Læsetid: 3 min.

Oprøret er andetsteds

Hvor er nutidens midteroprør? Naser Khader tror på fællesskabet, Hans Hauge gør ikke, og Line Barfod håber på et oprør
7. februar 2003

Nutid
»Der er behov for et socialliberalt oprør fra midten i dag,« mener Naser Khader, radikalt folketingsmedlem.
»Men det er svært, for alle vil gerne placere sig på midten, men ikke gøre noget dér. Debatten virker død, og der er en vis handlingslammelse på midten, og så meget trængsel, at man næsten ikke kan bevæge sig.«
»Midten giver magten. Det fandt Anders Fogh Rasmussen også ud af. Der var faktisk lidt oprør i hans bog om Minimalstaten, men det holdt han jo så op med at tale om.«
Naser Khader mener, at nutidens oprør fra midten godt kunne udgå fra Det Radikale Venstre:
»Vi har bevæget os fra midten ud i yderbanen i flere spørgsmål: Det internationale, EU, i forhold til at sige noget upopulært, som da vi stemte nej til at give 1,5 millard til sygehusene! Det er os, der vil gøre op med krævementaliteten og forny velfærdsstaten. Vi er nu det mest liberale parti; vi mener ikke, at udgifterne kan blive ved med at stige. Det mener Venstre vist heller ikke, men det sker alligevel, og skattestoppet hindrer de grundlæggende strukturreformer.«

Borgerløn duer ikke
»Der er ting i samfundskritikken i Oprør fra midten, som kunne være skrevet i dag, om fattigdom, f.eks. Men borgerløn synes jeg er en dårlig idé, som måske virkede logisk under den store arbejdsløshed i 1970’erne, men nu synes jeg, det handler om at samfundet flygter fra sit ansvar,« siger Naser Khader.
»Men vi skal gøre midten bredere. Den midte, hvor man er enige om fundamentale fælles værdier, demokrati osv., og de, der kommer som nye til samfundet, skal ind og have del i det. Man kan også se, at indvandrerne efterhånden breder sig mere over det politiske spektrum.«
Lektor ved Aarhus Universitet Hans Hauge mener, at oprørenes epoke er forbi – tilmed er midten nu også forsvundet:
»Oprør er en eksistentialistisk kategori med rod i 1950’ernes tænkning. Dengang var der oprørere og rebeller og outsidere til. I 60’erne og 70’erne blev de til revolutionære fra fløjene.«
»I samme periode blev midten en stor succes: Alle ville være der; og symbolet blev et parti – Centrumdemokraterne. Men symbolsk nok er de nu forsvundet, det er midten også, og midteroprørets mærkesag om borgerløn videreføres nu af periferien – Minoritetspartiet!«

Periferiens angreb
Valget sidste år blev af sociologen Henrik Dahl beskrevet som periferiens og det
civile samfunds oprør mod centeret og staten. Men Hans Hauge ser ingen risiko i periferiens angreb på midten:
»Man har i årevis talt om det tabte fællesskab og hvordan det genskabes. Som da jeg for et par dage siden sad i Århus lokal-tv og talte med borgmesteren om de særlige Århus-værdier og det særlige sammenhold. Alle snakker om fællesskabet, og det er da også hyggeligt, men især fordi nogen ikke er med. Rockerne er jo f.eks. en gruppe oprørere, men de repræsenterer ingen værdier, ideer eller politikker, men dyrker fællesskabet for dets egen skyld.«
Line Barfoed, folketingsmedlem for Enhedslisten, både tror og håber på oprørets genkomst:
»For eksempel er retsstaten i fare. Et oprør kunne komme fra de unge og fra de offentligt ansatte, som nu er presset så meget, som de overhovedet kan blive.«
Line Barfoed indrømmer blankt, at hun aldrig har fået læst Oprør fra Midten, men borgerløn tiltaler hende:
»Selve grundtanken om, at alle mennesker skal have nok til, at de kan leve af det, er jeg varm tilhænger af. Det er en illusion at tro, at vi har et socialt sikkerhedsnet, hullerne i det bliver stadig større og flere falder igennem, når ydelserne bliver sat ned.«
Også ’det humane ligevægtssamfund’ klinger positivt:
»Så længe det handler om humanistiske værdier i stedet for penge. Det kræver utrolig meget overskud og energi at tage del i samfundet, og jeg ser en fare for demokratiet i, at ikke alle magter det på grund af forholdene.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu