Læsetid: 3 min.

På med pilen Høy

DR’s nye filmsatsning ’Filmland’ bevæger sig rundt i tre medier, men tv-delen, som blev sendt på DR2 mandag aften, lader meget tilbage at ønske
26. februar 2003

KOMMENTAR
Så oprandt dagen, hvor Bogarts afløser for første gang skulle møde det danske tv-publikum. Placeret på DR2 kl. 20.00 hver mandag har tv-delen af det trimediale Filmland – kan opleves på tv, i radioen og på internettet – gode muligheder for at ramme et filminteresseret publikum.
Ole Michelsens Bogart holdt i 17 år og nåede at blive en institution – hvad man så end syntes om manden og hans meninger – og det vil under alle omstændigheder være svært at leve op til ham.
Om Filmland kan løfte arven, er det nok for tidligt at sige, men i hvert fald den første aftens halve time var ikke synderligt lovende. Søren Høy hedder værten, som tidligere var Michelsens højre hånd, og som nu er Filmlands ansigt udadtil og uddeler fra 1-6 pile i programmets karaktersystem.
Tv-delen suppleres onsdag af en times radio på P2, og indholdet på begge flader opdateres »hele døgnet på internettet«, som en speaker pralede, da udsendelsen var forbi.
Det er bestemt prisværdigt, at DR satser på trimedialitet, og i længden vil konvergensen nok vise sig at være en gevinst for filminteresserede tv-seere, radiolyttere og netsurfere.
Men isoleret set er trimedialiteten en hæmsko for Filmlands tv-del, der mest af alt ligner overfladisk og mere eller mindre ukritisk reklame for ugens film og en appetitvækker på de ting, man kan læse meget mere om på nettet eller lytte sig til dybere indsigt i på P2.

For kortfattet
Høy, der fik nogle gevaldige knubs for sin friskfyragtige stil, da han på et tidspunkt vikarierede for Michelsen på Bogart, er ikke nogen dårlig vært. Han virker afslappet og dynamisk, men om han så også har evnen til at fastholde seerne og blive en autoritet på linje med Michelsen, må tiden vise.
Hver mandag udvælger Filmland en ’ugens film’, som de bruger lidt mere tid på. I det første program var det Per Flys Arven, som fik den royale behandling. Efter en positiv, men også meget kort og ligegyldig anmeldelse af filmen, forestået af Høy, blev Fly inviteret i studiet og interviewet af samme Høy. Som derfor må siges at have – hvilket også Michelsen havde i samme situation – noget af et habilitetsproblem.
Fly blev først spurgt, om han kunne lide Filmland-studiets minimale scenografi, hvilket han tydeligvis ikke kunne – den er heller ikke pæn – og så talte de to ellers om hans tilgang til instruktørgerningen – interessant, men kortfattet. En god idé er det dog, at man pr. email kan sende spørgsmål til Fly, som han så vil besvare i radioen om onsdagen.
Efter Fly fik vi serveret et dobbeltinterview med Sandra Bullock og Hugh Grant, aktuelle sammen i den romantiske komedie Two
Weeks Notice, der begge fortalte om deres forhold til denne hæderkronede genre.
Og til sidst i programmet anmeldte en af Filmlands øvrige bagmænd ganske hurtigt resten af ugens film – af en eller anden grund overså man The Hours – og det hele blev rundet af med aftenens mest spændende indslag, en omtale af Fritz Langs SF-klassiker Metropolis fra 1927, som nu er udkommet i en restaureret udgave på dvd.
Efter hver omtale/anmeldelse blev der i øvrigt henvist til en uddybning af samme emne på nettet og i radioen.

Uddybende supplement
Hvad man savner hos Filmland, er en kritisk profil – som man kan være enig eller uenig i, men som i hvert fald signalerer, at her har man at gøre med vidende mennesker, der har en klar holdning til filmene, de omtaler.
Det er fint, at Filmlands redaktion gerne vil bringe mere bredt filmstof ind i tv-programmet, og at man f.eks. går bag kameraet og taler med både skuespillere og instruktører. Men så er en halv time om ugen for lidt. Der er ikke tid til at give anmeldelserne den plads, de trods alt har brug for for at nå rundt om en film.
Tv-mediet er nu engang det bedste sted for film at blive præsenteret, og at bruge tv-udgaven af Filmland som smagsprøve på net- og radiodelen synes forkert. Det er ikke alle, der har mulighed for at sidde og tune ind på P2 onsdag eftermiddag kl. 15.00 eller finde Filmland på nettet. Web og radio bør tjene som uddybende og ikke tvingende nødvendigt supplement.
Det ville have været bedre, om man havde koncentreret sig om anmeldelser i tv-delen og så lagt alt det i den sammenhæng perifere baggrundsmateriale ud på nettet og ind i radioen.

*Filmland på DR2, mandage kl. 20.00, P2, onsdage kl. 15, www.dr.dk/film hele døgnet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her