Læsetid: 3 min.

Nyt LO klar til vedtagelse

De 20 forbund i LO er enige om at støtte fornyelseskuren, der vedtages lørdag
8. februar 2003

LO’s ekstraordinære kongres i Falkonercenteret markerer et brud med en mere end 100 år gammel tradition. De sidste broer til socialdemokratiet brændes og håbet er, at en helt nu fagbevægelse som en anden Fugl Fønix træder ud af asken. Det nye projekt lanceres som ’Nyt LO’.
På LO’s hovedbestyrelsesmøde torsdag aften blev de 20 forbund enige om at bakke op om projektet og i løbet af fredagen var det så op til forbundsformændene at overbevise de delegerede om fordelene i projektet. Et overvældende flertal forventes at stemme for fornyelseskuren i dag på den ekstraordinære kongres i Falkonercentret. For blot et par dage siden så det ellers knap så lyst ud for ledelsen i LO.
Forbundet af Offentlige Ansatte (FOA) er efterhånden blevet godt og grundigt trætte af at ’aflevere’ medlemmer, når offentlige arbejdspladser bliver udliciteret til private virksomheder, hvor andre LO-forbund i forvejen har en overenskomst med arbejdsgiverne. Derfor har FOA den seneste uge luftet muligheden for at melde sig ud af LO.
Den knast blev ryddet af vejen ved hovedbestyrelsens vedtagelse af de to ændringsforslag FOA fremsatte. For det første bliver det nu indskrevet i projektet ’Nyt LO’, at det såkaldte grænseudvalg, der skal håndtere grænsestridigheder mellem forbundene, skal tage hensyn til gruppernes naturlige faglige fællesskaber.
Det betyder, at sundhedspersonale, der overgår til en privat virksomhed, ikke nødvendigvis skal overgå til det forbund, der har overenskomst med arbejdsgiveren. Hvis de tre dommere i grænseudvalget skønner, at medlemmernes faglige fællesskab er stærkere med kollegaerne i FOA end i forbundet med forhandlingsretten, kan de blive i FOA.
For det andet har FOA fået indført, at medlemmerne skal have mulighed for at slås for at fastholde deres medlemsskab, selv om de flyttes fra den offentlige sektor til den private.
Formanden for de offentligt ansatte, Dennis Kristensen, er meget tilfreds med resultatet: »Jeg er glad for at vi er nået til enighed, og jeg er ikke i tvivl om, at dette projekt vil styrke LO’s rolle både internt i fagbevægelsen og udad til,« siger han

Alle er glade
Ledelsen i LO ønsker med ’Nyt LO’ at signalere, at fagbevægelsen har erstattet den kollektivistiske tankegang med en kraftig fokusering på individet i det faglige kollektiv. I værdigrundlaget til ’Nyt LO’ står der blandt andet, at »vores mål er, at den enkelte får mulighed for og frihed til at handle selv.«
Max Bæhring, der er formand for Dansk Metal, støtter fornyelsesprojektet, men understreger vigtigheden af at huske både historie og tradition.
»Vi skal huske, hvor vi kommer fra, og vi skal også på denne kongres bekende os til den ånd, der ligger i fagbevægelsen. Det handler jo stadigvæk også om solidaritet med de svageste,« siger Metal-formanden.
Næstformand i HK, Karin Bancsi, er overordnet enig med Max Bæhring, men understreger, at der er brug for forandring i LO:
»Det handler jo i sidste ende om, hvordan medlemmerne får mest ud af at være med i en fagforening, og vise at det er nogle gode varer, vi har på hylderne. Vi skal signalere handlekraft og dynamik, men vi skal også vise, hvilke værdier og holdninger vi har. Og her er ’Nyt LO’ et tiltrængt initiativ,« siger Karin Bancsi.
De fire overordnede emner, der tilsammen udgør det forslag, kongressen skal tage stilling til, er et nyt værdigrundlag, et fagpolitisk grundlag, en ny ledelses- og beslutningsstruktur og nye principper for løsning af grænsekonflikter mellem de enkelte forbund.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her