Læsetid: 2 min.

Præsidentens ø

11. februar 2003

Spot
Til denne tirsdagsSPOT ville jeg skrive om programmet Opfindernes ø (Rough Science, på dansk omtrent Rå Videnskab) – men det er netop flyttet til DR2 mandag 19.10. Jeg kan dog stadig anbefale den rå videnskab til dem, der har drenge- eller pigehjerte til at synes, det er sjovt at se folk genopfinde fonografen, riste spiselig tang og tegne kort.
I stedet byder denne aften på 19. afsnit af serien Præsidentens mænd. Martin Sheen er det elskværdigt Clinton-agtige centrum for et virvar af politiske intriger. Sammen med sin familie lever han som på en ø, afskåret fra fastlandets virkelighed af et skummende vand af sultne journalister, som hans rådgivere – trods titlen tæller de flere interessante kvinder – ustandseligt krydser med depecher og information.

Præsidentens arme hustru og datter, kaldet The First Lady og The First Daughter er med-deporteret til øen, hvor de overvåges døgnet rundt: Datteren Zoey på 19 fik i sidste uge problemer, fordi hun hilste på en gammel klassekammerat, som – uden at hun ved det – har en anden ven, der forhandler narko...
Til stede ved samme fest var nemlig en uvenligtsindet højrefløjsjournalist. Højrefløjen er seriens skurke, hvad der forankrer serien i Det Andet Amerika, kunstnernes og de intellektuelles liberale USA.
Serien er Emmy-belønnet, og husstandens voksne mandlige familiemedlem er begejstret. Selv kan jeg godt misse et afsnit, uden at ugen bryder sammen.
Måske fordi serien er næsten for politisk: Detaljerigdommen og den utrættelige interesse for magtens snirkler fascinerer mig ikke så meget som disse ting øjensynligt fængsler seriens forfattere og producenter.

I den anledning har jeg tit tænkt på en engelsk anmeldelse af (endnu en) Nixon-biografi. Skribenten undrede sig over bogens enorme interesse for de mindste detaljer i den store mands liv, men forklarede det således: For en amerikansk bevidsthed er en hvilkensomhelst præsidents liv og levned så fængslende som en tragedie af Shakespeare. Alt har interesse, ikke blot forholdet til nære mennesker som kone og børn, men hvad han spiste, hvem han talte i telefon med, medicin, søvnproblemer...
Blot at være nær sådanne mennesker og vide hvad der præcist foregår omkring dem, er i sig selv stort. Stort som græske kolossalstatuer, som Shakespeares kongespil, fordi det i sig selv er mytologisk stof. Det interessante er ikke så meget, hvem de er, men at de har magten.
Også i denne serie er Præsidenten selv en mytologisk figur. Menneskeligt en gåde (hvordan kan nogen altid gøre det rigtige?), men hvad – han er jo Præsidenten.

*DR 2 1.15 Præsidentens mænd

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her