Læsetid: 2 min.

Nutid er fremtid

27. februar 2003

SPOT
Egentligt har jeg mest lyst til at skrive side op og side ned om de fremragende tv-dramatiseringer af historierne om Sherlock Holmes, som DR2 i øjeblikket sender hver torsdag kl. 17.40 i deres Gyldne Timer. Men selv om jeg er meget begejstret for serien og Jeremy
Bretts kongeniale fortolkning af Holmes-figuren, så har jeg også skrevet så meget om den tidligere, at nu må det altså være slut.
Så lad mig i stedet skrive lidt om den amerikanske forfatter William Gibson, der for nogle uger siden udgav en ny bog, Mønstergenkendelse, og som i den anledning besøgte Danmark. DR2’s bogprogram, Bestseller, har talt med Gibson, og det 30 minutter lange interview kan opleves på kanalen i aften.
Der er bestemt også meget at tale med Gibson om – man må bare håbe, at Bestseller-vært Isabella Miehe-Renard er bedre til at få den ind imellem ordknappe, men ikke umeddelsomme forfatter til at snakke end Martin Krasnik, som havde Gibson på besøg i Deadline på bogens udgivelsesdag.

Mønstergenkendelse er den første af Gibsons bøger, som foregår i nutiden. Men der er ikke så stor forskel på den og de mennesker og de miljøer, han har beskrevet i sine tidligere værker. Fra den første roman, Neuromancer, til Mønstergenkendelse er omdrejningspunktet i de thrilleragtige historier karakterernes jagt på identitet, tryghed og kærlighed i en foranderlig verden, hvor teknologiske fremskridt og mærkevarer dyrkes, som var de afguder.
»Vi kommer til at leve flygtigere og i en konstant vekselvirkning mellem angst og ekstase. En konsekvent foranderlig nutid betyder, at vi hele tiden mister noget, vi har kendt og været glade for,« sagde Gibson i et interview med JyllandsPosten, da Mønstergenkendelse udkom.
»Sådan er udviklingens natur. Folk har altid mistet, men nu gør vi det oftere og oftere, og det påvirker vores sind voldsommere.«
Til Weekend Avisen sagde han i samme anledning, at »jeg opfatter nutiden som science fiction. Mine tidlige bøger handlede også om nutiden. Verden er mærkelig nok, vi behøver ikke opfinde den.«
Og i Ekstra Bladet understregede William Gibson, at »science fiction-romaner er nødvendige for at forstå nutiden. Ikke kun ved at forberede os på hvad der vil ske, men ved at vise os, hvad der sker.«
Noget af det vil han sikkert sige igen i aften i Bestseller Samtalen, men det er bestemt værd at lægge øre til Gibson, der er en af vor tids mest spændende og klartskuende forfatterstemmer.

DR2: 22.30-23.00: Bestseller Samtalen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her