Læsetid: 7 min.

På med vanten, piger

– og find det gode humør frem til en offensiv mod negligering, pornoficering og plat populisme
28. februar 2003

Qlummen
En plakat med et par påsatte kæmpebryster fik forleden en prorektor på Syddansk Universitet til provokeret at trække sin uddannelsesinstitution ud af samarbejdsgruppen bag plakaten – en gruppe uddannelsesinstitutioner i lokalområdet. Prorektoren sagde i TV-Avisen, at han – i modsætning til en ung kvinde fra Business Academy i Esbjerg – havde svært ved at se sammenhængen mellem de blottede kvindebryster og de uddannelser, Syddansk Universitet havde at tilbyde de unge. Den pågældende prorektor var endda ikke specielt gammel.
Det var den sortklædte charmetrold af en meteorolog, der efter indslaget skulle fortælle os om vejret heller ikke. Han lagde kvikt ud med bemærkningen »Vi kan bryste os af en vejrudsigt...« efter devisen: Ha-ha – vi har kun det sjov, vi selv laver.
Jeg tror, han har koncentreret sig for lidt på sine vejrudsigter og hørt for meget P3, hvor ledelsen i sin iver efter at tiltrække unge lyttere lader mandlige værter, gerne i direkte transmitteret dialog, gå hele vejen i bemærkninger om sanglærkers udseende, set ud fra en sexsulten mands forbrugervinkel. (Hvad med en prorektor på P3?)
Hvis man først får øjnene op for de ’billeder,’ offentligheden viser eller lige så ofte ikke viser af kvinder i det offentlige rum – ja, så har man virkelig brug for sit gode humør som kvinde. Her nogle her-og-nu-eksempler fra skribentens helt egen verden:
Jeg får en mail fra en mandlig kollega, der vil have mig til at melde mig ind i Foreningen for Undersøgende Journalistik. Foreningen lokker med »et stærkt forår.« Og programmet er da også præget af fremragende navne. Jeg inviteres, når jeg har betalt mit kontingent, til fire spændende arrangementer – fint. Jeg har bare én indvending: Hvordan kan det være, at kollegerne bag foreningen ikke har haft lyst til at invitere én eneste kvinde ind i ét eneste panel? Det er jo ikke, fordi de ikke findes, de dygtige kvindelige journalister. Hvorfor er mænd
ikke nysgerrige efter at stifte bekendtskab med også kvinders faglige erfaringer? Hvis jeg havde en tilsvarende mental modstand mod at samarbejde med mænd, ville jeg ikke kunne gå på arbejde hver dag, eftersom jeg er den eneste aktive, fastansatte kvinde i min lærergruppe på RUC.
Den eneste kvinde, der har formået at snige sig ind i de seriøse herrers program, optræder som objekt – i en kvalmende typisk kvinderolle i det offentlige rum: ’Kendt mands kæreste’. Hun hedder Mary og er kæreste med Kronprinsen.
Samme dag bringer Børsen en annonce for ’Måske det vigtigste af alle seminarer i 2003’ for erhvervsledere. Arrangøren Stampe & Stampe Business Relations har valgt at bede fem mænd tale om relationernes betydning for dansk erhvervsliv og »din virksomhed.« I bunden af annoncen ligger fem fotografier af de talende mænd. Signalet er utvetydigt, at her er kvinder ikke relevante. Hvorfor skulle kvinder orke at opsøge en sammenhæng, hvor kvinder er usynlige? Og oven i købet betale for det? Jeg har spurgt mig for blandt mine karriere-veninder – alle siger, at programmets kønssammensætning er afgørende for, hvad de melder sig til.

Eksemplerne hober sig op. Men jeg gider ikke servere flere, for at se kvinder håndteret på den måde sætter mig i samme stemning, som i årene på Informations redaktion, hvor jeg dag efter dag på redaktionsmøderne ved konkrete eksempler forsøgte at vise, hvordan avisen hver dag degraderede kvinder som intellektuelle/faglige personer/eksperter. Ved næsten udelukkende at vise billeder af (følende) kvinder på kultursiderne. Uvist af hvilken grund typisk i opera-outfit. Eller i andre kulturelle forklædninger, så læseren slap for at tage kvinden rigtig alvorligt. (Mange var – kan man nu forstå det – synligt lettede, da jeg valgte at gå på deltid.)
Men for fanden – billeder er identifikation. Og så mange af os synger altså heller ikke opera. Jeg tjekkede lige tirsdagens avis på vejen ind til computeren og må overleve, at mine anstrengelser har været nytteløse. Tirsdag den 18. februar er der i Information to farvebilleder: Et af en gruppe sørgende, grædende indianske kvinder fra Bolivia og et af et par dynamiske, fodboldspillende mænd. Suk og klage. På opslaget ’I verden’ optræder denne tirsdag grædende kvinder (bolivianske) og fire mænd – den ene med et gevær og de tre med åben mund (fordi de taler.) (Magtfulde mænd taler tilsyneladende, når de ikke skyder). På kultursiden er der et fotografi af – som der står – en »gysende smuk kvinderyg« og på Opinionssiden et lille foto af tidligere undervisningsminister, Margrethe Vestager. Resultatet af mager feminin billeddækning er, at annoncerne bliver alene om at kommunikere, hvad en kvinde dags dato er (værd.)
Der er såmænd ikke særlig grund til at lange ud efter Den mindst Ringe, men lad mig alligevel i samme åndedrag opfordre læseren til på denne kølige februar-fredag at kaste et blik til venstre øverst: Ser du som jeg en flot eksponeret, mandlig skribent med masser af luft (ånd) omkring et ’fritskrabet’ kontrafej? Så må vi kvindelige skribenter, der er henvist til højresiden nederst satse på, at vores ord i sig selv er så hulkende humoristiske, bevægende og bevidstgørende, at læserne æder dem uanset den beskedne lancering. Jeg tror ikke, mandlige redaktører/redaktionssekretærer er bevidste om deres adfærd. Men som gamle doktor Lieberkind altid sagde om dyrene i 50’ernes tv »Sådan kan de lide det og sådan vil de have det ...«

I bogen Udslag af de to formentlig eneste yngre feminister, Mette Bom og Nanna Kalinka Bjerre (forlaget elkjaeroghansen) hedder det, at »kvinders rettigheder er en substans i stadig bevægelse.« Når nogen siger, at kvinder som de nævnte skribenter for ikke at tale om mig selv
bare er for meget – lever vi måske ikke i et land med demokrati, fri abort og stemmeret til kvinder – ja så svarer vi: »Jo! – Vi har disse rettigheder, men hvor længe – den tiltagende offentlige degradering af kvindekønnet taget i betragtning? Som feminister tager vi simpelthen den aktuelle tendens til at undertrykke og ignorere kvinder alvorligt. Vi kan ikke lide, at sexistiske rockstjerner hyldes, fordi de tør sige noget grimt om kvinder. Vi synes, det
er pinligt, at regeringen har taget tilskuddet fra Videnscenter for Ligestilling, den eneste organisation, der producerer analyser og konkrete undersøgelser af mænds og kvinders stilling i samfundet til supplering af de generelle fordomme og påstande. Vi tager afstand fra de muslimer, der påkalder sig ret til flerkoneri. Vi sætter pris på at leve i et land, hvor kvinder kan blive præster, men spørger, hvorfor kun 38 procent af folketingsmedlemmerne er kvinder? Hvorfor én procent af alle kvinder mellem 13 og 25 år har anoreksi? Hvorfor 84 procent af professorerne ved landets højere læreanstalter er mænd? Vi spørger, hvorfor Rigspolitiets statistikker viser, at over 2.000 kvinder sidste år måtte overnatte på et krisecenter? Hvorfor 20.000 kvinder hvert år må på skadestue som følge af vold, og hvorfor mænd stadigvæk – ifølge statistikken – tjener mere end kvinder med samme uddannelse? Er det, hvad dette samfund mener med ligestilling?
Sammen med den generelle højredrejning og tidens trendy-
ficering af pornoen gør det os
alvorligt bange. Det får os til at spørge, hvornår vi igen skal til at kæmpe for, at kvinder har samme ret til uddannelse som mænd? Som Kalinka Bjerke og Mette Bom siger: »...nu ser vi mange steder, at kvinders rettigheder åbenbart ikke er menneskerettigheder... Derfor råber vi vagt i gevær... Kæmper som en moder passer på sit barn – for at blive i den kvindelige metaforik.«

Lad os dvæle ved pornoficeringen – den mest trælse stereotypificering af kvinden. Eftersom drenge mellem 14 og 17 i gennemsnit bruger en halv time på at se porno om dagen, er det vanskeligt at afvise forpligtelsen til som forælder (Politikens budskab forleden) at tale med sine børn om, at den omgang mellem mænd og kvinder, der kan aflæses i porno langtfra er dækkende for alle menneskers seksuelle samvær. (Det er eksempelvis de færreste kvinder, der nyder at være kropsligt låst fast af pikke i begge ender.) Vi bør fortælle vores unger, at der er forskel på fiktion og virkelighed. At vi stadig er par, der dyrker sex to og to. Og ikke sjældent holder af hinanden imens. At seksualitet ikke altid er præstation, men også kan være fælles nydelse.
At porno i dag betragtes som OK, ligesom det i dag er tæt på at være OK at kalde kvinder hvad som helst, skal formentlig ses i sammenhæng med det generelle tab af værdier – de moralske og etiske værdier for godt og skidt, som mennesker tidligere levede efter. I dag er alting tæt på at være OK. Vil du tjene dine penge som pornomodel – jamen det er da bare OK – selv om de fleste kan blive enige om, at der er tale om en klam industri, der undertrykker og udbytter verdens allersvageste kvinder.
Det er i øvrigt præcis den samme, almindelige ligegyldighed og vægring ved at modtage tankegods, der danner grobund for, at P3 og tv-kanalerne kan slippe af sted med en tilsyneladende endeløs produktion af populistisk plat – apropos sexistiske radioværter, platte meteorologer og hjernedøde reality-programmer. Alt er lige gyldigt eller ligegyldigt: Venstreorienteret postmodernisme (med valgfrihed på alle hylder) – eller højredrejet nyliberalisme (enhver er sin egen lykkes smed) - det ene er ikke en pind bedre – eller en tøddel forskellig – fra det andet. Også en form for ideologi.
Min påstand er, at kvinder stadigvæk i ubehageligt mange sammenhænge stereotypiseres, negligeres og degraderes. Ja, at det i stigende grad er ’lovligt.’ Så på med vanten, piger – puds brillerne, kridt skoene og træk på humoristen i dig selv. Vi får ikke noget forærende. Tværtimod.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her