Læsetid: 3 min.

Netværk vil løse indvandrerproblem

Virksomhedsnetværk vil skaffe selv de værste indvandrerrødder uddannelse og job med utraditonel pakkeløsning
5. februar 2003

Egentlig er opskriften ganske enkel. Selv den værste indvandrerrod kan reddes ud af misbrug og kriminalitet, hvis bare han får et ordentligt tilbud om uddannelse eller arbejde.
Det er udgangspunktet for en ny utraditionel pakkeløsning, som en række større danske virksomheder fra Netværk Storkøbenhavn i den kommende tid vil tilbyde kommuner med svære indvandrerproblemer. Projektets spydspids er det etniske vagtfirma Eurocode, der på grund af vagternes indvandrerbaggrund har haft stor succes med at få selv de værste indvandrerrødder i tale.
Ideen er at lade vagtkorpset fiske indvandrerknægtene op fra gaden og over i erhvervslivet, hvor en række virksomheder står klar med øremærkede jobs og lærepladser.
»Vi ved af erfaring, at det eneste, der kan få folk væk fra gaden, er tilbuddet om uddannelse eller job. Der skal være en gulerod ved vejs ende,« siger koordinator Michael Mogensen fra Netværk Storkøbenhavn, der tæller mere en 60 store og små virksomheder, som alle er indstillet på at tage et socialt ansvar.
Blandt de firmaer, der ventes at være interesseret i projektet, er butikskæden FDB, rengøringsselskabet ISS, Falck, transportfirmaet Arriva og boligkæden Ikea, der notorisk altid mangler arbejdskraft.
Michael Mogensen mener, at flere især københavnske kommuner med indvandrerproblemer vil være interesseret i projektet.
»Kommunerne er ikke altid selv i stand til at løse problemerne, først og fremmest fordi de ikke har ordentlig kontakt til de unge indvandrere. Det har Eurocode, og derfor vil de være i stand til at løse opgaven langt bedre end kommunens egne folk,« siger han.
Eurocodes direktør, Abdul Aziz Nawabi, siger, at projektet endnu kun er på tegnebrættet, men at pakkeløsningen kan anvendes både i belastede boligområder, i butikscentre og andre steder, hvor de unge indvandrerknægte hænger ud og laver ballade.
»Ideen er at tilbyde de unge en vej ud af problemerne. Vi skal kunne tilbyde dem et nyt liv, hvor de kan få et arbejde eller komme i gang med en uddannelse. Vi vil gerne være en bro mellem gaden og erhvervslivet«.

Kommunal skepsis
Han understreger, at de unge skal støttes i en overgangsperiode, indtil de er i stand til at passe enten arbejde eller uddannelse.
»Man kan ikke bare sætte dem i gang med et arbejde. De skal forberedes ordentligt. Der er en masse psykologiske ting, der skal på plads, men det tilbyder vi også at sørge for,« siger han.
Eurocode har allerede et samarbejde i gang med Høje Tåstrup Kommune, der har haft problemer med uro, hærværk og kriminalitet i boligområdet Tåstrupgaard.
»Vi har haft succes med at bruge Eurocode i Tåstrupgård, hvor der stort set ikke længere forekommer hærværk og ballade,« siger afdelingschef Niels Storch Jensen.
Han mener klart, at det er vagternes etniske baggrund, der har gjort udslaget.
»De er gode til at få de unge i tale,« siger Storch, der bl.a. har anbefalet vagtkorpset til DSB, der også har haft store problemer med indvandrerbander på en del af S-togstationerne i Hovedstadsområdet.
Abdel Aziz Nawabi siger imidlertid, at hans firma møder meget modstand fra de kommunalt ansatte, der traditionelt har haft ansvaret for andengenerationsindvandrere.
»Vi møder f.eks. megen skepsis fra pædagoger og socialrådgivere, der føler, at vi kommer og tager deres arbejde fra dem. Det gør vi ikke, vi vil bare gerne supplere kommunernes indsats og være med til at løse problemerne. Det kan vi, fordi vi har en anden måde at gribe indvandrerdrengene an på,« siger han.
»Vi møder ofte den reaktion, at kommunerne ikke har brug for vores hjælp. De kan godt selv løse problemerne, men så er det, jeg spørger: Hvis de virkelig er så gode til selv at klare opgaverne, hvorfor har de så stadig problemer med de unge?«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu