra ryggen, når han dirigerede promenadeorkestret... men også når han spillede violin i orkestret og så i de øjeblikke, hvor han vendte sig for at modtage abonninernes og de andre Tivoli-gæsters uforbeholdne hyldest. Ikke desto mindre var han kendt i det ganske land – i øvrigt parallelt med broderen, Max Leth, der også var kapelmester. Begge var de uddannet på musikkonservatoriet i København, og begge blev de meget store navne i dansk underholdningsmusik. Ivan blev uddannet som violinist, Max som pianist.
Ivan Leth, hvis karriere går tilbage til 40’erne, har optrådt i sammenhæng med så forskellige navne som Bjørn Tidmand og Bamse samt akkompagneret sangerinder som Rachel Rastenni og Birthe Kjær, men det var gennem radiotransmissioner (senere også tv), han blev kendt som fast institution på linje med rådhusklokkerne – som »the sound«, der kunne forene wienervalse og jazz-evergreens i den særlige, traditionsfremmende Tivoli-lyd. Numrene er bevaret på 4 lp-plader fra 70’erne, Promenademinder, senere genudgivet i 90’ernes digitalteknik.
For sin indsats i Tivoli modtog Ivan Leth da også Lumbye-prisen i 1979. Han stoppede i 1981 af helbredsmæssige årsager, svingede taktstokken – og swingede – yderligere nogle år. Han levede sin sidste tid på plejehjem i Køge. Bjørk

Ramon ’Mongo’ Santamaria, 80
*Legenden vil vide, at der den aften var tre betalende publikummer i den cubanske natklub i The Bronx, New York. Året var 1962, og på scenen var bl.a. Mongo Santamaria. Og når der mildt sagt ikke er fuldt hus, kan man jo lige så godt starte en jam-session med de forhåndenværende musikere, og det gjorde de så. Det kommer der ofte rigtig god musik ud af, således også denne aften. Med i bandet denne aften var en hasteindkaldt pianist, 22 år gammel, og med på et afbud. På programmet stod bl.a. en lille prunkløs Santamaria-komposition, »Watermelon Man«.
Den på det tidspunkt 40-årige cubansk-fødte percussionist Mongo Santamaria satte kog under kedlerne, Hancock fulgte med, og en klassiker blev født. Hvis man ikke har hørt nummeret på et eller andet tidspunkt de efterfølgende 40 år, i en eller anden version, har man nok ikke radioforbindelse.)
Mongo Santamaria blev født i Havana i 1922, og den oprindeligt violinspillende percussionist kom til New York i 1950. Resten er historie, en historie, der fortæller om et musikalsk geni som mere end de fleste andre fusions/ crossover-musikere, sammensmeltede cubanske/afrikanske rytmer med moderne vestlige musikformer, og i processen skabte nye stilarter.
Allerede inden mødet med Herbie Hancock havde Santamaria sat nye standarder for latin-jazz genren, bl.a. med kompositionen »Afro-Blue«, fra 1959. Et nummer, som senere blev indspillet af både John Coltrane og Dizzy Gillespie.
At opleve Mongo Santamaria på scenen var forholdsvis unikt. Legende let så det ud, med manden bag ’bongo-trommerne’. Men ingen var i tvivl om hvem der sad med dirigentstokken. Hans utrolige flair for at fusionere de forskellige stilarter via umiddelbart uforenelige ingredienser, gav musikken en totalt uimodståelig nerve. Det varme latinske smeltet sammen med en ganske cool blæsersektion fra det østlige USA’s jazzverden, underlagt en dansende rytmisk fornemmelse, der direkte drev folk ud på dansegulvet igennem det meste af 60’erne. Og i øvrigt fortsatte med det indtil for få år siden. Vel at mærke uden at blive pop.
En stil-createur og en musikalsk begavelse langt ud over det sædvanlige. ross

John Houston, 82
*Det er vel de færreste fædre, som på landsdækkende tv sagsøger sin datter for 100 mio. dollar, mens man i øvrigt er indlagt på hospitalet. Det var ikke desto mindre, hvad John Houston gjorde i december måned 2002, tre måneder før sin død.
Med til historien hører at John Houston var chef for selskabet John Houston Entertainment, og datteren hedder Whitney Houston. Måske var han også træt af at være kendt som »Whitneys far«.
John Houston blev efter Anden Verdenskrig lastbilchauffør, inden han i 60’erne blev manager for sanggruppen Sweet Inspirations, hvis forsanger var hans kone, Cissy. Hun havde tidligere sunget sammen med sin niece, Dionne Warwick, så det var ikke så underligt, John Houston endte med at ’blive noget ved musikken’.
Dette noget var bl.a. at være hjemmegående far for sine tre børn, Gary, Michael og Whitney, mens mor turnerede eller indspillede plader.
I 1974 hørte far sin da 11-årige datter synge i kirken, og pladebranchen blev aldrig den samme. Køn var hun også, og få år senere delte hun sin tid mellem koncerter med mor, og en karriere som fotomodel.
Sangkarrieren tog andre sig af, men John Houston satte sig tungt på den finansielle del af sagen, og i 1986 blev han manager for unge Whitney. Han passede diskret papir-arbejdet, sørgede for de rigtige kontrakter, trådte kun sjældent frem i søgelyset, og lod i vid udstrækning datteren bestemme selv.
Da hun så i 1992 giftede sig med sangeren Bobby Brown, og ægteskabet udviklede sig til et mere eller mindre offentligt galehus, var det dog lidt for meget, og John Hou-ston tog afstand fra datterens gøren og laden. Dette kulminerede omkring årtusindskiftet, hvor Whitneys personlige problemer blev et nationalt samtaleemne. Men »business var stadig business«, og far forhandlede en ny, overvældende givtig pladekontrakt hjem til ’Nippy’.
Men han nåede aldrig at se/høre, om hun levede op til den.ross

Yahya al-Mutawakkil, 59
*Den yemenitiske militærmand, diplomat og politiker Yahya al Mutawakkil var en tilhænger af pluralisme, men kæmpede blandt andet for en afvikling af de traditionelle stammers indflydelse på Yemens politik. Det skabte ham mange fjender, og han blev forsøgt forgiftet i 1990.
Al-Mutawakkil spillede en central rolle i borgerkrigen på royalisternes side. De kæmpede imod republikanere, der blev støttet af Egypten. Derfor sad han en periode i fængsel i Kairo, men vendte tilbage til Yemen og blev en vigtig aktør i samlingen af den nordlige og sydlige del af landet til Republikken Yemen i 1990.
Han var en årrække ambassadør i Egypten og fungerende ambassadør i Libyen. Han nåede også at være ambassadør i USA og Frankrig.
I 1993 blev han indenrigsminister og kæmpede siden for at holde sammen på landet. Han fik indført en række reformer, blandt andet en maksimumsgrænse på 24 timer for varetægtsfængsling af politiske fanger inden de skal stilles for en dommer. re

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu