Til næsen
Da kommunismen mistede sit greb om Central- og Østeuropa, var vi mange, der ventede, at vi stod over for et sandt boom af vin herfra på det danske marked. Det er stort set udeblevet.
Eller skulle man snarere sige, at det er udsat? Det seneste tiår er der foretaget store vestlige investeringer i området, privatiseringer og omstruktureringer har været både langsommere og vanskeligere end forudset, og mange steder er der ikke sket de kvalitative fremskridt, der ellers er potentiale til.
Der er lang vej fra at producere til hjemmemarkedet og forsyne det daværende Sovjetunionen med spandevis af sødlig plonk, og så til at konkurrere på et mere og mere kræsent, globalt marked.
Lad os i dag foretage nogle punktnedslag, og så i øvrigt vente og se. Jeg tror stadig på, at der er gode ting i vente fra mange af de lande, vi taler om.
På det danske marked er det kun Bulgarien, der har haft rimelig fat i forbrugerne. Herfra kom der pæne vine på klassiske franske druesorter til meget forbrugervenlige priser. Efter et dyk i kvalitet er Bulgarien nu atter på vej frem, og det er værd at prøve nogle af de bulgarske vine på specielle druer som Gamza og Mavrud. Samtidig er landet med øget brug af koldgæringsteknik blevet leveringsdygtigt i anstændige hvide Chardonnay-vine.
Rumænien er mængdemæssigt nr. et blandt de omtalte lande, men har traditionelt produceret til hjemmemarkedet. Udenlandske investeringer (også danske) tyder på, at vi vil se mere og bedre vin herfra.
To små lande det relativt velstående Slovenien og det ludfattige Moldova har rige naturlige muligheder for at lave kvalitetsvin, og vil sikkert også i stigende omfang gøre det.
Tjekkiet er først og fremmest et øl-land, men i Mähren er der en ganske pæn produktion af vin i tysk stil. Herfra vil vi måske se nyt, især i hvide vine.
Af alle de central- og østeuropæiske lande har Ungarn nok været (og er) det land, der har den største variation og den største sofistikation inden for vinen. Herfra kommer både liflige hvide vine, absolut drikkelige røde og ikke mindst den eneste vin fra de dele af verden, der har status som legendarisk.
Vi taler selvfølgelig om den ædelsøde Tokajer, som efter at være blevet mishandlet under kommunismen nu er på vej tilbage til ære og værdighed. Med vestlig hjælp og vestlige investeringer producerer Vega Sicilias Oremus og The Royal Tokaji Wine Company atter vine, der i deres genre måler sig med hvad som helst hvor som helst fra.
En ædel Tokaj må være den ultimative meditationsvin skabt til at nippe i bitte små slurke, mens man lader tankerne flyde frit.
Tokaj klassificeres efter mostvægten, der måles i puttenyos, som egentlig var de kurve, druerne plukkes i.
En fem puttenyos Tokaj, en behagelig lænestol og en god bog. Hjerte, hvad vil du mere?
